Formålet med projektet er at undersøge mulighederne for, at ledige borgere med en midlertidig sindslidelse kan integreres og fastholdes på en arbejdsplads ved hjælp af sociale mentorer.
Det overordnede mål er at opfange mønstre i målgruppens behov for støtte og assistance på vej til job og i fastholdelse af job. Behovet for den sociale mentor forudsættes at skifte over tid pga. den midlertidige sindslidelses karakter.
Delmålene er at belyse:
- hvordan behovet for støtte og assistance fordeler sig på det jobrelaterede og hverdagsrelaterede liv
- hvilken form for støtte og assistance, der er behov for og i hvilket omfang
- hvor snitfladerne til de eksisterende ordninger optræder, når der er en social mentor tilknyttet. De eksisterende ordninger er: mentorordningen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, personlig assistanceordningen i lov om kompensation til handicappede i erhverv mv., støtte- og kontaktpersonordningen og ordningen om socialpædagogisk bistand i serviceloven samt anvendelse af arbejdspraktik og job med løntilskud.
Delmålene nås ved hjælp af en systematisk vidensindsamling, der vil foregå via et webbaseret databaseregistreringssystem, hvor de sociale mentorer løbende registrerer deres praksis. Disse data vil blive understøttet af en kvalitativ dataindsamling, der vil bestå af enkelt- og gruppeinterviews samt fokusgruppeinterviews. De sociale mentorer og borgerne, relevante medarbejdere i jobcentrene og virksomheder vil blive interviewet og/eller deltage i fokusgrupper i projektperioden.
Forsøget er en proces, hvor erfaringer indarbejdes og afprøves løbende, da forsøget netop handler om at udvikle en eller flere modeller for, hvordan man bedst kan støtte borgere i målgruppen på vej ind på arbejdsmarkedet og i fastholdelse af job.
Udvikling af forskellige modeller for sociale mentorer i de tre jobcentre vil ske i dialog med jobcentrene og modellerne justeres undervejs på baggrund af de løbende indhøstede erfaringer. Modellerne kan fx være:
- Én medarbejder ansat i jobcentret - fungerer som mentor for et antal borgere
- Ad hoc tilknyttede mentorer på jobcentret på timetalsbasis og med mulighed for borgeren for at vælge sin mentor (matchning)
- Funktionsaflønnede kolleger på virksomheder.
I hvert af de tre jobcentre inddrages de af jobcentrets relevante samarbejdspartnere vedr. borgere med midlertidig psykisk lidelse, der er nødvendige for at sikre en sammenhængende indsats for borgerne. Det være sig socialpsykiatri o.a.
For yderligere at sikre en sammenhængende indsats for de medvirkende borgere er en del af den sociale mentors opgave inden forsøgets afslutning at dokumentere/registrere de behov, som borgerne evt. måtte have for rimelig tilpasning eller kompensation efter forsøgets ophør. Den sociale mentor skal medvirke til, at der træffes foranstaltninger i henhold til denne behovsafklaring og evt. kunne henvise borgeren til andre støtteordninger efter forsøgets afslutning.
Det forventede resultat af projektet formidles i en rapport og en konference, der tænkes anvendt som beslutningsgrundlag for den fremtidige indsats mhp. at støtte personer med en midlertidig sindslidelse på vej til job og i fastholdelse af job.