Redigeret af Inger-Liss Christoffersen

At vende tilbage - at vende stærkt tilbage

Fra kærlig familiefar til efterlyst og ”ekstremt farlig forbryder ” - bæltefikseret i en måned og indlagt på lukkede afdelinger…
Til dejlig kæreste der ind imellem har ”pip i låget”, et menneske med mod, mål og ikke mindst lyst - lyst til livet…

Det med at gøre sin allernærmeste familie fortræd, at skræmme dem dybt, at lade hele familiens og sit eget fundament af tryghed, vaner på godt og ondt slutte samlivet i sin familie med et grimt punktum, ændre sin selvopfattelse og sin identitet på et eneste øjeblik af vanvid. Dette blev Sørens historie, hans families historie - og til dels også min historie.

Søren var min barndoms legekammerat, ungdoms kærlighed og min ven. Vi oplevede mange udfordringer sammen - menneskeligt og følelsesmæssigt. Søren var maniodepressiv, det vidste ingen på det tidspunkt – heller ikke Søren selv. Vi vidste at ”Søren var Søren” på godt og ondt. Det ene øjeblik dyb, rolig, kærlig, nærværende, med mål og tro på livet. Næste øjeblik, følelsesmæssig utilnærmelig, vild, med selvtilliden helt i top - og mere til. Ikke bange for nogen eller noget, fyldt med energi og med på den værste. Ikke de store tanker om konsekvenser af egne handlinger - livet var her og nu! For derefter at svinge og falde ”ned i mørket” med dårligt humør, irritabilitet, ked af det, og med tanker om døden. Selvværdet var helt i bund, følelsen af ikke at du til noget, ikke kunne finde mening med noget som helst. Med alle mulige tanker kørende i konstant turbofart i sit hoved. Her var man enten helt nær som kæreste, familie og ven eller totalt skubbet væk - enten den der kunne trøste, opmuntre og være omsorgsgivende eller fuldstændig afvist både fysisk og psykisk.

I dag er Søren og jeg henholdsvis 46 og 47 år. Efter rigtig mange år med hvert sit familieliv og hver vores børn er vi igen kærester. Søren har for få år siden fået diagnosen bipolar affektiv lidelse. Igennem hele sit voksenliv har han været en dygtig og flittig håndværker, hvor en ugentlig arbejdstid på 60 - 70 timer, mere var reglen end undtagelsen. Han har tidligere været gift i over 20 år, har to skønne teenagere og levet et godt og ”almindeligt” familieliv med eget hus. Søren har et stort socialt netværk og altid været vennernes ven. Samtidig med dette har han ”kæmpet med sine indre dæmoner” men delvist bevaret facaden udad til.

For ca. fire år fik han en såkaldt stressrelateret depression. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange og fik mere og mere medicin, som han formentlig ikke kunne tåle. Blev efter eget ønske skilt, da han ikke magtede familielivet længere. Han følte sig så langt nede, at han intet længere havde at give af og var ude at tage ”favntag med døden”. Han følte sig overbevist om, at både hans børn og kone var langt bedre tjent uden ham, samt at han selv ”bare sku’ være i fred”, langt, langt fra krav og forventninger. Samtidig gjorde sygdommen, livssituationen og muligvis også medicinen, at han ændrede sind. Hans daværende kone følte sig indimellem utryg ved ham. Trods megen sorg fra alle sider blev det en skilsmisse i ”al fordragelighed”, hvor der var gensidig støtte og hjælp.

Søren fik det dårligere og dårligere psykisk med psykotiske og meget ubehagelige visuelle og auditive oplevelser. I sin ”syge tilstand” truer han desværre sin ekskone med en kniv. Efter episoden anmelder han sig selv og efter 2½ time får han besøg af politiet og bliver næste dag indlagt på den lukkede afdeling. Han kan ikke holde ud at være der, udtænker konstant planer om at komme ud derfra, hvilket også lykkes for ham. Denne flugt bliver betragtet som et forsøg på at komme i forbindelse med sin familie, hvilket det ikke var! Pludselig er Søren en farlig forbryder, efterlyst med stor mediedækning, og han bliver på meget dramatisk måde anholdt og igen indlagt på lukket afdeling. Her ligger han bæltefikseret i en måned, indtil der er plads på en mere sikret afdeling. Her opholder Søren sig i omkring ni måneder, hvorefter han får en behandlingsdom på ubestemt tid.

Det at havne i et helvede bæltefikseret på lukket psykiatrisk afdeling vil jeg, som selv arbejder i psykiatrien, postulere kunne have været undgået. Hvis man havde kendt Søren, hans sprog, ordvalg og kultur som håndværker med et arbejdsliv på byggepladser, var det formentlig aldrig nået dertil. Han kunne have været skånet for meget som patient og menneske. Rent samfundsmæssigt kunne der også have været sparet masser af ressourcer her. At true sin kone eller andre er på ingen måde i orden, hverken som syg eller rask; dette vil vi hverken negligere eller forsvare.

