Mit navn er Kåre Michelsen, folkepensionist og 67 år.
Jeg blev sidste år pludselig ramt af en svær depression med akut indlæggelse til følge. Jeg føler trang til at skrive om min sygdom og hospitalsophold, fordi jeg gerne vil fortælle andre ligesindede og andre borgere om mit hændelsesforløb og samtidig sende et signal til vores politikere på Christiansborg om, at det er pinlig nødvendigt at tilføre psykiatrien flere sengepladser på hospitalerne samt meget mere personale, da behandlingen af psykiske patienter kræver megen pleje, omsorg og ikke mindst samtaler.
AKUT INDLÆGGELSE
Den 1. maj 2015 skulle vi holde konfirmation for min datter på 16 år. Alt var nøje planlagt, og vi fik afholdt en vellykket fest for vores datter, familie og venner. Jeg fik også holdt en rigtig god tale til min datter. Min søster og jeg kørte sammen hjem med nogle ting fra festen, og da jeg kom hjem, brød jeg pludselig sammen og græd ligesom et lille barn. Min søster var med det samme klar over, at den var helt gal, og sagde med det samme. Kåre: Det er helt klart en depression! og jeg kunne også godt selv mærke, at det var meget slemt. Min søster ringede 1813 lægevagten og fik den besked, at hun ventede som nummer 79 i køen. Min søster var heldigvis tålmodig og ventede, indtil hun kom igennem, og da pågældende sygeplejeske hørte om min tilstand, blev jeg straks henvist til akut indlæggelse på Bispebjerg Hospital. Jeg var meget psykisk deprimeret og havde svært ved at svare klart på spørgsmålene, som modtagelses-sygeplejersken stillede mig. Her blev jeg indkvarteret på en enestue, men hvad hjalp det, når sygehusvæsenet på grund af vedvarende spareplaner og nedskæringer inden for psykiatrien, stuvede mange psykisk syge med vidt forskellige diagnoser sammen på én afdeling.
Når man bliver indlagt med en svær depression, har man for det første behov for en enestue plus total fred og ro omkring sig. Dette kunne jeg ikke få, da der var både depressive, psykotiske og maniodepressive patienter på afdelingen.
Nogle skreg og råbte ustandselig, fordi de ikke ville være på afdelingen og i flere tilfælde blev hele personalet tilkaldt for at passivisere patienter, som var gået amok. Disse faktorer var med til at forværre min sygdom betragteligt, idet jeg blev endnu mere bange for de andre patienter og led af angstneuroser. Jeg holdt mig derfor for mig selv på mit værelse og kom kun ud til måltiderne.
Jeg havde imidlertid ingen appetit, så jeg spiste næsten ingenting og gik derfor ned i vægt. Jeg lå en hel uge på den akutte afdeling på Bispebjerg Hospital, fordi der var pladsmangel på den åbne afdeling, og jeg husker det kun som et direkte mareridt. Det var meningen, at jeg skulle have været overført til den åbne afdeling umiddelbart efter min indlæggelse. Jeg blev så overført til den åbne afdeling, som var flyttet til Gentofte Hospital, fordi et nyt psykiatrisk center skulle opføres på Bispebjerg Hospital.
På Gentofte Hospital blev jeg således indlagt på en 2-mands stue, til trods for, som jeg tidligere nævnte, at jeg virkelig havde behov for en enestue, hvor jeg kunne få ro og fred. Der var kun et par enkelte enestuer og de var hele tiden optaget. Under mit lange hospitalsophold (lidt over 1 måned) blev jeg flyttet 4 gange til en anden stue, hvilket var meget frustrerende og stressende, da jeg var i en elendig forfatning. Afdelingen lå i stuen og på 1. sal var der indkvarteret psykotisk syge, hvilket indebar, at hver aften var der en masse larm fra psykotisk syge, som var gået amok og råbte og skreg samt kastede rundt med møblerne. Dette var naturligvis til stor gene for mig og mine medpatienter, da vi ikke kunne få ro til at sove. Forudsætningen for at kunne blive helbredt igen er den kendsgerning, at man skal have sin faste søvnrytme og sove 8 timer dagligt. Jeg var nødt til at få en indslumringspille for overhovedet at kunne falde i søvn.
