Hej Læser af LAP´s nyhedsbrev !
LAP har fået en henvendelse fra Socialt Udviklingscenter SUS. Der har lavet et projekt omkring vold på arbejdspladser. Man er interesseret i at prøve at forstå hvorfor volden opstår og hvad der egentlig er årsag til den. For med tiden at kunne blive bedre til at forebygge eller minimere volden.
Jeg har ladet mig interviewe for at sætte LAP´s syn på dette i spil og fordi jeg selv har været i en situation, hvor manglende viden fra en ansats side bragte mit sind i kog.
I må gerne henvende jer til mig, hvis i vil vide hvordan det er at blive interviewet eller har brug for lidt opmuntring for at lade jer interviewe. Jeg tror på at mere viden kan gøre os alle klogere og systemet bedre til at forstå os brugere, så vi får en bedre og mere dækkende service fra systemet fremover.
Se mere om projektet og muligheden for interview nedenfor.
En LAP fra
Steen Moestrup, 28 22 27 65, e-mail: steen@lap.dk
Medlem af Landsledelsen
LAP Landsforeningen Af nuværende og Tidligere Psykiatribrugere.
Projektet: Vold som udtryksform
Har du nogensinde truet eller fx slået en offentligt ansat?
Projekt Vold som Udtryksform ønsker at komme i kontakt med dig, hvis du har truet, skubbet, sparket eller slået en offentligt ansat – fx en pædagog, en sagsbehandler eller en læge.
Din historie om, hvad der fik dig til at reagere, som du gjorde, kan være et vigtigt bidrag i arbejdet med at forebygge vold på arbejdspladser i Danmark.
Har du mod på at blive interviewet?
Interviewet tager højst en time. Vi kan besøge dig, du kan komme ind til os i SUS (midt i København), eller vi kan gennemføre interviewet over telefonen.
Hvis du vælger at komme forbi SUS, betaler vi dine transportomkostninger.
For os er det ikke vigtigt at vide, hvem du er, hvor du bor, og hvem du fx truede. Ønsker du at være anonym, er det derfor muligt.
Hvis du vil være med i et interview, kan du læse nedenfor, hvad du skal gøre.
PROJEKT VOLD SOM UDTRYKSFORM
Projektet Vold som Udtryksform har gennem en årrække arbejdet på at forebygge vold på arbejdspladser.
I Vold som Udtryksform er vi af den opfattelse, at offentligt ansatte og fx borgere som har brug for hjælp og støtte, har en fælles interesse i at undgå vold.
For at kunne forebygge vold på arbejdspladser er det vigtigt at få viden om, hvad der får en borger til at true eller fx slå på offentligt ansatte.
Med en større forståelse kan vi blive bedre til at undgå konflikter mellem borgere og ansatte. Ved at dele din historie kan andre lære af den, og måske kan din historie bidrage til, at du selv eller en offentligt ansat ikke kommer i samme situation igen.
Kontakt Maria Lincke Jørgensen el. Bente Folke Andersen på telefon: 33 93 44 50.
Du kan også sende en mail til Maria: mlj@sus.dk eller Bente: bej@sus.dk – hvis du vil lave en aftale om interview eller bare høre nærmere. Der vil ikke blive gennemført interviews i juli grundet sommerferie.
Vold handler om mere end dårligt humør
"Jeg har oplevet en psykiater, der brugte et kvarter på at fortælle mig, at hun ikke havde tid til at tale med mig i 5 minutter. Den slags situationer har jeg oplevet massere af gange. Men uden den rette tid og opmærksomhed fra de mennesker, der skal hjælpe psykisk syge, stiger risikoen for, at der opstår tilspidsede situationer - situationer der kan udvikle sig til vold."
Steen Moestrup, der repræsenterer Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP), har selv prøvet at befinde sig i tilspidsede situationer. Situationer der dels er opstået som følge af den psykiske sygdom, dels er opstået pga. dårlig håndtering af en konkret situation fra omgivelserne.
LAP – Intet om os uden os!
