Karin Lind sov stille ind en søndag i februar efter nogen tids svær sygdom.

Karin ville den 23. april i år have fyldt 70 år.

Hun var en central del i dannelsen af LAP og det første stiftende landsmøde i Svendborg. Hun boede dengang selv i Svendborg og sad i den første landsledelse de første meget svære år. Hun prøvede at overtale mig til at søge stillingen som første sekretariatsleder for LAP. Det gjorde hun uden held, men til gengæld overtalte hun mig til at stille op til landsledelsen det andet år i LAP’s tidsregning. Det undskyldte hun siden flere gange. Jeg tror, at hun følte, at jeg havde været et lykkeligere og mindre frustreret menneske uden. Det tror jeg i øvrigt, hun havde ret i.

Karin Lind var en stovt, stærk og stædig kvinde - på den gode måde. Hun havde humor, et særligt glimt i øjnene og et lunt smil på læberne. Hun var som et nylagt æg - hård udenpå og blød indeni.

Til Karins bisættelse i Stefanskirken på Nørrebro, hvor hun senere flyttede til, løb og legede hendes børnebørn op og ned ad kirkegangen. Det ville have glædet Karin usigeligt, sådan at se livets cyklus fortsætte. Til slut blev kisten båret ud til tonerne fra filmen Casablanca, en stemningsfuld udgave af ’As time goes by.’

Som tiden går...

I hvid smoking med en cigaret i mundvigen mindes jeg Karin stående henover klaveret i Svendborg.
Hvor tiden går...
He’s looking at you kid....