Disse groteske og uacceptable forhold tilbyder vores politikere psykisk syge patienter anno 2015/16. Det er simpelthen for dårligt. Min sygdom var forbundet med mange personlige og familiære problemer, og jeg var sunket dybt ned i ”mudderet” og havde det personlig meget skidt og dårligt. Under mit ophold fik jeg et par gode kontakter i form af en kontaktsygeplejeske og en fagligt dygtig læge, som fortalte mig, min kone og børn om sygdommens opståen og behandlings former. Efter at være kommet under hospitalets ”beskyttende vinger” og kommet i medicinsk behandling kombineret med seriøse og kompetente læger og sygeplejesker og psykolog-samtaler samt fysisk aktivitet i form af ugentlige fitness besøg, bat og afspændings programmer, begyndte jeg langsomt at få det bedre.
TRANGE FORHOLD
Personalet hjalp mig meget dagligt, når jeg pludselig fik det psykisk skidt og gav sig tid til at tale med mig, og det hjalp mig meget. Jeg havde virkelig behov og brug for omsorg og samtaler omkring min sygdom og situation. Da jeg var kommet nogenlunde til kræfter igen, ydede jeg også selv en stor indsats for at komme tilbage til normaltilstand, idet jeg efter en rum tid begyndte at bevæge mig uden for hospitalet, selvom jeg var meget plaget af angstneuroser og helst undgik andre mennesker. Men jeg fandt ro i mit sind ved at vandre rundt om Gentofte Sø adskillige gange dagligt og samtidig få frisk luft og motion. Jeg kunne på grund af min tilstand ikke tåle støj og mange ting på en gang, så derfor var jeg nødsaget til at gå uden for afdelingen hver dag, da der var meget støj fra mobiltelefoner, som larmede hele tiden, patienter som talte højt og vedvarende (maniodepressive) og travle ansatte, som på grund af alt for mange nedskæringer inden for sygehusvæsenet ikke havde den fornødne tid til de enkelte opgaver. På trods af personalets utilfredsstillende fysiske og psykiske arbejdsmiljø var der alligevel plads og rum til samtaler med mig, når jeg havde det skidt. Det vil jeg meget gerne rose personalet for og sige tak for.
UDSKREVET TIL ET AKTIVT LIV
Da jeg blev udskrevet på ”fars dag” den 5. juni, var jeg inderst inde glad, fordi jeg skulle hjem til min familie og ud fra et hospital, som ikke just havde været nogen positiv oplevelse, idet jeg også blev meget påvirket i negativ retning, ved dagligt at færdes med andre psykisk syge. Omvendt spekulerede jeg også på, hvordan jeg ville kunne klare mig uden for hospitalets mure.
Jeg fik en lang række gode råd fra fysioterapeuten og socialrådgiveren, da jeg blev udskrevet.
Jeg tog kontakt til Settlementet, som via professionel rådgivning har fået vores budget til at hænge sammen, så vores økonomi er på fode igen. Og det har virkelig fjernet en masse daglige spekulationer og tanker fra min hjerne. Dernæst tog jeg kontakt til idrætsforeningen IFK98 Kæmperne, som tilbyder alle former for motion og sport for psykisk sårbare. Jeg kontaktede dem allerede i juni måned og fik lov til at benytte fitness redskaberne i hele juli måned (sommerferie) og fik lavet et godt fitness program af en dygtig og rar instruktør ved navn Grzegorz, og vi har nu fået et kammeratligt varmt forhold. Da jeg startede i Kæmperne var jeg også igen blevet normaliseret i forhold til kommunikation med andre mennesker og er derved atter blevet normal udadvendt og har ingen angstfornemmelser længere. Jeg går i dag både til badminton, som er min favoritsport, mandag og fredag hos Kæmperne samt fitness, hvor jeg allerede har fået bygget muskelmassen på igen og Soft Gym, hvor vi laver strækøvelser og afspænding. Om tirsdagen går jeg til Danse Gym i Dansekapellet på Bispebjerg Kirkegård, det er vældig godt og morsomt.
