Budskaberne var mange, men en fik en særlig betydning for samværet og det var Michael Kold, der endte dagen med at sprede budskaberne om god kommunikation til forsamlingens store glæde og vellyst, så flere bemærkede, at denne dag har da givet os noget med hjem – noget at tænke over og noget, vi kan anvende i vores liv. 

Michael hjælper ledere og medarbejdere i danske virksomheder med at få mere gennemslagskraft. Michael startede sin karriere, efter han var blevet skilt og måtte erkende, at det ikke var de andre mennesker, der var noget galt med, men hans evne til at kommunikere, som han kunne ændre. I samspillet med andre står vi ofte tilbage med en trumf, nemlig vores evne til at gøre os gældende og vores evne til at kommunikere. Det er den, som er den afgørende i samspillet for os. For vi er der jo altid, når vi spiller sammen med andre mennesker – det er ikke de andre, som gør tingene forkert, men os der kan gøre en forskel.

Du sidder sikkert nu og tænker – der er bare nogle mennesker, som jeg ikke kan med – det er dem, som jeg skal ændre. Men du må erkende, at du kan kun ændre på dig selv, du kan ikke ændre andre mennesker. Når de andre er besværlige, så er det ikke dem, der gør sig besværlige, men dig som ikke evner at få dem til at spille sammen med dig. Hvilke faktorer spiller ind, når vi kommunikerer? I den personlige kontakt med mennesker er det ofte mange andre ting end det sagte ord. Syn, hørelse, lugt, smag, følelser. Ligesom erfaringer, overbevisninger og værdier. Fysiologi og tilstand står overfor adfærd og ord. Det er med andre ord summen af mange faktorer, der i et samspil får tingene til at fungere.

Når du lytter til andre, er du så selektiv, ekstern, intern, fokuseret eller intuitiv? Formen kan variere henover tiden, men det som er vigtigt i første færd er, at du bliver opmærksom på forskellene. Du bliver klar over, hvad du gør hvornår og med hvem. Det kræver nok lidt uddybende forklaring: selektiv betyder at du sorterer i det, du hører. At lytte eksternt er når du hører det udefra , medens intern lytning betyder, at du hører det indefra . Fokuserer du på, hvad der bliver sagt, eller danner du din egen oplevelse af det sagte ud fra en intuitiv oplevelse.

Det afgørende er, om du tolker eller observerer – hvis du tror, du ved, hvad andre mennesker tror, tænker, føler eller synes, er du på det forkerte spor. Du kan give udtryk for, hvad du mener at have opfattet – dermed stiller du dem sådan set spørgsmålet og dermed muligheden for at korrigere dig.

Det er vigtigt, at du fokuserer på dem, som du taler med – det er måden at opnå en effektiv kommunikation. Vær opmærksom på deres holdninger, kropssprog, ord, toneleje, match og mismatch. Summen er igen det, der ender med at være budskabet, så jo flere detaljer du opfatter korrekt, jo bedre overensstemmelse er der mellem, hvad du opfatter og de siger.

Michael viste os vejen med sit eget tydelige kropssprog – med smil på læberne fortalte han os, hvilke erfaringer han havde gjort og ikke mindst, gentog han igen og igen – det er ikke sikkert, I gør de samme erfaringer – men prøv alligevel at tænke over hvordan i bedst gør en forskel i kommunikationen med andre mennesker. Reflekter over hvad der går godt og hvad der ikke fungerer – prøv nye veje eller cementer de gamle – du bliver klogere og klogere med årene, men du vil til stadighed kunne forbedre dine egne evner til at opfatte, hvad andre siger. Gør en forskel – gør det for din egen skyld, men du vil opdage at samspillet med andre bliver bedre og du bliver hørt mere og i højere grad.

Vi var 43 samlet på hotel Plaza i Odense – nogle var med til et LAP arrangement for første gang, for andre var det hyggeligt gensyn med gamle venner og LAP’per i særdeleshed. Det var et arrangement for de udvalgte: bestyrelser i grundforeningerne, regionsforeningerne, medlemmer af arbejdsgrupperne og personalet var de heldige.

Netop den gruppe af LAP medlemmer som skal løfte samspillet i LAP. Efter oplægget var der en diskussion rundt ved bordene og folk blev opfordret til at samle ideer op til inspiration for andre. Disse ideer vil vi prøve, at samle på en idéblok. Tak for deltagelsen og tak for at I bringer disse budskaber videre og bruger dem i det fremtidige samspil.