LAP er en organisation af nuværende og tidligere brugere af psykiatrien. De fleste medlemmer har været igennem et længere behandlingsforløb, men der er også medlemmer, der kun har været tilknyttet psykiatrien kortvarigt. LAP’s medlemmer har mange forskellige psykiatriske diagnoser. LAP kender ikke medlemmernes konkrete diagnoser, og finder ikke diagnoserne særlig interessante. For LAP er medlemmerne først og fremmest mennesker, og når man taler diagnoser, får man ikke alle aspekter af mennesket med. LAP tæller ca. 950 enkeltmedlemmer plus ca. 55 kollektive medlemmer – et kollektivt medlem er typisk en brugerbestyrelse på et tilbud. LAP har også som noget nyt en lille gruppe støttemedlemmer. Det betyder, at LAP repræsenterer 4000-5000 medlemmer, såvel som alle de andre psykiatribrugere i Danmark, der ikke er medlem af LAP.
LAP arbejder på at bedre de behandlingsmæssige, sociale og juridiske forhold for psykiatribrugere. LAP forsøger således at begrænse tvang, at forbedre de eksisterende tilbud samt at skabe nye tilbud. LAP arbejder også på at skabe bedre vilkår på arbejdsmarkedet for psykiatribrugere og bedre forhold omkring pension. Derudover kæmper LAP for empowerment, recovery og medinddragelse af borgeren i alle de forhold, der vedrører borgerens liv. Dette har ført til motto’et ’Intet om os uden os!’.
Udfordringer der kan føre til vold
Blandt gruppen af tidligere og nuværende psykiatribrugere er trusler og vold et velkendt fænomen, selv om der ikke er mange, der har lyst til at tale om det. Steen mener, at der er en række forhold omkring det at være et menneske med en psykisk sygdom, der kan føre til vold.
Det at have det psykisk dårligt, at mangle overskud og at føle sig depressiv kan i sig selv skabe en kort lunte. Mange mennesker med en psykisk sygdom har svært ved at udtrykke deres følelser, hvilket kan skabe en følelse af afmagt, vrede eller frustration. Disse følelser kan særligt forekomme, når borgeren oplever ikke at få det tilbud, vedkommende har behov for og er berettiget til, og ikke magter at kæmpe for det.
Medicinen kan indirekte og også mere direkte være medvirkende årsag til, at der opstår voldsepisoder. Noget medicin nedsætter lysten til sex, skaber vægtforøgelse, giver dårligere tænder, skaber et stort søvnbehov eller får en til at ryste på hænderne. Dette kan påvirke det sociale liv og arbejdslivet, og kan skabe en enorm frustration, der kan medføre, at borgeren reagerer uhensigtsmæssigt voldsomt i forskellige situationer. Meget medicin gør, at man slapper mere af, at man er sløv og tænker og taler langsomt, og man risikerer derfor at få følelsen af at blive overrumplet verbalt i mødet med offentligt ansatte. Medicinen kan også mere direkte være medvirkende årsag til, at voldelige episoder kan opstå, idet medicinen hos nogle fremkalder en vredesfølelse. Ifølge Steen erkender psykiatere, at 70 % af den medicin, der gives i dag, ikke har en positiv effekt, hvis man sammenholder udbytte med bivirkninger.
Men vold handler om meget mere end dårligt humør. Ifølge Steen har personalet i de offentlige tilbud ikke altid de fornødne kompetencer til at støtte mennesker, der er psykisk syge. Steen synes, at det er påfaldende, hvor ofte personalet lukker psykisk syge inde på deres værelse, velvidende at de allerede føler sig isoleret. Nogle mennesker med psykisk sygdom er meget følsomme over for lyd og støj, og alligevel kommer personalet brasende ind og tænder lyset, og råber op om, at det er spisetid eller andet. Uden at kunne dokumentere det, har Steen også en mistanke om, at man inden for behandlingsområdet til tider ønsker udadreagerende adfærd hos patienter. Alt andet lige fører en behandlingsdom nogle muligheder med sig i form af tvangsmedicinering og øget tilførsel af ressourcer. Personalet kan også provokere som led i selve behandlingen. Spørgsmålet er bare, om det så er rimeligt, at borgeren bagefter bliver dømt for at reagere.
Jeg genkender følelsen – 2 historier
Steen har selv oplevet episoder hvor han enten har været udadreagerende eller let kunne være blevet det. Begge eksempler er op mod 15 år gamle, men de beskriver centrale elementer for, hvornår vold opstår – også i dag.