Så jeg har også lyttet til lægens gode råd med hensyn til at gøre det, som jeg har lyst til. Jeg blev også tilbudt et halvt års forløb på ”Riget” efter hjemkomsten, og det tog jeg selvfølgelig imod. Som udskrevet patient kan jeg kun anbefale andre patienter at tage imod alle de tilbud, der gives, fordi man derigennem får ført kontrol med sin person og medicin samt samtaler, som også er en vigtig del af behandlingen. Jeg har jævnligt været på ”Riget” til samtaler med overlægen og en sygeplejeske angående min sygdom og behandling. Jeg har endvidere været i introgruppe og kognitiv adfærdsterapeutisk gruppe, hvor vi var ca. 8 personer, som fik fortalt om sygdommens opståen, behandlingsformer samt forebyggelses- former.
Jeg føler mig nu rigtig godt tilpas, og jeg har fået mit gode humør tilbage. Det gælder om at få en struktureret hverdag, hvor jeg hver dag har et fast program og kommer ud blandt andre mennesker i bl.a Kæmperne, hvor jeg dyrker motion, Nordstjernen/Vigør/Frinova på Tomsgårdsvej, hvor jeg har gået på kurset Vendepunkt 1 og starter den 24. februar på Vendepunkt 2. samt får NADA akupunktur. Besøger også værestedet Pinta.
Takket være hospitalspersonalets, familiens og medarbejderne hos Kæmpernes store support, samt egen indsats, har jeg fået livslysten og modet tilbage igen og jeg føler mig i dag som en lykkelig person, som har livet i behold og på hjemmefronten er der harmoni og ro.
PS: Til mine ligesindede medborgere, kan jeg sige, at uanset hvor håbløst livet ser ud, når man er havnet i ”mørket” og har det fysisk og psykisk meget dårligt, er der håb og lys forude for enden af tunnellen, hvis man selv yder en indsats for det og samtidig lytter til gode råd fra fagkundskaben på hospitalerne. Jeg er principielt modstander af at indtage for megen medicin med de mange bivirkninger og skader på krop og sjæl, det kan medføre, men jeg indser også, at jeg har været nødsaget til at tage antidepressiv medicin, og det skal jeg fortsætte med i mindst 2 år for at komme ud af sygdommen, da jeg har fået diagnosen ”meget psykisk sårbar”.
For mit eget vedkommende har en kombination af fysisk aktivitet( fitness, badminton, soft gym, danse gym, vandreture, diverse kurser (intro- og kognitiv gruppe terapi, vendepunkter), personlige samtaler med læger og sygeplejesker, support fra kone og børn, sund kost (fedtfattigt kød, salat, frugt) samt stille og rolig musik, når jeg har behov for det, men også god blues/rock og pigtrådsmusik, når jeg har haft behov for det, været opskriften på, at jeg har fået et meningsfuldt og livsbekræftende og bedre liv til gavn for min krop, mit sind og sjæl. Jeg kan også varmt anbefale at lave en ugentlig handlingsplan (et ugeskema), så man har en struktureret hverdag at stå op til, så man ved hvad man skal lave hver dag.
Dette er min terapi, at komme ud blandt andre mennesker hver dag og nyde det sociale samvær, og måske kan nogle af jer, der læser artiklen, benytte nogle af ovennævnte redskaber til at skabe et bedre og positivt liv.