Marts 2011
Psykiatrien på skillevejen.
Med udgangspunkt i bl.a. rapporten ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed”, samt udtalelser fra professor Poul Videbechs i tv udsendelsen den 6. marts 2011, http://www.tv2oj.dk/arkiv/2011/3/6?video_id=17773&autoplay=1 må det siges, at psykiatrien er på en dobbeltmoralsk skillevej.
Her står den ”varme hånd” i form af tanker om rehabilitering og recovery overfor udtalelser som ”vi anmelder alt” og hvor enhver negativ ytring er et udtryk for vold og ”det er vores opgave, at beskytte vores personale mod disse traumatiserende oplevelser”.
”Et dansk studie publiceret i august 2010 påviser, at især vold mod offentlige myndigheder har bidraget til stigningen i foranstaltningsdomme11. I samme studie konkluderes desuden at sandsynligheden for, at vold mod almindelige borgere er begået af en psykisk syg person er lille og stort set uændret siden 1990.
Ansatte i psykiatrien er særligt udsatte, da trusler og aggression er en hyppigt forekommende udtryksform, når personer er svært psykotiske. Derfor er det også en vigtig del af personalets professionalisme, at kunne vurdere realiteterne bag eventuelle trusler samt afværge konflikter under opsejling.
Det generelle billede er, at flere hændelser registreres – også hændelser, der tidligere blev negligeret og indgik som ”en del af jobbet”. En forklaring herpå skal sandsynligvis findes i regionernes volds- og personalepolitik, der i stigende grad er kendetegnet ved, at vold og trusler om vold mod medarbejdere er uacceptable.
Det sker gennem dels en tydeliggørelse af regionernes arbejdsgiveransvar og forpligtelse til at beskytte sine medarbejdere. Spørgsmålet om politianmeldelse kan i den sammenhæng spille en rolle i forhold til eventuelle erstatningssager i forbindelse med sygemelding eller lign.”
Danske Regioner, rapporten ”Retspsykiatri – kvalitet og sikkerhed” 2011.
Det er dybt interessant, at professor Videbech, som for år tilbage fremlagde forskning omkring de helbredende aspekter i psykoterapiforløb, nu syntes at have tabt ethvert kendskab til elementær psykologi og dermed til afmagts reaktionsmønstre. En tolkning af disse mønstre indgik bl.a. i Det Nationale Gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien.
Udover at denne ”Nultolerence” kriminaliserer, hvad der i psykologien er normale reaktionsmønstre, så forhindrer den overdrevne brug af retspsykiatriske foranstaltninger også recovery og rehabiliterings muligheder. Et notat på en straffeattest, som følge af en sådan foranstaltning, forhindrer på det nærmeste en fri og uhindret tilbagevenden til normalsamfundet.
Følelsen af manglende konduite, empatisk baseret psykologisk basisviden, proportionalitet i repressalierne og konsekvensen heraf, er meget fremherskende når man ser på udviklingen.
Som minimum må det være muligt at finde ud af, at handlinger der må anses for at være bagatelagtige, ikke fører til ”brændemærkning for livet”. Disse handlinger sker faktisk på baggrund af en naturlig afmagts oplevelse hos psykiatribrugeren. Derfor bør foranstaltningerne ikke medføre et notat i straffeattesten.
Der registres flere hændelser, men her syntes der at mangle et væsentligt aspekt. En seriøs og dybdegående undersøgelse af brugernes udtalelser.
Vi som brugerforening hører ofte fra medlemmerne ”Jeg følte mig groft provokeret af personalet”, ”Personalet (fra psykiater og ned gennem hierarkiet) lyttede ikke til hvad jeg sagde”, ”Personalet afbrød det jeg foretog mig” (f. eks. en telefonsamtale).
Jeg ønsker at påpege, at nogle af de episoder som personalet oplever som overskridende og volds truende m.v. syntes fremkaldt af en manglende evne til, at læse brugerne i krise. Oftest er der kun personale tilstede, som kan bevidne episoden, og derfor vil episoden med rimelig sandsynlighed blive fremstillet ensidigt.
Det vi som bruger organisation med rimelighed må forlange er at, hvad man fristes til at kalde, misbrug af retspsykiatriske foranstaltninger nedbringes mest muligt. Dette kunne sikkert opnås, hvis nogle af de anbefalinger, der findes i rapporten, bliver udbredt til den almene psykiatri, og ikke kun bliver økonomisk tilgodeset i retspsykiatrien.
Jeg tænker bl.a. på anbefalingerne om mulighederne for en meningsfyldt hverdag som aggressions dæmpende foranstaltning. Desværre ser vi det modsatte. Værksteder og sports/motionsfaciliteter nedlægges som konsekvens af den direkte samfundsødelæggende spareiver hos de lovgivende og bevilgende myndigheder.
Bo Steen Jensen
Medlem af LAPs landsledelse
Tovholder for retspsykiatrisk arbejdsgruppe under LAP
zentao@lap.dk
Tlf. 39 69 33 88