Jeg er Sørens kæreste og mor til to dejlige unge mennesker, har levet mit voksenliv på landet med bl.a. heste som den store interesse. Jeg er uddannet socialpædagog, har en Pd. fra Odense Pædagogiske Universitet og er ironisk nok selv ansat i det psykiatriske univers med mange års erfaring inden for psykiatrien. Min viden om den maniodepressive lidelse er ikke kommet os meget til gode i denne sammenhæng. Jeg mente at vide, hvad der var værd at vide omkring bipolar lidelse, men det var så godt som ubrugeligt i denne sammenhæng. Denne manglende viden, kunne nemt have kostet vores forhold. Det der i første omgang gav mening for os begge i forhold til hverdagen med at leve med ”maniodepressiv - nissen” som en skyggeven, det var Henrik Dahl og Camilla Emborgs bog, ”Idiot.” Ugebladet Femina bragte en artikel om deres liv og bogen, som virkelig gav os mening. At leve med ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” - den sad lige i mavekuglen. Søren var målløs efter at have læst de få sider, Femina bragte: ”Det er jo mig, de skriver om!”, var hans første kommentar. Søren er også en idiot, faktisk en kæmpe idiot nogle gange - det ved han alt om selv. Humør svingningerne er svære at rumme, men en del af den skyggeven, som følger med, kan i de værste perioder blive til en skyggetilværelse for Søren.

Jeg er ikke Sørens behandler, men hans kæreste og ven på godt og ondt, som i andre parforhold. Men selvfølgelig er vores forhold ikke altid som gennemsnittets. Det vil altid slide, når den ene part fejler noget, der griber grundlæggende ind i hverdagen, som med denne lidelse. Her er det åbenhed, fælles kærlighed, rummelighed og sygdomsforståelse der er altafgørende. Søren har de sidste ti måneder valgt at leve uden medicin, da rette præparat og dosis pt. ikke er fundet. Det er gået fantastisk godt. Vi er begge blevet betydeligt klogere på både sygdommen og hinanden gennem tiden sammen. Derfor fanger vi også stemninger og signaler hurtigere og handler på dem. Dette kan være stress symptomer, nedtrykthed eller hypomani. Det kan betyde, at Søren skal foretage sig noget, der kræver fysisk energi, eller modsat at ”rulle gardinerne ned”.

Som par er det af stor betydning at være åbne overfor hinanden og på de gode dage, gøre rigtig hyggelige ting for parforholdet. Er der mulighed, så skal der hygges og snakkes, andre dage kan være stille dage sammen eller hver for sig. Har Søren det skidt, er det mig, der skal være ovenpå følelsesmæssigt og være givende. Når han er ovenpå, giver han så meget igen. Det kan være kærlige ord, en god middag eller sjove indslag. Måske ville medicin give mere ro på - og dermed måske mere balance og tryghed - men omvendt klarer vi rigtig mange af hverdagens udfordringer på den måde. Der kommer skår og ridser i lakken, men med kærlighed, åbenhed og ærlighed kommer man langt. At leve med sin maniodepressive lidelse, vil mere eller mindre være medårsag til, at livet og hverdagen kan blive anderledes end for andre mennesker. Der kan være rigtig svære perioder med depressive fald, til maniske højder, hvor jordforbindelsen forsvinder helt eller delvist. For Søren er der flest dage, timer og minutter, hvor det hele kan svinge fra relativ nedtur og ingen evner til at rumme andre mennesker. For derefter at svinge til vrede eller hidsighed og så igen at opleve, at pendulet svinger til nærvær, dybe samtaler, indlevelse og til at være et omsorgsgivende menneske.

Meningen med denne artikel er: Dels at fortælle, at lige meget hvordan livet ser ud, hvor mørkt og pinefuldt det end måtte være, både for den sygdomsramte og den pårørende, så fat mod. Man kan leve et meget rigt, spændende og godt liv til trods for psykiske sygdomme. For Sørens vedkommende er det et år siden, han var virkelig langt nede, og selv bad om at blive indlagt. Han prøvede medicinændringer, elektrochok mm.

De sidste år har som nævnt været turbulente, men som Søren selv siger ”kunne jeg ændre på at have gjort min familie fortræd, ville jeg det, men de andre oplevelser ville jeg ikke ændre på. De har lært mig en masse, og været med til at gøre mig til det menneske, jeg er i dag”. Som pårørende kan jeg se, hvordan han trives og klarer udfordringerne med både humor og livskvalitet, og i den grad er kommet videre med sit liv. Håbet må man aldrig miste.

Pointen er at politikere, personale inden for psykiatrien og andre med kontakt til psykisk sårbare, samt deres pårørende, skal huske, at lige meget hvad der er sket, så er det et menneske, der gemmer sig inde bag facaden. Alle fortjener at blive behandlet med respekt, og ved at gøre det hjælper man et menneske videre med sit liv.

Som kæreste til Søren og den, der er tættest på, både i de gode og mindre gode stunder, ser jeg et menneske, der nok er præget af sit ” Dr. Jekyll og Mr. Hyde - sind”, men jeg ser også et menneske, der trods sit følsomme sind er meget stærk - ellers var han ikke nået til, hvor han er i dag. Faktisk vil jeg postulere, at mange psykisk sårbare mennesker med diverse diagnoser er meget stærke personligheder bag deres lidelse, meget mere end I/de selv er klar over.

”med dit mod - med din vilje
med dit hjerte - med din forstand
med et menneske der vil dig”
- bygger du bro til verden og livet -