En professionalisering af vor gode forening

Det skal ikke være hjertet (lysten) der er det afgørende for det, man laver, men derimod talentet. Konkret tænker jeg på, det skal være folk, der har forstand på at skrive, der laver bladet, så kan der i midten være to sider med læserbreve.

Når man ringer til LAP og vil tale med én, skal man stilles om til én, hvis ansvarsområde det er. Allerede på hjemmesiden skal der være navne og ansigter på dem, der har det og det ansvarsområde. Fx én har om skole og uddannelse, en anden har om hospitaler, en tredje har viden om det at være pårørende. Frem for alt skal vi have en presseansvarlig, én pressen kan ringe til, som selv kan gå til pressen med historier, og som forstår at “vinkle” en nyhed, så medierne bider på. Tilmed skal LAP bladet turde at bringe kontroversielle historier, som vel at mærke er rigtige. Personen, der er omtalt eller står til ansvar for det kritisable, skal selvfølgelig have mulighed for at kommentere det. Positive artikler skal der tilmed være plads til, fx om nye tiltag inden for stat og kommuner som andre kan lære af og blive inspireret af. LAP skal være en positiv forening, en der ikke er fyldt med tvang, brok og utilfredshed.

Vi skal finde samarbejdspartnere, samarbejde med andre foreninger, så som Sind og Den venlige psykiatribruger-forening. Enhver forening eller arbejdsplads er kendetegnet ved de mennesker, der er der (løn eller ingen løn). For fremtiden skal man for at arbejde med eller uden løn svare på jobannoncer, samt være til jobsamtaler. Tilmed skal vi have endnu flere raske til at arbejde for os, såsom studerende på universitet eller journalisthøjskolen. Samarbejde med ølindustrien er heller ikke at foragte. Jeg har her ladet mig inspirere af Muskelsvindfonden, og de Grønne Koncerter.

I ledelsen (landsledelsen) der kan der være personsager, så skal de personer, der tales om, være til stede, de skal have mulighed for at give deres besyv med, deres version. Folk skal tilmed have gjort noget konkret forkert, for at de kan blive smidt ud af arbejdsgrupper eller ud af LAP. Det skal være sagligt begrundet. Der skal være en daglig leder, der varetager dagligdagen, landsledelsen skal derfor ikke behandle småting; det klarer lederen.

Pengene, vi fordeler til de lokale foreninger, skal øremærkes, vi skal sikre os at de ikke klattes op på ingenting.