Psykiatrisk Center Ballerups julegaver til de sindslidende består i lukning af hospitalets ellers velfungerende patientbibliotek og en manglende renovering af centrets varmtvandsbassin.
 
Aktivitetscentrets patientbibliotek på det psykiatriske hospital som tidligere var tidligere stedets lysende hjerte igennem 50 år, holder nu op med at slå.
Det sker ifølge centerchefen, Jan Toftholm Andersen, fordi det ikke er en primær hospitalsopgave, at drive bibliotek på stedet.
 
Den meget store gruppe af sindslidende, som ofte tilbringer mange måneder under indlæggelse på hospitalet, har brug for dette uvurderlige fristed. Biblioteket har for mange patienter betydet vejen tilbage til livet, og en støtte til tilværelsen uden for hospitalet. Psykiatrisk Center Ballerups bibliotek er ikke længere stedet hvor bøger, DVD´er, aviser og magasiner og bibliotekar har sin plads.

Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene, for nu er Aktivitetscentrets varmtvandsbassin ude af funktion - på ubestemt tid. Alt dette er selvsagt noget der rammer de svageste meget hårdt. Man har ikke ønsket at afsætte de nødvendige midler til en renovering, selvom det er blevet brugt flittigt bl.a. som optræning af hospitalets indlagte patienter. Det har endvidere vist sig at varmtvandsbassinet var med til at opvarme resten af Aktivitetscentret. Nu er stedet uhyggeligt koldt og klamt - og fysioterapeuterne kan ikke længere tilbyde genoptræning i et varmtvandsbassin.
 
Der foregår ingen aktiviteter for patienterne på hospitalet – altså en ren opbevaring – efter LAP´s mening, hvor medicinen stort set er den eneste behandling.

På dette grundlag demonstrerer Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP)
onsdag den 17. december 2008 kl. 13.00 på hospitalet såkaldte aktivitetshus.

Der vil i dagens sørgelige anledning blive serveret kaffe og kage, og repræsentanter for LAP vil lægge en krans og aflevere en protestskrivelse til Centerledelsen.

Samtidig tillader vi os at omdøbe Aktivitetscentret til ”kapellet” - så trist, mørkt og koldt er det nu blevet!

Faktaboks:
Region Hovedstaden har 30 % af Danmarks befolkning og får bloktilskud efter dette. 45 % af Danmarks befolkning med psykisk sygdom bor i regionen.
Psykiatrisk Center Ballerup modtager patienter fra Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Egedal og Furesø kommuner. Patientbibliotekets personale kom fra Ballerup bibliotek, men blev lønnet af Psykiatrisk Center Ballerup. Patientbiblioteket besøgtes dagligt af op til 30 personer.  Der var 17.106 udlån i 2007. I 2007 blev der brugt 109.141 kr. til materialer lønudgifter androg 411.283 kr.


Kontaktpersoner:

Inger-Liss Christoffersen (formand for LAP Hovedstaden Nordvest)
Mail: schumann@smoerumnet.dk , Mobil:2855 2403
og
Ghita Bergstrøm (næstformand)
Mail: ghita@tp-consult.dk , Mobil: 4136 1323


Yderligere oplysninger kan fås hos LAPs sekretariat i Odense på telefon:
66 19 45 11 og www.lap.dk.