Et af de helt store emner i debatten om psykiatrien er tvangen. Hvis bare tvangen kunne afskaffes, ville alt være meget bedre, mener mange. Men kan tvangen afskaffes uden at afskaffe psykiatrien som sådan?

Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Modstand mod hvad? vil nogle undrende spørge. Modstand mod svigt og bedrag, mod uretfærdighed og uopfyldelige krav, mod at blive trådt på og ladt i stikken, igen og igen og igen. Mod ikke at blive anerkendt som den personlighed man er, med den realitet man lever i.

Tvangen i psykiatrien starter ikke først i det øjeblik, man faktisk bliver bæltefikseret eller tvangsmedicineret. Den starter direkte i det øjeblik man bliver psykiatrisk patient, og indirekte allerede i det øjeblik, man bliver sig denne institutions eksistens, dens dogmer og metoder bevidst. Fordi man i dette øjeblik er tvunget til at acceptere psykiatriens realitet som den eneste mulige og sande, medmindre man vil risikere at blive psykiatriseret. Psykiatrien kender og accepterer kun én realitet, én sandhed: sin egen til samfundets dogmer svarende og disse forsvarende. Enhver afvigelse fra og betvivlelse af denne realitet er i psykiatriens øjne umiskendeligt et tegn på psykisk sygdom. Diagnosticerbar, kategoriserbar, og dermed kontrollerbar.

Orwelliansk logik

Ethvert forsøg på at unddrage sig psykiatriens kontrol kan være grundlag for tvangsbehandling. Siden den manglende sygdomsindsigt, man udviser ved ikke at acceptere den moderne biologiske psykiatris teori om organiske hjernesygdomme i sig selv af psykiatrien vurderes som symptom på, netop, tilstedeværen af hjernesygdom. Orwelliansk logik. Psykiatrisk logik.

Psykiatrien gentager i koncentreret form de overgreb, bedrag og svigt, som har forårsaget modstanden, og dermed krisesituationen, i første omgang. Ved at udgive sine "behandlings"tiltag som "hjælp", og sig selv som lægevidenskab, er det lykkedes psykiatrien at skabe den ultimative double bind. Ingen anden institution i samfundet, justits- og fængselsvæsen inkluderet, har i så omfattende grad som psykiatrien ret og mulighed for at fratage sit klientel dets fundamentale menneskerettigheder.

Ingen anden institution i samfundet har i så høj grad som psykiatrien ret til at definere sit klientels realitet, og samtidigt nægte sit klientel enhver ret til selv at definere sig og sin egen realitet.

Psykiatriens eksistentielle angst

Man kan ikke fortænke psykiatrien i at den gør konsekvent brug af denne ret. Anderledeshed er skræmmende. Og jo mere anderledes denne anderledeshed, jo mere skræmmer den. Intet er menneskeligt mere krævende end at skulle indlade sig på et menneske i en krisesituation, i en ekstrem sindstilstand, et menneske, der lever i en ekstrem realitet. Det kræver at man tør møde sig selv og er beredt til at lære sig selv at kende. Også de ekstreme sider af sig selv. Den tyske psykiater Emil Kraepelin indså dette. Han indså også at hverken ham selv eller hans personale havde de fornødne menneskelige ressourcer og kvalifikationer. Derfor forbød han samtaler mellem anstaltspersonalet og de indsatte. I stedet for at rette op på manglen af menneskelige ressourcer og kvalifikationer.

Psykiatrien har den dag i dag ikke formået at rette op på denne sin fundamentale mangel. Den kompenserer for manglen ved at kræve "sygdomsindsigt" og "compliance", og dækker over med hypoteser om kemiske ubalancer og hjernesygdom, skabt for at retfærdiggøre psykiatriens egne aggressive reaktioner på ekstrem og skræmmende og ekstremt skræmmende anderledeshed. Sort pædagogik, kontrol og straf, tvang, erstatter i psykiatrien et manglende menneskeligt potentiale til, betingelsesløst, at ledsage og støtte mennesker på deres rejse gennem vanviddet og hen imod en større selvindsigt og selvbevidsthed.

Diagnoser som domfældelser

Dermed er psykiatrien ikke så meget en del af sundhedsvæsenet som den er en ordensmagt. "Hvor statsligt sanktionerede indgreb synes nødvendige uden at strafbare handlinger blev begået, træder ordensmagten psykiatri i aktion", siger den schweiziske terapeut Marc Rufer således.

Ordensmagten psykiatri, dette uovertrufne "våben til social kontrol", i Don Weitz' ord, diagnosticerer, kategoriserer og kontrollerer i dag i større omfang end nogensinde før. Mere og mere adfærd bliver defineret som værende "syg". Fra at indeholde 106 psykiatriske diagnoser, beskrevet på 130 sider, i 1952, er antallet af diagnoser med udgivelsen af DSM-IV i 1994 steget til 297, beskrevet på 886 sider. Tendens: yderligere stigende. Og ser man på diagnoserne og deres kriteria, især de nyere, så må man spørge sig, hvornår det mon bliver en i DSM'en og ICD'en konkret benævnt psykiatrisk diagnose, at være et levende, selvstændigt tænkende og følende menneske.

Indtil videre eksisterer denne diagnose kun i form af 297 pseudodiagnoser, fabrikeret til at dække over det grundlæggende: At vores samfund med skræmmende stor hastighed udvikler sig hen imod en bestemt model menneske som alene værende ønskværdig og acceptabel. Mennesker, der falder udenfor de i tiltagende grad restriktive rammer for denne model, erklæres for værende "syge". Hvilket gør det muligt at udelukke disse mennesker af samfundet og kontrollere dem under dækket af "hjælp". Mønstret er totalitært: Én realitet, én sandhed og én model menneske: Adam Cutis' "lonely robot".

Uden tvang ingen psykiatri

Vi lever i dag i en verden, der lader mindre og mindre plads til personlig frihed. Vi lever under i tiltagende grad dehumaniserende og fremmedgørende omstændigheder og indflydelser. Psykiatrien er den samfundsinstans, der, om nødvendigt med tvang, hindrer modstand mod denne dehumanisering og alienation i at blive synlig og hørbar og i at komme til et almenforståeligt udtryk. Psykiatrien er den instans, der udgrænser og kontrollerer denne modstand. Med snildt som "hjælp" kamufleret magt. Tvangen er, udover bedrag og frygt, den tredje hjørnesten, psykiatriens magt hviler på, siger Don Weitz, canadisk eksbruger og aktivist. Uden tvang, uden disse tre hjørnesten, ingen psykiatri.

Selv om bæltefiksering, tvangsmedicinering og alle andre håndgribelige tvangsforanstaltninger i psykiatrien kunne afskaffes, som følge af den nye FN-konvention, ville tvangen i psykiatrien derfor langt fra være afskaffet som sådan. Den psykologiske tvang, den orwellianske logik, populært også kaldet psykoterror eller hjernevask, som før som nu er del af det fundament, psykiatrien hviler på, ville til stadighed leve i bedste velgående.

Så længe brugerne ikke frit kan vælge psykiatriens realitet og sandhed fra til fordel for alternativer, der giver dem plads til og gør det muligt for dem at definere deres egen realitet og sandhed, så længe psykiatrien igennem medierne enevældigt og uhæmmet kan fortsætte med at indoktrinere politikerne og offentligheden med den stigmatiserende saga om "kroniske, genetisk betingede hjernesygdomme", så længe samfundet som helhed ikke vågner op af sin tornerosesøvn og erkender de totalitære strukturer i dets verdens- og menneskesyn, bliver vi ikke tvangen kvit. Med eller uden nye FNkonventioner.