Krogs krog

Den lange og mørke vinter er forbi. Sommertiden er genindført.. Jeg er selv officielt overgået fra vintertræthed til forårstræthed. Festen er for længst forbi og skal nu betales af dem, som ikke var inviteret til den. Landet stander i våde og riget fattes penge. Velfærdsstaten, som vi kender den, er under pres og forandring. I Folketingets vandrehal står der manende malet på kalkvæggen, at ’Gud mildner luften for de klippede får’. Maleren havde trang til sarkasme, så det skal måske ikke stå helt til troende. Til gengæld er det sikkert som amen i kirken, at naturen nu kommer os til undsætning og sørger for at alle uanset klimaforandringer og økonomiske konjunkturer, får varmere temperaturer og mere lys. Vi har overstået den næstkoldeste december, siden man begyndte at måle i 1874, og den havde 50 solskinstimer mod 81 timer i 2010. Målt på lys og temperatur er der en enorm kontrast mellem denne og sidste vinter, udtaler en klimatolog. Det gik og går udover vores humør og skaber grobund for langt flere og dybere vinterdepressioner. En psykiater uddyber: ”I forvejen har vi haft en grå og våd sommer, hvilket betyder, at for mange er vinterdepressionen sat ind tidligere. Og den særligt mørke vinter vil sandsynligvis tage flere med i faldet og give flere personer symptomer på vinterdepression.”Vinterd epression kendetegnes ved øget søvnbehov, modløshed og øget appetit efter kulhydrater i form af ris, pasta, kartofler og chokolade. Det skyldes, at mørket skaber en overproduktion af melatonin, som netop har disse bivirkninger. Omkring fem til seks procent af danskerne lider af vinterdepression, men kuren er enkel. Det handler om at få lys. Allerhelst sollys. Altså også her gælder det om at se lyset! Men det gælder også om at forsøge at se lyst på tingene - og livet i øvrigt. Et par fyndord i den anledning: En klog kvinde har sagt: ”En optimist er den menneskelige personificering af foråret...” - og for at sikre ligestillingen mellem kønnene, også hvad en klog mand har sagt: ”Det vigtigste er ikke hvordan du har det, men hvordan du ta’r det...”

Et godt humør er, efter hvad jeg har erfaret, en væsentlig ”medicin”. Den kan for eksempel være med til at forebygge blodpropper. Derover er humor en af de behageligste og sjoveste behandlingsmetoder. Humor og et godt humør kan dog desværre ikke kurere alt. Mange har så store problemer, at det kan føles omsonst og for svært at overskue problemerne. Men det kan være værd at forsøge efter bedste evne. Mens vejret bliver varmere, ser det ikke umiddelbart ud til at det sociale og politiske klima bliver varmere. For nu at tage regeringens udspil om at indføre, at personer under 40 år som udgangspunkt ikke skal have førtidspension. I stedet skal man have et såkaldt ressourceforløb, som skal sikre en vej ind på arbejdsmarkedet. Ressourceforløbet varer maksimalt fem år. Herefter kan man om nødvendigt tildeles et nyt ressourceforløb. Personer over 40 år får efter det første fleksjob - hvis kommunen vurderer, at personen ikke kan varetage et ordinært arbejde - et permanent fleksjob. Det kan unægtelig skabe en hel del utryghed midt i en situation, hvor man virkelig behøver og savner tryghed. Her tænker jeg især på mange af Landsforeningen LAP’s unge og kommende medlemmer. Jeg hørte for nogle år siden en beskrivelse af en kandidat til førtidspension. Hvis han ikke fik pensionen (og dermed utryghed), ville han fortsætte med at være syg. Hvis han fik den, ville han ikke være syg. Et psykisk og arbejdsmæssigt dillemma. Det er også meningen, at de omhandlede skal have en mindre ydelse end, hvad de ville få på førtidspension, til gengæld får de stillet en bedre behandling og tilværelse i udsigt. Jeg kan ikke lade være med at komme i tanke om en bog af Nanna Mik-Meyer: Dømt til selvudvikling. Det er ikke småpenge, det drejer sig om. Når reformen er indfaset, skal den bidrage med 3,5 milliarder til statens finanser. Trods alt er vi ikke helt på vej mod afgrunden. Finansminister Bjarne Corydon beklagede sig så sent som i førnævnte kolde december over, at den nye regering havde overtaget et håndværkertilbud, som ville resultere i et offentligt underskud på 70 milliarder kroner i 2011. Nu viser det sig godt tre måneder efter, at det ’kun’ blev på 35 milliarder. Stadig mange penge, men dog en herlig halvering. Nu kunne jeg ganske uhæmmet blive ved med at fortælle om verdens og politikkens fortrædeligheder, men jeg har næsten lovet mig selv at være positiv og optimistisk. Så jeg vil nævne, at på et møde, jeg var til, lovede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at hun med reformen ville være ’idealist og realist’. Så vidt jeg husker, var der ikke noget ’men’...

