01.09.2016

Fælles pressemeddelelse fra SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed og fra LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere:

Nej tak til mere tvang i psykiatrien

- Regeringens arbejdsgruppe tager fejl, når de tror, at mere tvang i psykiatrien løser problemerne med vold mod beboere og personale på de socialpsykiatriske bosteder.

På socialpsykiatriske bosteder har der i alt for mange år været store problemer med enkelte beboeres vold mod andre beboere og ansatte, uden at politikerne har reageret. Derfor er det godt, at regeringen har fået en arbejdsgruppe af embedsmænd til at se på sagen. Men det er et skuffende og utilstrækkeligt resultat, når arbejdsgruppen forslår en ny tilbudsform, med eget lovgrundlag og helt nye tvangsbestemmelser. Det hedder:

”En ny tilbudsform kan oprettes som et delvist lukket tilbud, hvor personalet i afgrænsede perioder og med et klart tilsigtet formål for øje kan gøre brug af besøgsrestriktioner, åbning og kontrol af post, undersøgelse af beboerens opholdsrum og ejendele, kropsvisitation, tilbageholdelse, tilbageførsel, personlig skærmning, tvungen opfølgning og aflåsning af yderdøre samt værelsesdøre” (s. 5)

Sådan et tilbud svarer reelt til en discountudgave af de retspsykiatriske afdelinger, blot med færre ressourcer og mindre retssikkerhed, hvilket kommer til at betyde endnu mere anvendelse af de tvangsmuligheder der er – og med mindre regulær psykiatrisk og psykologisk behandling. Det er den helt modsatte vej end det der hidtil har været politisk konsensus om: at anvendelsen af tvang i psykiatrien skal reduceres og psykiatrisk behandling forbedres.

Ifølge forslaget skal et særligt visitationsudvalg kunne beslutte, at borgere, der hverken opfylder psykiatrilovens kriterier for frihedsberøvelse eller har begået nogen strafbar handling, skal kunne tvangsanbringes på det nye "tilbud". Forslaget er i modstrid med bestemmelserne i FN's handicapkonvention, om at man ikke må frihedsberøves på grund af sit handicap.

Udvalgsarbejdet er gået for hurtigt, har manglet dialog med psykiatriorganisationerne, og er endt med noget makværk.

Det, der er brug for, er,

- at de eksisterende psykiatriske hospitaler holder op med at afvise mennesker, der faktisk har brug for en indlæggelse og lader være med at udskrive patienter for tidligt med for lidt behandling.

- at de socialpsykiatriske bosteder gøres til mindre og mere specialiserede tilbud, så der både er institutioner med stoffri og trygge forhold og institutioner med ressourcer og kompetencer til beboere med både misbrug og udadreagerende adfærd.

- at regionernes psykiatriske hospitaler og kommunernes socialpsykiatriske bosteder bliver bedre til at samarbejde.

Her ligger en opgave til regering, folketing, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner. Men den er ikke løst med det nuværende udvalgsarbejde.

Kontakt og yderligere oplysninger:
SIND: Landsformand Knud Kristensen, 86 17 63 98, kk@sind.dk, www.sind.dk   
LAP: Udviklingskonsulent Karl Bach Jensen,  51 52 62 18, karl@lap.dk, www.lap.dk