Digt af Bo Steen Jensen. Feb. 2010.


Lidt sent på aftenen –
klokken er over midnat,
der ventes på en ambulance.
I hånden en cigaret – tændt,
jeg er træt – urolig på en rolig måde -
når jeg at ryge den færdig?
Husker det ikke, og det er det.

Den aften sluttede et forhold.
En art venskab med en beskytter,
61 år varede det, i 61 år forsvaredes jeg
af cigarettens flammesværd.
Når gløden pegede på dig.

Men en søndag aften på vej ind i natten
blev du opsagt. Nu havde en anden angst fået magt.
Jeg forstod, at du var en dyr ven.
At dit forsvar kostede, at roen ikke var gratis.
Derfor blev min dør lukket.
Ingen adgang mere for dig,
Da først beslutningen var truffet, var det let

Tilbage er så den motoriske mangel.
Rygningens motoriske afspænding,
Den løses ved at lege med en blyant
og ved at lege med en tom inhalator.
Og rytmen i at suge luften
ligner, om end der ikke følger røg med.

Det føles stadigt lidt sært.
Noget er væk, en epoke slut.
Er jeg stadig den samme?

Ja inderst inde –
Måske med en anden gestik –
En friere stemme.
Men stadigt med de samme tanker.
De samme drømme.
Den samme kærlighed.