Paradigmeskift i - lig med et skift i tænkemåde/sædvane? Ja, det kunne være særdeles påkrævet, så længe man i stadig brugte lærebøger støder på ideen om, at tvang kan være et brugbart og helbredende element i behandling af psykiske ubalancer. Ideen bag er nok den, at patienten jo ikke er sig selv (utilregnelig) og derfor heller ikke kan overskue behov i behandlingen. Men holder den attitude? Jeg tror vi ligesom har fået øje på at ”maskinfejls”- metodikken i diagnostikken ikke er fyldestgørende for forståelsen af en evt. psykisk ubalance. Selv om den nok delvist kan bruges i somatikken, ja, kun delvist fordi psyke/soma er tættere forbundne end man siden Newton og Descartes har regnet med. Men det er en lidt andet historie, så den lader vi ligge her og nu.
Men der er andre parametre på vej som også viser, at ideologien omkring tvang i den her brugte form er forældet (dette må ikke forveksles med den afværgetvang fra personalegrupper, der forekommer såvel på behandlingsafsnit, som ude i det sociale spillerum).
Det der tales om her er, at bl.a. de seneste års hjerneforskning, med dens forbløffende scanningsmuligheder, oplever og registrerer reaktioner i hjernen i forbindelse med tvangsbehandling (ikke kun inden for psykiatrien, men også i somatikken). Den registrerede stressfaktor viser sig ved aktivitet i de områder, der styrer immunforsvarsniveauet. Den ikke ønskede behandling - oftest medicinering - fremkalder en reaktion, hvor medicinen opleves af kroppens automatik som et indtrængende fremmedlegeme. Netop derfor går immunforsvaret i gang med at indkapsle og afstøde den indgivne medicin.
De første signaler om dette så man i relation til stress og depression, hvor immunforsvaret ofte viste sig endda meget svækket. Det skabte nysgerrighed og spørgsmål over mod de iagttagelser, som både psykologien og psykoterapien havde talt om i flere år – og som både Anne Freud og Alexander Lowen var inde på i 30´erne. Om der her ligger en forklaringsnøgle til, at så få patienter får udbytte af psykofarmaka, tør jeg ikke sige, men synes dog det ligner ”en til vished grænsende sandsynlighed”, som min gamle matematiklærer altid sagde.
Det kan faktisk undre, at man i den realistisk indstillede newtonske lægevidenskabelige ideologi ikke har opdaget det fysiske begreb, som fysikken rent fagligt ofte relaterer sig til: Tryk avler modtryk – i ligefrem proportionalitet. For så ville man vide, at jo flere indgreb man foretager sig - uden modtageres accept - des mere modstand vil indgrebene fremkalde.
Heldigvis begynder vi at se en vis åbning hen imod forståelsen af disse principper rundt om i psykiatrien. Igen fordi hjerneforskningen og genjagten har ført frem til opdagelser af en masse reaktioner i hjernen, der ikke kan henføres til fysiurgiske niveauer, og derfor er man nu mere tilbøjelig til at finde fornuft og logik hos bl.a. psykologerne. Men der er stadig for megen vanetænkning, ikke kun hos psykiatere, men også andre steder i psykiatrien, såsom hos de politisk styrende.
Derudover findes dette på et meget uheldigt plan i de sociale områder af samfundet, hvor der foregår en del uacceptabel indirekte tvangsmedicinering, med samme reaktion fra immunforsvaret. Den dag vi - i hele spektret - har erstattet ideen om tvangsanvendelighed, med begrebet motivation og indsigt, så nærmer vi os et kvantespring inden for hjælpetilbud for mennesker med psykiske ubalancer. De motiverede mennesker kan nu bruge de tilbud de oplever som relevante. Det interessante i dette aspekt er, at de personer som kommer sig efter langvarig behandling ofte oplever, at dette sker når de bliver hørt og taget alvorligt. Deres tale og budskaber og dermed erfaringer og viden om dem selv, bliver brugt til at bringe dem videre. Man kan sige, at det som en person forstår og dermed den øgede forståelse, der opnås, når personen beriges med lyttende respekt, giver øget velfærd. Derved skabes fundament for et personligt rigt og udviklende liv.
Tryk avler modtryk – i ligefrem proportionalitet
For behandlere drejer det sig om at formidle viden og mulige tilbud på en sådan måde, at brugeren kan forstå og opfatte tilbud som en hjælp. Og netop dér kommer ændring i tænkemåde og tilgangsmønster ind som en nødvendighed: Husk på, at den viden, man presser ned over et menneske er på linje med åndelig voldtægt, mens den viden man formidler i forståelse, bliver en rigdom for modtageren.