Så indtil videre og til det modsatte er bevist, vil jeg vælge at håbe og tro det bedste og - som der også står i Vandrehallen i Folketinget - ’håbet beskæmmer ingen. Heldigvis sker der andet i verden en politik - af og til kommer der også en god film. Filmen jeg vil fremhæve og anbefale er den nye danske ’En kongelig affære’. Det er et fascinerende historisk værk om en dramatisk tid i Danmark, men også en beskrivelse af en konge, som - hvis LAP havde eksisteret dengang - kunne have været medlem af foreningen. Den centrale historie og intrige drejer sig i årene 1769 til 1772 om den unge danske kong Christian den Syvende, hans hustru den engelskfødte dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Johan Struense.Christian den Syvende er gennem historien blevet betegnet som sindsforvirret, gal, skør, vanvittig og sindssyg og senest i anmeldelserne, som havende mindst en skrue løs, men han var, hvad vi i dag ville kunne kalde skizofren. Derfor skulle han også have en livlæge, som blev importeret fra Tyskland. Christian den 7., hærgede ofte rundt om natten med sine hofmænd og bedrev hor og anden skørlevned med udvalgte kvinder og på udvalgte horehuse. Af og til var han mere voldelig og udøvede hærværk på bygninger og smed stole og andre møbler ud ad vinduerne. Kongen havde mange, hvad man kaldte, underlige forestillinger, som at han var et forbyttet barn. Dissse tanker fik han især, når han ikke havde lyst til at være konge, hvad han ganske ofte ikke havde... Han var den forkerte mand i den forkerte stilling. Struense fik hurtigt en stor fortrolighed med Christian og fik ham med tiden derfor overtalt til at give ham vide beføjelser til at indføre reformer. Struense var under indflydelse af oplysningstidens filosofi. Struense var på mange måder en foregangsmand. Han syntes eksempelvis, at der var for mange og for spredte bede- og helligdage og samlede dem ved at indføre St. Bededag, som jo findes endnu. Så var alt lukket og bagerne opfandt en særlig bolle - hveder, som kunne holde sig i flere dage, når man nu ikke kunne købe friskbagt brød. Han havde også sin egen opskrift på tandpasta, hvilket var meget enestående nymodens og helt uhørt. Opskriften indeholdt blandt andet kanel, fordi den skulle da smage godt. Vor eventyrdigter H. C. Andersen havde en anden form for tandhygiejne. Han skyllede hver dag munden - for tændernes skyld - med portvin. H. C. Andersen havde alligevel - eller måske rettere derfor store tandkvaler, hvilket der også er skrevet en bog om. Mange har i øvrigt også troet at H. C. var et forbyttet barn med kongeligt blod i årerne. Det er man vist gået bort fra at tro - men det er der også skrevet bøger om. Uden at afsløre for meget af filmen, ender historien med at Struense bliver halshugget for at have overtaget magten i kongeriget. Dengang blev man således et hoved kortere, hvis man indførte de forkerte reformer. Ganske tankevækkende... Måske var det, hvad Uglen, tidligere minister og rektor for RUC, nu afdøde Erling Olsen tænkte på, når han sagde: Hellere tabe ansigt end tabe hovedet. Halshugningen skete i øvrigt på den nuværende basketballbane ved Parken på Østerbro. Caroline Mathilde blev landsforvist. Samtidig med at Struense havde tiltaget sig mere og mere magt over Christian og Riget, havde han nemlig også haft tid og lyst til en udenomsægteskabelig erotisk affære med Caroline. Sådan en dristig mand kan kun spilles af Mads Mikkelsen. Kongen spilles af en endnu ikke færdiguddannet skuespiller ved navn Mikkel Boe Følsgaard. Den svenske skuespillerinde Alicia Vikander er Caroline Mathilde. Historien handler også om fremmedhad, fordomme, sladder og politiske intriger. Således kan man se, hvor meget længere vi er nået i dagens Danmark.

Til slut en lille godnathistorie jeg har hørt: En mand holdt et foredrag for flere hundrede unge. Han tog en 500 kroneseddel frem og spurgte: Hvem vil have denne? – Alle rakte hænderne i vejret! Han krøllede seddelen sammen og stillede det samme spørgsmål. Alle rakte hænderne i vejret. Han trampede på den og spurgte igen. Alle rakte hænderne i vejret. Så sagde han: Dette kan I tage ved lære af. Uanset hvor krøllet og slidt livet har gjort nogen, så har han eller hun stadig den samme værdi.

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi...