Aftens fest var endnu ikke helt dampet af hos deltagerne. Men trods den lidt matte stemning kom der godt gang i diskussionen. En irriterende morgenfrisk Steen Moestrup lagde for med at redegøre for baggrunden for minikonferencen om Døgnpladser: LAP har hele tiden ønsket at nedlægge sengepladser, sådan som det står beskrevet i Principprogrammet. Vi er imod hospitalspsykiatriens mastodont institutioner og mener dybest set ikke, at man skal ligge i en seng fordi man er psykisk syg, sådan som man kan være nødt til, når man har en somatisk lidelse.

Men brugerdemonstrationerne i december 07 havde sat kravet om fl ere sengepladser højt på dagsordnen, blandt andet fordi folk bliver afvist på de psykiatriske skadestuer med den begrundelse, at der ikke forefi ndes ledige sengepladser. Dette gav anledning til en del drøftelser LAP og de øvrige psykiatribrugere i mellem og kompromisset blev et krav om fl ere ”døgnpladser”. Men det efterlader stadig spørgsmålet om, hvad en døgnplads er og hvad den skal indeholde. Minikonferencen manglede ikke bud her på. Hverken i form af erfaringer eller visioner.

Jan Stig Andersen fortalte om døgnhusene i det gamle Viborg Amt, som han og resten af FAP Viborg havde demonstreret for at bevare. Dette fordi disse, som Jan sagde, er det bedste, vi kender til. I realiteten er døgnhusene i Viborg området dog en slags åbne afdeling er uden for de psykiatriske hospital er, hvor folk også behandles med medicin. Bedre end så meget andet i vor tids psykiatri, men samtidig et godt stykke fra vore drømmes mål.

Paul Bjergager satte som medlem af LAPs Refugiegruppe ord på drømmene. På mødet omdelte han refugiegruppens papir ”Koncept for refugium med krisefunktion”. Dette papir var udarbejdet sammen med 4 eksterne fagpersoner. Refugiegruppen har en vision om, at der oprettes et rekreationssted med fred og ro, rekreative og kreative udfoldelsesmuligheder, som imidlertid også rummer en akut krisefunktion. Som gæst – bemærk ikke ”patient” – kan man forvente følgende på refugiet: Gode indkvarteringsforhold i smukke omgivelser, nærvær, tid til samtale, adgang til et netværk af eksterne eksperter ud i forskellige former for terapi, sund og nærende kost, mulighed for fi tness, massage, afspænding, bad og sauna. Paul berettede om refugietankens udvikling både i LAP og tidligere, hvor den går langt tilbage og oprindeligt blev opfundet af den katolske kirke. I LAP havde tanken også været højt på dagsordenen. De første sommerlejre var således blevet arrangeret primært med det formål at udvikle refugietanken – samtidig med at den jo i en vis forstand afprøvedes i prasis.

Udenlandske erfaringer blev også inddraget. Signe Bischoff berettede om The Cyrenians Simon Community, som hun selv havde været en del af i London tilbage i 1976. Her levede man sammen i små hjem. Man gik ikke op i diagnoser. Forholdene var fattige og man måtte klare sig efter de forhåndenværende søms princip, men tingene kunne også gøres billigt. Man havde nogle få regler i lejlighederne. Man måtte f.eks. ikke være voldelig og misbruge i huset. Samtidig forventedes det, at alle bidrog med noget frivilligt arbejde. Man gik op i sund mad og renlighed. Signe understregede, at man selvfølgelig ikke direkte kunne importere modellen til Danmark, da forholdene her er anderledes. Det vigtige er imidlertid, at skabe et alternativ til det bestående.

Også andre erfaringer fra udlandet kom på banen. Den belgiske by Geel kom til at indgå i diskussionen, da fl ere af de tilstedeværende havde hørt om byen og dirigent Benny Lihme tilmed besøgt den fl ere gange. Byen havde en mangeårig tradition, som rakte helt tilbage til år 1200 med at indkvartere psykisk syge privat rundt om hos byens familier. Psykisk syge indgår således som en naturlig del af byens hver dag og bliver ikke set ned på.

I debatten indgik det også at det er vigtigt at man indgår i en social sammenhæng. Som Paul Bjergager fremhævde er der over en million singler i Danmark. Og får de det psykisk svært kan konsekvensen meget vel blive stor ensomhed. Michael Krogh fulgte op med et citat fra TV-serien ”Sams Bar”: You wanna come where everybody knows your name”.

Bolden er givet op til fortsat debat om døgnpladser. Mangel på visioner har vi ikke. Og heldigt nok mangler der heller ikke eksempler på, at tingene kan gøres på en anden måde end de bliver i dag.