I over 25 år har jeg drømt om djævelen. Nu tror jeg ikke på djævelen i kristen forstand, men drømmene har alligevel pint mig.

Jeg føler, at jeg længe har været i gang med en recoveryproces, men der har altid været noget, jeg veg tilbage fra at beskæftige mig med. Som om der var noget, jeg psykisk "vaskede udenom" - en dyb angst, som jeg ikke turde se i øjnene - "djævelen".

Og så har jeg konsekvent forsøgt at skubbe det fra mig - med en forfærdelig splittelse og uro i mit sind til følge.

Det viser sig, at det er dybe, "besværlige" følelser af had og begær efter en række personer. Ligesom kærligheden er personlig, er disse følelser det også.

Første skridt har været at indrømme over for mig selv, at jeg overhovedet havde disse følelser. Derefter er det som om, at sindet selv sætter navne på.

Det har været meget svært for mig at se dette i øjnene. Fordi hadet og begæret har været så dybt, at jeg følte, at det ville ødelægge mig, sprænge mig, hvis jeg lod det strømme. Så der har været en del angst forbundet med det. Men hadet og begæret sprænger ikke en, hvis man ser det i øjnene - man bliver tværtimod mere hel - og angsten forsvinder.

Det der kan ødelægge en, er hvis man forsøger at fortrænge disse dybe følelser, som alle mennesker vel kender til.

Selv om Freud ikke er meget populær mere, så vil jeg sige, at han var nu nok ikke så tosset endda.