Åbent brev til Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen , Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse • Slotsholmsgade 10-12, 1216 KBH. K

Vedrørende tvang mod sindslidende.


I henhold til oplysning af 12. juni 2009 på DR, erfarer LAP, at regeringen påtænker at indføre tvangsmedicinering af sindslidende.

Dette initiativ ønsker LAP at tage klar afstand fra og protestere kraftigt imod.

Der er flere årsager til vores holdning i LAP:

For det første er LAP principielt imod al tvang indenfor psykiatrien, et emne LAP arrangerede høring om på Christiansborg i november 2007.

For det andet er LAP i besiddelse af dokumentation for de voldsomme adfærdsændringer psykofarmaka kan afstedkomme, og som i årevis er blevet holdt skjult for befolkningen, et forhold, som LAP nu ønsker at kaste lys over, i det at et flertal i Landsforeningen Af Psykiatribrugere ønsker mere fokus på psykofarmakas virkninger og bivirkninger.

For at formulere det meget enkelt, så ved vi, at hvis fru Jensen bliver skilt og ked af det, vil hun typisk få psykofarmaka. Hvis hun ikke kan tåle dette, vil hun typisk bare få mere. Hvis hun ændrer adfærd og bliver underlig i hovedet af pillerne, vil hun blive stemplet som sindslidende.

På et tidspunkt finder hun måske ud af, at det er pillerne, der gør hende vanvittig og holder op med at tage dem.
LAP ønsker ikke, at fru Jensen skal kunne blive afhentet i eget hjem for at blive bragt til tvangsmedicinering, fordi hun oprindeligt bare blev skilt, og fordi hun ikke kunne tåle pillerne.

Inden regeringen tager skridt til så dramatiske indgreb i danskernes hverdag som afhentning på bopælen af politiet med efterfølgende tvangsmedicinering, vil LAP venligst henstille til sundhedsministeren at kaste lys over, hvad der menes med sindslidende, og formulere hvem der falder ind under denne kategori.

Vi håber meget, at sundhedsministeren vil besvare spørgsmålene.

Hanne Wiingaard, Forretningsudvalget
Karl Bach Jensen, konsulent
Nils Holmquist Andersen, Talsmand
Ulla Asmussen, Landsledelsen