02.09.2016

Når man skærer mennesker over en kam og tildeler dem et farlighedsdekret bliver de for alvor farlige

Jeg blev først rigtig sindssyg, da jeg havde tillært mig færdigheder som flugt og selvbedrag fra mit indre kreative liv, men så gik det også stærkt med at spolere og destruere mig selv.

Jeg blev fragtet fra København til Jylland, da jeg var 15 år gammel, fordi jeg trængte til struktur, landlige omgivelser og pædagogik, langt væk fra min mor og min far, som var gode og omsorgsfulde forældre, hvis man rettede dem lidt. Jeg var bange for min far, der slog mig pludseligt, men jeg vendte smerten ved at stikke af og gå på gaden. Jeg blev prostitueret og begyndte et junkieliv. Så blev jeg opdaget i min adfærd og jeg blev flyttet til Jylland. 

Jeg begyndte at dræbe myrer med et forstørrelsesglas i solen og pludselig brændte skoven syd for Bjørnsholmvej ved Vitskøl Kloster. 

Så blev mit ophold berigtiget af pædagogerne, der sagde at jeg ikke måtte komme hjem. Jeg begyndte at fatte mistillid til deres hensigter og slog mig sammen med de andre børn, der alle var kriminelle. Vi var 30 børn på en institution i Himmerland, betalt af af Københavns Kommune.

Det var helt vildt så mange ulykker vi kunne lave. Jeg var den eneste, der ved ankomsten ikke var kriminel (medmindre drengeprostitution er kriminelt). Efter introduktionen til heavy metal og headbanging for fuld brag fik jeg en tju-bang stoppet i kæften. Der skulle ske noget hele tiden. Mens drengene gjorde ondt på pædagogerne ved at pifte deres bildæk med knive og binde disse mennesker fast til møblerne, søgte jeg tilflugt på det nærmeste sygehus i Farsø i håbet om, at få noget omsorg. Jeg løb ud foran en bil på en jysk landevej i snestorm og fik tildraget et brækket ben, med vilje. 

Det var nogle ekstremt hårde knægte, jeg boede sammen med på det hjem. 

Jeg holdt meget af, at gå nede ved køerne i landbruget, indtil nogle drenge havde stukket kosteskaft op i dem. Jeg holdt meget af naturen, indtil nogle af barylerne havde stjålet en traktor og mejet indkørslen ned for at afbrænde kors og foretage en Ku Klux handling ud til vejen. Ulykkerne skete hver dag og i takt med tiden holdt jeg mig længere og længere væk.

Jeg blev nødt til at flygte. I dag er mange af drengene døde. De fleste døde kort tid efter - eller endda under deres ophold på Vitskøl Kloster. Nogle døde i trafikuheld med stjålne biler. Nogle døde af stoffer. Nogle blev skudt i opgør med bander. Jeg er en anden type. Ikke bedre end de andre, men jeg er mere til selvmord (der mislykkes). Jeg synes ikke, at mine oplevelser skal være en last for andre, hvis jeg på nogen måde kan berige folk, er det det jeg vil.

Jeg kunne drage tilbage til København væk fra klosteret. Det er lykkedes. Jeg lever endnu. 30 år ældre. 48 år gammel. Jeg har en tidligere psykiatrisk diagnose og jeg har tildraget mig en blodprop i hjertet som bi-effekt af et stresset liv. Men jeg lever og har et godt job. Jeg er blevet reddet i tide. Jeg reddede mig selv ved at flygte.

Sandelig om så ikke regeringen i disse dage offentliggør en ny plan for særlig vanskelige, voldelige sindssyge, der skal stuves sammen i en ny slags institution med henblik på voldsforebyggelse. Ifølge regerings projektet skal institutionen rumme op til 150 mennesker med et psykosocialt handicap, der er så voldsomt truet, at dette er eneste mulighed for dem.

Det er sløseri med den historie som drengene, pædagogerne og jeg har med fra Vitskøl Kloster. Det gavner ingen, at samle en gruppe med en alvorlig problematik og mistænkeliggøre deres adfærd og kræve dem behandlet. 90% af drengene fra Vitskøl er døde. Det ser ud til at regeringen med sit udspil, kun er ude på, at de handicappede sindssyge slår sig og kommer voldsomt til skade, hvorefter regeringen kan trumfe, at det måtte jo ske. Det er en barbarisk falliterklæring.

Pressekontakter
LAP
Telefon: 81212120
Talsmand Nils Holmquist Andersen
www.lap.dk