Johannes Møllehave har en gang sagt, og det er ganske vist for nylig, at han vil finde, mindst fem ting at glæde sig over, hver dag. Det er jo et ydmygt ønske, men i grunden ikke så nemt.

Hvis regnen siler ned. Skal jeg så glæde mig, hvis kartoffelhøsten ser ud til at mislykkes.

Hvis skattevæsenet har sendt mig en årsopgørelse, hvor det fremgår, at jeg har indbetalt for lidt.Hvis telefonen ringer i det samme jeg er lullet ind i nattens drømme?

Der sker jo en hel del uforudsete hændelser i løbet af en dag. Det er værd at glæde sig over, at vi selv bestemmer, hvordan de skal mestres – og at vi kan benytte nye metoder til helt trivielle begivenheder, hver eneste gang de måtte dukke op.

Det er dejligt at det regner, for jeg har ikke nogen kartoffelhøst at grue over, men jeg har lige købt et nyt sæt regntøj, som jeg straks vil afprøve.

Herligt at Skattevæsenet sendte mig en regning, så skylder jeg ikke dem mere i år, og den kunne have været meget større.

Telefonen ringede – det var en ven fra Norge, jeg ikke havde hørt fra i mange år. Han havde det godt og vi skal mødes i næste uge.

Det er nok idylliserende og romantisk, at perspektivere sin hverdag så glædeligt. Jeg mener mennesket slås og bekriger hinanden uden det ser ud til at tage en ende. Det er da værd at få stoppet, i stedet for at hoppe rundt i en egorus af lykke pga. nogle tåbelige banaliteter. Men glæden er der jo hele tiden. Den bliver blot overskygget af den daglige informationsstrøm, materialisme og nyttesløse statusangst. Nihilistisk set er det muligt at tænke sig fri af denne. Simpelthen søge lykken en gang for alle, selvom den måske kun varer et sekund. Jeg er dog ingen ekspert på området. Alt med balance. Men jeg bifalder den kreative tankegang. Jeg kan have dage, hvor jeg tænker sort, og dage, hvor jeg tænker lyst. I sidste ende er det de gode, lyse dage, der fylder min erindring med glæde. Mødet med et andet menneske, kan være forfærdeligt. Nogen kan være sure, sjofle, selvfede eller seje super-idioter. Når jeg møder dem anerkendende, med respekt for deres anskuelse, kan de faktisk ikke spolere mit humør. Så må de finde andre at spille bolden og deres vrede op til. Det lyder enkelt. Det er det ikke!

Jeg er socialt afhængig af andre mennesker, for at kunne udvikle mig hele livet. Hvis jeg levede alene på en øde ø, ville min spændende tankegang hurtigt desavouere til simpel kamp om overlevelse. Idioter slipper man ikke for, ulykker lige så ej. Nogle ynder endda at være i krig med mig, bare for krigens skyld (så får de da den opmærksomhed). Men muligheden for at prøve noget nyt ligger altid lige for, desto flere åbne observeringer jeg tildrager mig. Jeg kan være fluen på væggen, jeg kan stå i midten, jeg kan være auditiv, visionær, eller spørgende etc. Hver mulighed åbner nye døre, og jeg bliver konstant klogere i lyset af, at jeg finder ud af, at jeg ikke vidste noget. Det var ham Sokrates, der sagde: desto klogere jeg bliver, desto mere finder jeg ud af, at jeg intet ved.

Men jeg kan ikke lege med på scenen og flytte rundt med kulisserne, hvis jeg gemmer mig på en øde ø, eller suser ned i selvmedlidenhedens tåger af ensomhed.

Det er her jeg mener at det er svært. Jeg har nemlig også brug for at leve lidelse, ensomhed, afmagt, jalousi og alle de grumme følelser igennem. Ellers er jeg jo ikke noget menneske – og da kan jeg ligeså godt flygte til en øde ø. Det kan jo også have sin charme. Måske vender jeg tilbage efter en årrække og er blevet klogere.

Med denne gang miniaturecauseri over livets indtag håber jeg, at det nye år bliver glædeligt hos læserne. Måske lidt regn, måske et brev fra Skattefar, eller et telefonopkald efter sengetid. Under alle omstændigheder. Året er stadig nyt, og lyset titter frem igen. Fem ting om dagen, at glæde sig over. Det er måske slet ikke så svært.