Der sad patienter så tankefulde
og hørte på psykiatriens tale.
Der klang i øret ej sølv og guld
for det om tvang og særlov handled’.
De må ej videnskab sig forvente -
eller ligeret for loven!

Da end’lig der blev fred,
Knirked’ den gamle medicinvogn afsted
stundom i krogede gange
fyldt med piller strålende og mange.
De ér jo menneskefiskere her,
og skader tager de sig ikke nær!

Pluds’lig sad en engel på vognens stel.
Ophæv dog tvangen kære!
I kommer ikke til at mangle ”de sære”.
De af sig selv vil komme,
når de ikke mere er i jeres lomme,
for mangen det være vil så vel!

Da drejed’ medicingiveren vognen brat,
og alle pillerne faldt ned så let.
Men engelen den har sig sat,
og gør alle pillegiveres tale mat.
Fiskerdrotten ophøre må,
og videnskaben i nye fodspor gå!

Nej! Nej! De råber skræmt og angst,
så mister vi jo vores fangst!
Nu er vi jo vant til enevælde
og til piller i alle at hælde!
Men engelen blot mod dem ler.
Nej, se dog hvor psykiatrien sig tér!

Så fulgte psykiatrien da engelens kald,
og lod sig villigt omskole.
Patienter stimlede til i tusindtal,
og lo som klare sole.
For nu er særlov og tvang forbi
og dermed psykiatriens menneskefiskeri!

Det var så dét, min kære ven ...
Engelen - den er rejst igen.
Højt oppe sidder den nu og tindrer,
og jeg står ved mit vindue og vinker.
Det var jo bar’ mit drømmerige -
må jeg vist hel’re bekende og sige ...

(Melodi: Der sad en fisker ...Carl Nielsen 1920).