Af Marianne Stengaard Sandermann

Desværre har vi ingen aktive grundforeninger på Fyn på nuværende tidspunkt, hvorfor undertegnede kun kan referere fra ting, som jeg kender til. Skulle nogle være interesserede i at starte/ genstarte en grundforening eller danne en netværksgruppe til at varetage interesser for LAP’s medlemmer på Fyn eller dele af Fyn - ja, så kontakt vores rejsekonsulent Asger på tlf. 24 83 11 89 eller asger@lap.dk

Odense Kommune udsendte i starten af året høringsforslag vedrørende nedsættelsen af et lokalt Råd for Socialt Udsatte. Som medlem af Landsledelsen, medlem af arbejdsgruppen bag dette års Brugernes BaZar og bosiddende i Odense Kommune, sendte jeg et høringssvar, hvor jeg bifaldt nedsættelsen af et lokalt råd. Det er vigtigt, at de udsatte får et talerør.

Lokalt har rejsekonsulent Ulf Olsen og jeg påtaget os det koordinerende arbejde omkring psykiatridelen på Brugernes BaZar 2007, som foregår lørdag den 1.september 2007. Årets tema er: ”Hvad er sundhed for dig, kom og giv dit svar på Brugernes BaZar”. Derfor har det også været naturligt for psykiatridelens styre-/arbejdsgruppe at videreføre dette tema og derfor bliver overskriften for vores del af BaZaren, ”Sundhed for psykiatribrugere”.

Vi tænker på sundhed som et meget bredt begreb, der kan indeholde alt fra f.eks. mestringsstrategier, arbejde/være til nytte, alternativ behandling, nyklippet hår m.m..

Hvis I har gode ideer, er I velkomne til at maile til ulf@lap.dk eller marianne@lap.dk

Udviklingskonsulent Karl Bach (LAP-sekretariatet) og jeg fra landsledelsen har, sammen med Odense Kommune og Dansk Røde Kors i Odense den 1.maj 2007 indsendt projektansøgning om aktivitetstilbud til Socialministeriet. Projektets målgruppe er kontanthjælpsmodtagere med en sindslidelse, som er motiveret for at blive selvforsørgende. Udgangspunktet er at styrke den enkeltes personlige, faglige og sociale kompetencer, således at denne kan overvinde forhindringerne i forhold til at finde og fastholde et arbejde.