Nogeet om forståelsesrammer, mine, dine og de andres

Forvilder man sig ved et uheld ind i en boghandel, eller et bogklubkatalog, eller har man det som jeg, der ofte får bøger ind ad døren til anmeldelse. Så kan man godt blive overrasket over hvor mange bøger der handler om følelser. (egentlig handler vel alle bøger om følelser, selv fagbøger, på en eller anden måde)

Men her tænker jeg på den enorme produktion af bøger der indeholder selvterapeutiske systemer eller forslag til sådanne. Jeg kan godt undrende spørge mig selv hvorfor?

Har det at gøre med, at den verden vi efterhånden har skabt omkring os selv, som vores livsrum, ikke opleves som den, ”Den bedste af alle tiders verden” vi troede vi skabte? Slet ikke er så ”den bedste” som den lader som om den er.

Har det at gøre med at vi oplever, at den tværtimod forsnævrer og indskrænker vores livsrum?

Hvad er det der er blevet væk? Hvad er det for en søgen, disse bøger og for den sags skyld de mange terapitilbud, af vidt forskellig art, er udtryk for?

Tiden nu er fyldt med mantraer. Vær i dit hjerte - Vær i nuet - Lev dine følelser - og så videre.

Som en kronikør skrev for nogen tid siden ”I dag er det ikke nok at føle sig i balance, i dag går vi i terapi for at lære, At være lykkelige” det sære er at ingen rigtigt ved hvad det vil sige ”At være lykkelig”, vi taler om en tilstand alle ønsker at være i, men som ingen endnu har kunnet give en endegyldig definition. Læser pt. en bog om vrede og vredens natur. Lars-Henrik Schmidt - ”Om Vreden”

Men den vrede forfatteren taler om, og den vrede jeg kender, syntes jeg ikke helt er den samme, og dog, på en måde genkender jeg den.

Samtidigt er jeg i gang med Barbara Bergers bog ”Er du Lykkelig nu”

Kan godt lide indholdet i de to bøger, som på en eller anden måde supplerer hinanden. Egentligt sjovt at de 2 forfattere dukker op i mine stakke af bøger, der vil læses, samtidigt.

Selv om jeg har en fornemmelse af, at Barbara bruger ordet lykke i titlen lidt provokativt. Når man læser i bogen syntes det mig at ordet lykke ofte kunne erstattes med ordet Tilfredshed.

Der hvor de to bøger mødes er at de fra hver sin vinkel kommer ind til begreber som skuffelse og tilfredshed.

Jeg skrev tidligere at jeg ikke helt syntes den vrede der er inden i mig fuldt ud er samme vrede som Lars-Henrik taler om.

Jeg syntes det er meget svært at finde ud af, om det er vrede eller skuffelse, der ligger i den følelse jeg oplever, eller hvornår hvad er hvad.

Men en af bogens store kvaliteter er, at den får en til at tænke over, om det altid er vrede vi kalder vrede, eller om det i virkeligheden er skuffelse. Vrede kan faktisk bruges som drivkraft. Vreden over hvordan tingene hænger sammen, eller ikke hænger sammen i et samfund bliver let til indignation. Og hvor vreden som ren vrede primært bliver en handlingsblokerende følelse, en lammelse, kan indignation blive kraftkilden, der for eksempel bliver drivkraften i frivilligt socialt arbejde, og - eller politisk engagement.

Den anden type vrede der i virkeligheden er skuffelse, bliver derimod ofte kun en lammende næsten depressiv følelse.

Her er det så Barbara kommer ind med sin bog. Hvis man nu i titlen læste spørgsmålet ”Hvorfor er du skuffet nu?” og derfor ikke føler dig lykkelig, så dukker spørgsmålet op. Hvorfor er jeg skuffet? Hvorfor føler jeg mig ikke tilfreds? Og ikke mindst, hvad skal der til, for at jeg vil føle mig tilfreds?

Jeg må sige at bogen kommer hele vejen rundt om problematikkerne, og den har også nogle gode spørgsmålsserier, som kan bruges til at analysere Hvorfor - Hvordan - Og hvad så?

Især kan jeg godt lide at bogen bygger på egne erfaringer, og samtidigt i høj grad undgår den egocentrisme, som så mange af den type bøger udtrykker. Barbara har stillet spørgsmålene til sig selv, og fundet nogle svar hun så mener andre også kan have glæde af at afprøve. Som hun skriver, ”det har virket for mig, måske kan det også virke for dig”

Lars-Henriks bog er nok lidt sværere at bruge direkte, den har meget karakter at afhandling, og bærer præg af filosoffen bag bogen. En ting i den som forekommer meget væsentlig i tiden, er dens udredning af årsagskæderne bag mange af de spændinger, der præger vores tid med terrortrusler og lignende temaer.

Jeg skriver i indledningen ”noget om forståelsesrammer” og netop de er hovedtemaet i de to bøger. Dine emotionelle forståelsesrammer, mine emotionelle forståelsesrammer og alle de andres, hele det samspil af forståelser og tolkninger som styrer samspil, samvær og kommunikation mellem mennesker, og som så ofte går galt. Måske fordi vi ikke præcist nok har klargjort over for os selv, hvilken følelse vi er i. Hvor tit kalder vi en følelse for noget andet end det den er? Ved med mig selv, især efter at have læst de to bøger og andre som evt. vil blive omtalten anden gang, at jeg ofte - måske for ofte - ikke har været nøjagtig nok i valget af navn for en følelse, og derved har givet den en anden energi, end den der lå i følelsen.

Og uanset hvordan vi vender og drejer livet, så kommer vi ikke udenom, at vi er de tanker vi tænker om os selv. For det er de ord vi bruger om vores tanker, vi lagrer i vores erindring. Og jo flere negative ord vi har i erindringen, des mindre glæde har vi at se tilbage på. Prøver selv at rydde op i min ballast af negativt lagrede erindringer. Det er et bevidstgørende arbejde, men spændende - fordi det gør livet spændende. Og jeg har efterhånden næsten lært, at det er mig der vælger med hvilken følelse jeg oplever tingene og ordene omkring mig. Tingene og ordene er neutrale. Hvis du vælger ikke at lade dig såre af en bemærkning, så kan den ikke såre dig, selv om den der udtaler den ønsker at såre dig.

Men prøv selv de to bøger, måske får du helt andre oplevelser ud af dem. Men ligegyldige er det ikke, de fortjener at læses.

Bo Steen Jensen