Der er ingen tvivl om, at hjælp og støtte fra nære pårørende og det øvrige personlige netværk er af afgørende betydning for en psykiatribrugers mulighed for recovery - eller i det mindste en tålelig hverdag med sine lidelse. Der er derfor i en årrække gjort meget i form af regler, vejledninger og faglig udvikling for at styrke inddragelsen af de pårørende.
Enhver der har blot den mindste erfaring med brugerstøtte på psykiatriområdet er imidlertid også godt klar over, at der nu og da forekommer tilfælde, hvor de pårørende desværre ikke altid er en del af løsning, men tværtimod en del af problemet. At familiedynamikken – typisk i sin mere dysfunktionelle form - kan være en mere eller mindre integreret del af lidelsen, er ikke noget nyt og er i tidens løb omfattende beskrevet i faglitteraturen. Dette er almindeligt anerkendt i forhold til de mindreårige, hvor en række særlige beskyttelsesregler skal begrænse pårørendeindflydelsens mere uheldige eller skadelige sider. En række af disse problemstillinger forsvinder desværre ikke med et trylleslag ved myndighedsalderens indtræden.
Djævlen i detaljen
Det kan her være en vanskelig faglig opgave, at holde en balance mellem den professionelle støtte- , pleje- og behandlingsindsats, de pårørendes måske stærkt følelsesladede ønsker og krav og samtidigt fokus på psykiatribrugerens behov for selvbestemmelse, integritet og respekt. At der altid skal handles i brugerens berettigede interesse er dog det selvfølgelige udgangspunkt.
Det personlige og følelsesmæssige forhold til familien - der næsten udgør kernen i det sociale liv - kan naturligvis ikke meningsfuldt reguleres fuldt ud juridisk og lovgivningsmæssigt. Omvendt er det vigtigt, at man er opmærksom på de juridiske grænsepæle og pejlemærker, der kan være nødvendige for at indsatsen ikke kommer ud af balance. At gå ind i en detaljeret beskrivelse af dette er naturligvis alene af pladsmæssige grunde umuligt her. Det der er afgørende for fagfolk er imidlertid at kunne se – eller forudse - når disse problemstillinger opstår, forebygge disse og om nødvendigt rådføre sig rettidigt med specialister. Også på juraens område gemmer djævlen sig ofte i detaljen.
Fundamentalt er det til enhver tid en god idé, at holde sig nogle af de mere grundlæggende principper, der skal beskytte den enkelte, for øje.
Den enkeltes integritet
Ved retssikkerhed forstår man sædvanligvis de retlige og faktiske foranstaltninger, der i samfundet anvendes til beskyttelse af det enkelte individ mod overgreb og uretfærdigheder fra såvel andre borgere som myndighederne. Kernen er således respekten for den enkeltes integritet og at reglerne anvendes lige for alle – og er dermed om nødvendigt også en beskyttelse mod de pårørende.
Udgangspunktet er overalt selvbestemmelsesretten for brugeren. De pårørende har i visse tilfælde en pligt til at tilkalde læge, men indlæggelse – eventuelt med tvang - og behandling er alene en lægelig beslutning og ansvar. Samtykke – herunder informeret samtykke - til behandling og sociale foranstaltninger m.v. kan kun undtagelsesvis i nærmere definerede situationer gives af pårørende. Typiske alene hvor den pågældende er ude af stand til selv at tage stilling og behovet for hurtig handling er uomgængeligt nødvendig.
Tavshedspligten er tilsvarende en grundlæggende beskyttelse af brugeren, der har krav på, at personlige oplysninger ikke videregives – end ikke til de nærmeste. Kort fortalt kan det siges, at reglerne om tavshedspligt giver adgang til at lytte til de pårørende, give dem generel information – men kun med brugerens samtykke give konkrete oplysninger om brugerens forhold.
De pårørende kan inddrages via reglerne om repræsentation og som bisiddere. Her er det dog afgørende at dette kun kan ske efter brugerens beslutning og ikke mindst - at en sådan beslutning når som helst kan trækkes tilbage.
Mere firkantet juridisk har de pårørende ingen ret til at trænge sig på, hvis brugeren ikke ønsker det – uanset, hvor smertefuldt dette end måtte forekomme for familie og omgangskreds.
Værgemålreglerne er normalt den eneste måde, hvorpå de pårørende i et eller andet omfang kan sikre sig en generel besluttende myndighed. Dette forudsætter dog, at det er en pårørende der bliver værge, da det er denne der har beslutningskompetencen. Også her er fokus på, at værgemålet er en beskyttelsesforanstaltning, der skal varetage brugerens interesser. Der er således grund til at minde om, at man fra kommunens side også kan tage initiativ til et værgemål, for at stoppe en pårørendeintervention, der er uhensigtsmæssig for brugeren.
Et livstestamente
Brugerens vilje og interesser skal i videst muligt omfang lægges til grund for indsatsen. Der hvor problemerne opstår er typisk, hvor den pågældende på grund af sygdommen, medicineringen, misbrug eller almene tilstand har vanskeligt ved at få dette til udtryk. Her har LAP udviklet et værkstøj, der kan være til gavn for ikke alene brugeren, men også behandleren og de pårørende.
Det psykiatriske livstestamente er en hjælp til at det er brugerens vilje og ønsker der i vidst muligt omfang er bestemmende for indsatsen i tilknytning til tvang. Livstestamentet er en form for rettidig omhu, hvor brugeren i en periode hvor det går godt, kan tilkendegive sin stillingtagen til en række spørgsmål – herunder bl.a. forholdet til pårørende - der måske opstå, når det går mindre godt. Principperne herfra kan naturligvis tilsvarende benyttes i forbindelse med den behandlingsmæssige og sociale indsats som helhed, herunder den socialpsykiatriske.
Behandleren kan med fordel hjælpe brugeren med at give en forhåndstilkendegivelse om, i hvilket omfang de pårørende ønskes inddraget i perioder, hvor selvbestemmelsen er vanskelig at udmønte. Ofte kan det være noget så banalt som blot at slå fast, hvem i familie- eller omgangskreds den pågældende bruger har tillid til og som bør tages med på råd. Eller måske omvendt – hvem der ikke skal blande sig!
Det psykiatriske livstestamente kan være et naturligt afsæt til en drøftelse af - i videre forstand - ønskes inddraget i indsatsen generelt.
Afklaring i tide
Set fra en behandlervinkel kan pårørendeproblematikken - med sine stærke følelsesmæssige kræfter - naturligt nok give en vis berøringsangst og ofte forekomme som noget man har tilbøjelighed til at vige udenom – i det mindste til en stillingtagen er uomgængelig.
Anbefalingen må imidlertid være, at man så vidt muligt rettidigt taget fat om problemet og får sikret en afklaring. Og samtidigt husker, at ansvaret for en nøgtern korrekt faglige indsats i brugerens interesse i sidste ende altid hviler på behandleren - ikke på de pårørende.
Artiklen er optrykt i Servicestyrelsen blad UDSAT nr. 14 / 5. årgang / november 2008.
