En kommentar til de to artikler i nr. 4 2006 og nr.1 2007

På en eller anden måde syntes det mig, at noget løber af sporet i Kirsten Seflands artikel.

Det er helt i orden at du Kirsten oplever Litium som en god hjælper for dig. Men derfra og så til at generalisere som du gør, det er ikke i orden. Du generaliserer dig frem til, at psykofarmika kun er et gode - for at stille sagen på spidsen.

Og jeg bryder mig heller ikke om din let nedladende tone over for Krystyna.

Skal vi debattere psykiatrien så lad os gøre det i en sober tone. Nogle fakta som er rimeligt let tilgængelige for alle der søger dem.

Siden anden verdenskrigs slutning har psykiatriens forskning primært foregået omkring udvikling af kemisk terapi. Det kan man overbevise sig om ved at gennemløbe registrerede forskningsrapporter, internationalt offentliggjorte. Og at langt den overvejende del af denne forskning er foregået enten på medicinalindustriens laboratorier eller betalt af samme industris forskningsfonde, er også en evident der lader sig efterprøve via Nettet.

I Danmark har vi noget der hedder statens forskningsråd, de fordeler midlerne til den frie forskning. Så langt så godt. Men det er faktisk nærmest beskæmmende, at de midler de har til rådighed er så små, at omkring 95% af indsendte forskningsprojekter må afvises - ikke fordi de er dårlige - men fordi der ikke er midler til gennemførelsen af dem.

Det er også beskæmmende, at humanistisk baseret grundforskning på det nærmeste er ikke eksisterende mere i Danmark. Senest har såvel statsministeren som videnskabsministren udtalt at forskning der ikke har et patent, hæftet i ”røven” ingen relevans har for Danmarks renommé internationalt.

Senest kan jeg registrere at i forslag til psykiatriplan for region H (hovedstaden) er der et kort kapitel omkring forskning der bør fremmes, man peger på 5 områder, ingen af den har humanistisk basis, de 4 rent biokemiske og det femte har lidt humanistik på den absolutte sidelinie.

Nu skal dette indlæg ikke ses som et ensidigt angreb på psykofarmikaen, den har sine gode sider, men den kan ikke stå alene. Den kan i visse tilfælde være et hjælpende redskab, men den kan lige så tit være et bremsende redskab. Uheldigvis opleves den i visse kredse som værende ”Det mindst indgribende” indgreb, læs behandlingstilbud, hvilket godt kan både forbløffe og skræmme. Al den stund, den altid vil ”Skyde med spredehagl” forstået på den måde at den også indvirker på hjerneprocesser der ikke har ubalancer. På den måde, at nok balancerer den i visse retninger, men samtidigt skader den på lang sigt, for mange andre områder i det menneskelige system. For ikke at tale om lang tids medicins nedbrydninger, overbelastning af tarmsystem, lever og nyre. Eller de hormonelle ubalancer der går under navnet bivirkninger.

Ser man på hjerneforskningen af i dag, vil man se, at nok spiller biokemi og lignende faktorer en stor rolle for hjernens funktion, men kun som en del af helheden, af det fuldkomne styringssystem. Derfor mærker man der, modsat i psykiatrien, en ydmyghed over for hjernen. For som Dorte Sestoft sagde ved en hjernekonference i 2005 ”Vi kan isolere den enkelte hjernecelle, og registrere biokemiske og elektroniske reaktioner, men vi aner stadigvæk ikke hvad der skaber den enkelte, oprindelige og originale tanke.

Står psykiatrien ved en skillevej? Ja og nej. Det afhænger primært af om psykiaterne tør gøre op med deres naturvidenskabelige arvegods, (Newtons urværksteori) og give plads for det hele menneske i psykiatrien. Det hele menneske med alle dets variationer, både åndelige og fysiske.

Bo Steen Jensen