I ly af den mørke vinter er en ny knop sprunget ud på landsforeningen LAP´s stamtræ. Parat til, når foråret, lyset og varmen gryer frem at springe ud til gavn for især den nordligere del af København og Hovedstadsregionen. Helt ny er LAP-Københavns Omegn dog ikke, men navnet er.

Det tidligere FAP-Københavns Amt har desværre ligget stille i nogen tid. Det er en længere historie og spørgsmålet var på generalforsamlingen den 23. januar om der var energi og arbejdskraft til at fortsætte. Men i stedet for at nedlægge eller underlægge sig en anden enhed, besluttede først en ordinær, så en ekstraordinær generalforsamling at lade sig omdøbe og forsætte med ny bestyrelse.

Som bekendt er Danmark opdelt i 5 regioner og den ene af dem er Hovedstadsregionen. Selvom den altså kun er en ud af fem regioner, så bor alligevel godt 47 % af alle med en psykiatridianose i Region Hovedstaden.

Det er temmelig mange – måske rundt regnet omkring 250.000 til op imod ½ million mennesker, men alligevel kan det være svært at finde aktive, som har lyst og energi til at kæmpe for psykiatribrugernes sag.

I forvejen er der i omkring det tidligere Københavns Amt, LAP-København/Frederiksberg og LAP-Frederiksborg som grundforeninger i LAP og med LAP-Region Hovedstaden som koordinerende organ.

Det skulle gerne betyde, at hele den store Hovedstadsregion er dækket ind, dog har vi endnu lidt besvær med at få solskinsøen Bornholm med, som også rettelig hører til.

Der er valgt en bestyrelse på fem med en suppleant. Lars Arredondo er formand, Michael P. Krog er næstformand, Nils Holmquist blev kasserer, Anders Raabo er sekretær og kontaktperson og det sidste bestyrelsesmedlem er Wenkina Weidner. Finn Hansen er suppleant. Nyt liv i København! først foreningsliv, så forbedringer!

Vi talte på det første bestyrelsesmøde om hvor vigtigt det er, at der er noget for alle – både aktive, ”politisk bevidste”, ”stærkere” og for mere upolitiske og måske mere tilbageholdne medlemmer. Vi skal støtte svagere brugere og fremme at alle kan komme og kommer til orde…

Derfor er det også vigtigt at engagere flere medlemmer i arbejdet, for at kunne nå flere. Det kræver også flere end de seks i bestyrelsen for at skabe gode aktiviteter der kan nå langt ud.

Samtidig er vi ikke ”overmennesker”, men skal passe på os selv og andre. Derfor er det vigtigt at alle bakker hinanden op og at vi gensidigt støtter hinanden, så arbejdsbyrder og ansvar fordeles og aflastet. Selvom – eller rettere fordi – der er tunge og svære spørgsmål i psykiatrien, skal vi skabe og hver især sørge for en god stemning og et godt arbejdsmiljø.

På det første bestyrelsesmøde blev det også besluttet at søge optagelse i Psykiatriforeningernes Fællesråd, hvor også de førnævnte LAP-foreninger er medlemmer.

Vi havde også en liste over de mange dialogfora som Region Hovedstadens Psykiatri gerne ville have vi var med til at bemande – og bekvinde. Hver psykiatrisk enhed skal have sit eget dialogforum, hvor både ledelse, personale, pårørende og brugere skal være repræsenteret. Som en begyndelse satte vi de navne på, hvor vi kunne og vil siden prøve at sørge for at alle bliver repræsenteret.

Fællesrådet er en relativ ny organisation i Region Hovedstaden og dets officielle navn er Fællesrådet for Bruger- og Pårørendeforeninger på Psykiatriområdet i Region Hovedstaden.

Initiativet blev taget for et par år siden af en pårørende fra Landsforeningen Bedre Psykiatri Pia Ekeland og en fra psykiatribrugerne i LAP, som i al beskedenhed var undertegnede.

Foreløbig er der godt 20 foreninger med i Fællesrådet, som LAP, SIND, Angstforeningen, Depressionsforeningen, OUTsideren, Efterladte efter selvmord, ADHD og OCDForeningen, men er stadig åben for andre patientorganisationer og grupperinger.

Første mål var at kunne stå sammen – det gamle ord om at ”sammenhold gør stærk”. Det første håndgribelige mål var et PsykInfo – et Psykiatriinformationscenter i lighed med de der er i resten af regionerne, som blandt andet Viborg, Århus og Odense.

Det undrede os at den største region med de fleste indbyggere med en psykiatridianose ikke havde, hvad de andre havde i forskellig form og med ret stor succes.

Ønsket blev fremført for Hovedstadsregionsrådet og ved vedtagelsen af den første psykiatriplan, blev det vedtaget principielt. Nu bliver der så arbejdet videre med tankerne i samarbejde med brugere og pårørende. Men det er kun begyndelsen.

Måske kan det godt lyde lidt teknisk, indviklet og måske unødigt med al den organisationstale, men målet er helt fundamentalt, at danne et godt fundament for at kunne arbejde og samarbejde bedre i fremtiden – vel at mærke til gavn og glæde for psykiatribrugerne.

Det skulle helst gøre det mere enkelt og overskueligt, så man står stærkere og mere samlet overfor Region Hovedstaden, den mere spredte socialpsykiatri og hvad der ellers er af dialogfora og samarbejdspartnere.