Kommentar til Marian B. Goldstein og Bo Steen Jensen fra LAPs medlemsblad nr. 2, 2007, hhv. side 12-13 & 15

Med mit indlæg i nr. 1, 2007 på baggrund af artiklen i nr. 4, 2006 tog jeg udgangspunkt i min personlige erfaring, og den jeg sidder inde med fra min lange research via Forskningsbiblioteket i Risskov i og med udenlandske forskeres utrættelige indsats for at gøre livet tåleligt for sindslidende og kan slet ikke genkende alle de modargumenter, som Marian lægger for dagen.

Og med hensyn til livskvalitet, så er den i sit væsen optimismen, og det er ikke en opfattelse af den aktuelle situation, men en livskraft, en kraft til at håbe, hvor andre resignerer, en kraft til at bære nedslag, en kraft der ikke vil overlade fremtiden til pessimisterne, men fordrer den for håbet.

Til Bo Steen Jensen vil jeg sige, at jeg forsøgte at henlede opmærksomheden på den landevinding, som Lithium var. Desværre har du misforstået noget. Jeg selv har ingen gavn haft af Lithium, tværtimod står jeg nu i venteposition på en nyretransplantation og skal i nyredialyse, fordi Lithium lagde sig som depot i mine nyrer og reducerede deres ydeevne til nu 20%.

Jeg havde bestemt ikke til hensigt at virke nedladende over for Krystyna. Men jeg vil fastholde, at når man sidder inde med en universitetsuddannelse, må man kunne forvente en noget mere nuanceret behandling af det evige spørgsmål om anvendelse af psykofarmaka. En generalisering er der ikke tale om. Igen må jeg pointere, at jeg taler ud fra den erfaring, jeg sidder inde med, og baserer den på den fine livskvalitet, som det nye epilepsipræparat Oxcarbazepin (Apydan) har været i mange år for mit og mange andre maniodepressive (bipolar affektive) sindslidendes vedkommende.

Tak for jeres opmærksomhed, hermed afsluttes fra min side.

Venligst men bestemt Kirsten Sefland