For mange år siden var Steen indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Han havde brug for at snakke med sin kontaktperson på afdelingen, og det var velkendt og var noteret i hans journal, at samtale var vigtig for at berolige Steen. Kontaktpersonen havde imidlertid andre patienter, og havde ikke tid til Steen. Træt af hans insisteren på at få en snak, gav han Steen stuearrest. For Steen blev stuearresten opfattet som et overgreb, og han blev dybt frustreret. Som en modreaktion valgte Steen at tænde for vandet på badeværelset og lægge en klud for afløbet. Da der stod vand i 5 cm’s højde i hele værelset, kom kontaktpersonen ind. Kontaktpersonen blev så vred, at han egenhændigt bæltefikserede Steen. Næste dag talte Steen og kontaktpersonen om hændelsesforløbet, og kontaktpersonen beklagede, at han ikke havde reageret hensigtsmæssigt. Han havde simpelthen haft for travlt til at lave den rigtige prioritering.
Steen har også en enkelt gang udsat et andet menneske for vold. Han skulle deltage i et arrangement på gågaden i Allerød, og han var en smule opkørt over arrangementet og havde ikke sovet om natten op til arrangementet. Om morgenen besluttede Steen, at han ville tage en taxa til arrangementet, da han skulle have nogle planter med og ikke kunne parkere i gågaden. Da taxachaufføren mødte op, ville han ikke have Steens planter med, da han mente, at de ville svine i bilen. Chaufføren og Steen kom op at skændes, og det endte med, at Steen slog ud efter chaufføren. Efter Steens vurdering kunne situationen måske være undgået. I ugen op til voldsepisoden havde Steen nemlig kontaktet sin psykiater tre gange, og sagt at den var gal, og at han havde behov for hjælp. Psykiateren valgte ikke at reagere. Nu blev Steen til gengæld hentet af politiet og kørt direkte på lukket afdeling. Han blev aldrig anmeldt for vold af taxaselskabet, men i de næste 5-10 år nægtede taxaselskabet at køre ture fra Steens adresse.
Voldsforebyggelse – et spørgsmål om tid, kompetencer og alternativ tænkning
Skal man forebygge vold er tid, kompetencer og alternativ tænkning centrale begreber efter Steens vurdering. Voldsepisoder kan undgås, hvis personalet tager sig tid til at lytte og at tale med den enkelte borger, så ting tages i opløbet.
Det kan også være fornuftigt at tage borgeren med på råd, og få dem til at sætte ord på, hvordan de mener, at de bedst kan hjælpes. På den måde kan man også være på forkant med de situationer, man har erfaringer med kan opstå. Måske kan borgeren komme med anbefalinger til, hvordan personalet bedst kan hjælpe næste gang, han sidder og banker hovedet ind i væggen. Personalet skal i det hele taget klædes ordentligt på til opgaven. De skal have viden om, hvad det er for behov og udfordringer, de er nødt til at tage højde for, hvis tilspidsede situationer skal undgås.
Men det er ikke al viden, som er vigtig. Steen har erfaringer med, at forskellige systemer til tider er lidt for ivrige med at udveksle viden. For eksempel er det ikke sikkert, at jobcentret skal vide, at en borger 10 år tidligere har været indlagt på en lukket afdeling – særligt ikke hvis borgeren ikke selv har indvilget i vidensudvekslingen. Det kan hurtigt sætte borgeren i bås, og spørgsmålet er, om det er relevant viden i forhold til borgerens nuværende situation. Steens erfaringer er dog, at det endnu oftere sker, at forvaltningerne taler for lidt sammen, og er dårlige til at koordinere indsatser.
Steen opfordrer til, at man i det hele taget prøver med lidt alternativ tænkning -særligt inden for behandlingsområdet. Mange vil fx kunne profitere af yoga og afspændende åndedrætsøvelse. Det kræver ikke så meget. Derudover anbefaler Steen, at man sørger for at holde folk beskæftiget. På de psykiatriske afdelinger, er der ofte ikke noget at lave. Man forhindrer folk i at tale i telefon, høre radio og se tv. Disse skærmninger kan være gode for nogle, men ikke for alle. Steen får det eksempelvis betydeligt bedre, når han har noget at lave, som fx at male eller gå ture. Forebyggelse af vold forudsætter ikke bare tid og kompetencer, men også at man udfordrer den eksisterende måde at gøre ting på og finder nye veje.