Psykiatribrugere med selvmordstanker og forsøg bag sig fortæller om veje til flere glædesfyldte dage.
"Psykiatribrugere er en af de grupper, hvor mange har selvmordstanker eller -forsøg bag sig.
Vi tænkte derfor, at det ville være rigtigst at spørge psykiatribrugerne selv, hvorfor det er det hele værd. Når man har været der, og alligevel har valgt livet til, har man muligvis gjort sig tanker om, hvorfor livet er livet værd. Og måske er der små fif og råd at give til andre.
I LAP har vi derfor annonceret efter mennesker, der har haft selvmordstanker. Godt 40 meldte sig skriftligt. Heraf er der udvalgt 12 personer til interview. Vi havde ikke midler til at interviewe alle, der sendte skemaer ind. Desværre!
For mange hænger selvmordstanker sammen med andre tilstande:
Depression, kraftig selvskadende aktivitet, misbrug eller anoreksi. Ofte er der tale om en cocktail af problemstillinger og belastninger, der har haft selvmordsforsøget som resultat. En ung pige, der nu bor på et socialpsykiatrisk bosted, fortalte om anorektisk bulimi, tankemylder, selvskadende adfærd, misbrug – og selvmordsforsøg. Et kraftig mix. I dag er hun på vej til at få det bedre, har en kæreste og går på HF.
Måske er det sådan, at psykiske ubalancer kan give mange forskelligartede udtryk, hvoraf selvmordsforsøget er et af de mest farlige."
Hent pjecen som PDF
Udgivelsen er udgået i den trykte udgave.