Behandlingen i psykiatrien tager stadig afsæt i, at patienterne er patienter, der skal tage deres medicin og hvis ikke, så må der tvang til.

Det er i hvert fald, hvad der nu senest er lækket af oplysninger fra sundhedsministeriet, og som får opbakning hos en del læger. Lægerne er primært uddannet i medicin, og deres efteruddannelse er i høj grad præget af medicinalindustrien.

Lægerne lærer ikke om empowerment og recovery, som er brugerbevægelsernes nøgleord. Endda nøgleord, som man ønsker erstattet af nye begreber. Især recovery er jo lidt misvisende, idet ”re” sætter fokus på at blive, som man var, hvorimod det handler om at fi nde en vej, hvor man trives og udvikler sig, samtidig med at man får taget ansvar for eget liv, hvor støtten efterhånden minimeres, og hvor det drejer sig om borgeren, som ikke længere er patient, men højest benytter lægen som en slags rådgiver.

Det kan godt være, at borgeren fortsat er afhængig af et eller fl ere forskellige medicinpræparater for at kunne fungere. Nu er det imidlertid borgeren, som forstår, hvordan disse virker og i hvilket omfang, de er nødvendige. Tillid vises ikke lægerne ved at overdrage andre ansvaret for vores liv, men ved at få forståelse og indsigt i, hvordan deres vidunder piller virker.

Når mange vælger medicinen fra, er det jo nok fordi, den ikke virker så vidunderligt, som det antydes i medierne.

Det er meget sjældent, at medierne beskæftiger sig med, hvor mange bivirkninger, der er ved medicinen. Og hvordan medicinen ofte forhindrer menneskers naturlige følelser og lyster i at komme i funktion. Samt forhindrer folk i både at uddanne sig og arbejde, fordi medicinen simpelthen tager energien og initiativet fra folk.

Medicin bruges ofte ukritisk både af lægen og patienten i starten af et forløb, hvor folk kommer i krise over dagliglivets mange genvordigheder.

I stedet for allerede der at sætte ind med terapi og ændringer i den daglige livsførelse. Disse valg er betinget af såvel privatøkonomiske som statsfi nansielle interesser.

Og som regel fordi man ikke tænker langsigtede løsninger, men i første omgang sætter ind med de letteste og billigste løsninger. Vi må konstatere, at medicinen har så mange uønskede bivirkninger, at folk ofte lever op til 25 år kortere end gennemsnittet.

LAP har besluttet at gennemføre en kampagne i efteråret, hvor vi sætter hvide kors op ved psykiatriske afdelinger, for at symbolisere de mange medicinrelaterede dødsfald i psykiatrien.

En af de hindringer, som vi mener psykiatrien lægger for sig selv, er de mange skift af psykiater igennem et sygdomsforløb. Det handler om, at systemet simpelthen må fi nde en anden måde, at sikre ekspertisen gennem hele behandlingsforløbet.

Det er uansvarligt, når patienter som er bosiddende på et socialpsykiatrisk bo-tilbud oplever, at de gang på gang bliver indlagt, fordi den psykiater, der er tilknyttet bo-tilbuddet, ønsker en behandling eller et medicinskift, som kun kan gennemføres på en psykiatrisk afdeling. På den psykiatriske afdeling er der måske nok en større ekspertise, men deres vurdering bygger på en relativt kortvarig observation af patienten, og de vælger deres behandling helt uafhængigt af, hvad bo-tilbuddets psykiater vurderer. Hermed bliver der tale om to uafhængige og ukoordinerede behandlingsforløb.

Ekspertise i sig selv er nytteløs. Det er først, når eksperten har gjort sig den ulejlighed, at sætte sig ind i grundlaget for indlæggelse, at ekspertens viden virkelig får betydning for patientens helbred.

For den enkelte handler det om, at få afdækket de årsagskæder, som har betydning for forløbet. Ofte er det sådan, at en afdækning af årsagskæder blot giver som resultat, at et nyt sæt årsagskæder afdækkes, og disse igen giver et nyt resultat, som igen giver nogle nye årsagskæder.

På et tidspunkt vil man ofte vende tilbage til nogle årsagskæder, som ligner udgangspunktet. Den såkaldte ringteori. Og hermed har man fået afdækket kernen i problemet.

Det handler i virkeligheden ofte i psykiatrien om at bryde disse årsagskæder. Det gør man ved en indgående forståelse af dem. Helst også et indgående kendskab til, hvordan man bryder disse hos den enkelte.

Dette opnår eksperterne ikke på få dage på en hospitalsafdeling. Ofte afstedkommer deres behandlinger på et mangelfuldt grundlag, at behandlingen trækkes i langdrag. Man kan stille sig selv det spørgsmål, om det at lægernes forskning og efteruddannelse primært fi nansieres af medicinalindustrien, har som resultat at patienterne fastholdes i behandlingen. Dette er jo mest givtigt for medicinalindustrien.

I mange år har LAP og andre organisationer arbejdet for at påvirke behandlingspsykiatrien til at arbejde med andre metoder end de medicinske. For at øge interessen for disse, opfordrer vi nu pårørende og efterladte til at lægge sag an mod lægerne. Vi har p.t. et enkelt tilfælde, hvor de efterladte har fået politiets accept af, at anklage den behandlende læge for uagtsomt manddrab. I et andet tilfælde anklages lægerne for at være årsag til, at en patient er endt i medicinsk koma.

Det er vores ønske at få fl ere sager på bordet og ført til dom. Nu hvor vi i år fylder 10 år, må tiden være moden til dette. Det er faktisk vores jubilæumsnummer, du sidder med i hånden, og onsdag d. 16. september har beskæftigelsesminister Inger Støjberg givet tilsagn om at møde frem på sekretariatet og bistå os med både at indvie vores nye sekretariat og fejre vores 10 års jubilæum sammen med vores medlemmer og samarbejdsparter.