Jeg husker det, som var det i går
”Hvis du vil have en uddannelse og dermed et godt job, er du frit stillet til at prøve det!”

Socialrådgiveren smiler vennesælt til mig.

”Hvor længe er det nu, at du har fået pension?” Min sagsbehandler rodet lidt i sine papirer.

”Godt og vel 20 år. Jeg skal lige fortælle dig, at du ikke må tage noget kompetence- givende over 9. klasse. Så er vi tvunget til at sætte din pension i bero. Men du kan jo søge S.U.”

Jeg tror ikke min sagsbehandler snakkede om, at mange unge mennesker må ”nøjes” med S.U, eller noget om, at det burde jeg også kunne gøre. Jeg ved ikke helt, hvad der har holdt hende tilbage. Måske det faktum, at jeg var 50 år, og at jeg har været på pension i rigtig mange år. En pension, der var bevilget på baggrund af min sygdom og hvilende på en vurdering, der sagde, at jeg for tid og evighed ville været uegnet til job og uddannelse. Jeg ville have en uddannelse, og måske er jeg fra naturens side lidt for ambitiøs, og måske ville jeg lidt mere, end at have et job, der ikke krævede mere af mig, end at jeg kunne scanne varer eller lægge dem på en nærmere defineret hylde.

Måske var det også for meget at ville være massør. For der var jo jobs, som Københavns socialborgmester sagde. Jeg havde været til et møde, hvor borgmesteren med begejstret stemme fortalte om et job som elevatorfører. ”Så kan I køre op og ned med folk. Så kører elevatoren op til 1. sal eller måske til 4. sal og minsandten – ned igen!” Borgmesteren så begejstret ud over sine tilhørere.

Om vi, en røvfuld førtidspensionister, nikkede begejstret tilbage, husker jeg ikke.

Jeg havde dog et valg. Jeg kunne tage en uddannelse, som ikke var godkendt, og som jeg sandsynligvis aldrig ville kunne få job på. Jeg kunne tage en alternativ uddannelse, som bortset fra de manglende jobmuligheder, havde noget andet godt med sig. Selvudvikling og selvrespekt. Et netværk og en anden måde at se verden på, end den måde jeg havde lært i mine mange år i psykiatrien.

Jeg tog massør-uddannelsen og snød min psykiater. Jeg lærte, at alle mennesker har værdi, og jeg lærte, at man kan ændre på sit liv og at man selv kan gøre en forskel. Jeg lærte, at selv den, man regner for ude, kan komme ind igen, og jeg lærte, at man kan ændre sin måde at tænke på til noget positivt. Alt det, jeg ikke havde lært i psykiatrien. Uddannelsen var dyr: over 50.000 kr. + næsten 20.000 for at læse fysiologi. Fysiologien skulle gøre min uddannelse bedre og mere anvendelig.

Jeg husker jeg gik ned i banken. Jeg spurgte bankrådgiveren om jeg kunne låne lidt penge, til at sikre min fremtid. Bankrådgiveren skævede til skiltet, de havde hængende i vinduet: ”Vi er en bank med socialt ansvar” og sagde så, at det kunne jeg ikke. ”Men du kan jo låne i i Ikano Finans”, sagde den flinke rådgiver og skævede mod det hinsides. Jeg burde måske ha’ undersøgt det lidt nærmere. Men skulle jeg have en uddannelse, skulle det være nu og da jeg, med min psykiaters ord i tankerne, ikke havde tænkt på at spare penge op, lånte jeg. Det kom til at svie til min røv. Mindst 20% i rente per år.

Jeg ville aldrig undvære min uddannelse, og jeg er mere end glad for, at jeg valgte at tage den. Min uddannelse har ændret mit liv. I stedet for at sidde på et værelse og gå til grunde, er jeg i dag ude blandt andre og har et liv som jeg er glad og taknemmelig for. Min økonomi er for tid og evighed ødelagt. Men jeg kæmpede og vandt mod alle odds. Havde jeg gjort som psykiatrien sagde og systemet ville, var jeg aldrig kommet videre i mit liv. Min kæreste er ked af det. Min økonomi driver hende til vanvid, og hun kan ikke, som jeg, sætte tingende i perspektiv. For i realiteten havde jeg ikke noget valg.

”Pengene eller livet”
Jeg valgte livet…