På LAPs landmøde 2008 blev der afholdt nogle parallelle minikonferencer, hvor et af temaerne var holdninger til medicin. Som ordstyrer fungerede Pernille Jensen, der selv kunne bidrage med en betydelige viden om det psykiatriske medicinområde. Konferencen blev indledt af to oplægsholdere, der hver især anlagde deres vinkel på emnet.

Inger-Liss Christoffersen brugte som overskrift: Medicin på mine betingelser. Med delvis udgangspunkt i egne erfaringer beskrev hun levende den udvikling, der var sket fra ”gammel medicin” i 70-erne til de moderne præparater, der fi ndes i dag.

Hovedsynspunktet var, at det er svært helt at undvære medicinen, men det er helt afgørende, at det er den rigtige. Den skal ikke ordineres pr. den automatik, der ofte kendetegner sygehusvæsenet, og hvor man måske bliver ved alt for længe med medicin, der slet ikke virker. F.eks. kræver det til stadighed en omhyggelig afbalancering af henholdsvis neddæmpende og opløftende medicin, hvis det rigtige resultat skal opnås for den enkelte patient. Medicin må også ses i sammenhæng med f.eks. betydningen af vitaminer og mineraler - og den behandling der i øvrigt sker.

Ofte oplever patienterne en mere nuanceret behandling, hvis man benytter sig af privatpraktiserende psykiatere frem for de psykiatriske hospitalsafdelinger, hvor metoderne gerne ligger i mere faste rammer. Karen Sofi e Sørensen talte herefter om emnet: Bivirkninger. Det skete med fokus på de klassiske problemer med fedme, hukommelsestab, koncentrationsbesvær, seksuelle problemer og måske også diabetes, der ofte følger med den psykiatriske medicinering.

Der blev udtrykt skepsis over for, at man generelt tillod anvendelse af præparater med så store bivirkninger. Det var opfattelsen, at en del af problemet skyldtes, at mange er fejl- eller overmedicinerede og også hænger sammen med den manglende hjælp i form af opfølgning og kontrol, der gives til patienter, der efter udskrivningen selv skal stå for administration af deres egen medicin.

Måske var der også en tendens til, at bivirkninger for let blev bortforklaret med forkert livsstil, selv om f.eks. motion naturligvis i sig selv er en god idé. Et særligt problem er den udbredte polyfarmaci, hvor de enkelte produkter nok er godkendt hver for sig, men hvor fl ere tilsammen kan udgøre en mere uberegnelig cocktail. Det blev fremhævet, at sundhedsstyrelsen gentagne gange har advaret imod, at ved mere end 2-3 produkter samtidigt, har man ofte ingen styr på virkningen.

Under den efterfølgende livlige debat kom der mange kommentarer fra salen, både om egne erfaringer og i form af gode råd. Det blev fremhævet, at medicin alt for ofte står alene. Andre ting som motion og psykologsamtaler tages for lidt i brug. Også problemer med andre behandlingsformer som elektrochok kom på banen til drøftelse.

Det blev generelt set som et problem, at for mange psykiatere i det offentlig system var den biologisk/kemiske vinkel alt for dominerende. Går patienterne ikke ind for dette, ses det alt for ofte om udtryk for manglende samarbejde. Det er en kløft mellem behandler og bruger, som det kan være vanskeligt at overvinde.

Flere havde også oplevet at medicinen ikke virkede – men det gjorde til gengæld bivirkningerne. Og det kunne ikke så sjældent være svært at skelne mellem, hvad der var sygdommen og hvad der var bivirkninger. Tilsvarende opleves det ofte som svært for lægerne at erkende, når medicinen ikke virker.

De mange indlæg efterlod det generelle indtryk, at der er behov for en anden relation mellem bruger og behandler, hvor brugeren tages mere med på råd og hvor man erkender, at spørgsmålet om medicin er en kompleks afvejning af fordele og ulemper

Pernille Jensen rundede af og anbefalede i denne sammenhæng en god pjece – At bruge medicin til at komme sig – som kunne fi ndes på www.slotsvaenget-ltk.dk. Tilsvarende har LAP udgivet en pjece om medicinrelateret overvægt. De mange indlæg og bemærkninger gav et klart indtryk af, at brugen af medicin ikke er emne, der er sort og hvidt.

Debatten viste tydeligt, at LAP er en rummelig forening, der formår at samle mange forskellige holdningsnuancer under den fælles målsætning: At sikre psykiatribrugerne størst mulig valgfrihed og indfl ydelse på deres egen situation.