Demo d. 1. juni 2012 på Rådhuspladsen i København
Som en opfølgning på landskampagnen mod dødsfald i psykiatrien i 2010, havde vi i landskampagnegruppen tænkt på denne demonstration, som noget der gerne skal blive til en årlig tilbagevendende markering og en synliggørelse af de mange dødsfald, som fortsat sker p.gr.a. psykofarmakas farlige bivirkninger.
Pauls initiativ under planlægningen og hans kontakter til mange af musikerne, som sagde ja til at deltage i demoen, har været en vigtig drivkraft for arbejdet. Og Karls altid tilstedeværende og tålmodige hjælp med referatskrivning, hans mangeårige erfaring, gode råd og overblik har betydet, at projektet kunne gennemføres. Men høringen på Christiansborg 8. maj gav os alle et ekstra ”kick”. Vi ville, at det skulle lykkes!
Musikeren Carsten Hentze indtog scenen på Rådhuspladsen kl 13.00 som den første. Han varmede bl.a. op med sangen ”Livet er så let, når man er i godt humør - man har glemt de tusind gange, man var bimlende skør”. Derefter kom LAP’s ”demonstrations musiker” Søren Ditlevsen og spillede og sang så dejligt og inspirende, inden de ca. 30 personer, som deltog i demonstrationsmarchen ankom ude fra medicinalfirmaet Lundbeck i Valby. Ind over rådhuspladsen fra Vesterbrogade kom den veloplagte flok af LAP tilhængere med de flotte blå/hvide kors-plakater og store flagrende LAP flag i den kraftige blæst, og flot så det ud!
Medicinalfirmaet Lundbeck, som primært producerer psykofarmaka, var kl. 12.00 da demonstrationen startede, blevet mødt med slagord som: ”Psykiatri for sjæl og krop – nej til pille-hjertestop!”, ”Lundbeck du er uansvarlig – medicinen den er farlig!”, ”Vi vil både ses og høres – følsomheden den skal røres!”, ”Medicinen sløver mange – den kan også gør’ dig bange!” og ” Depressioner og psykoser – der find´s masser diagnoser!”
Kl. 14.00 bød Jan fra landskampagnegruppen på LAP’s vegne velkommen og begrundede demoen, hvorefter SF’s psykiatriordfører Özlem Cekic holdt en tale, hvor hun bl.a. roste LAP for at have taget initiativ til afholdelse af høringen på Christiansborg d. 8. maj. Özlem understregede betydningen af, at vi fortsætter med at stille krav til politikerne om forbedringer i psykiatrien, og at vi sammen skærper kravene til den magtfulde medicinalindustri om at standse produktion af psykofarmaka med farlige bivirkninger. Forskning i psykofarmakas virkning og bivirkning skal desuden gøres uafhængig af medicinalindustrien, som tjener milliarder af kroner på et stigende medicinforbrug.
Olga Runciman læste herefter op på engelsk fra sin CD ”The voices of me”. Olga har forfattet den meget dramatiske og følelsesfulde tekst i vrede over de mange medicinrelaterede dødsfald og til minde om de mange, som døde pludseligt og uventet i psykiatrien. Historien fremstår meget autentisk, fordi Olga kendte den person, historien handler om, Julie som døde 34 år gammel i 2008. Olga havde lært Julie at kende i en stemmehører- netværksgruppe kort tid forinden. Psykiatriordfører Stine Brix fra Enhedslisten holdt en god tale til støtte for sagen og lovede i sit politiske arbejde i Folketinget at gøre, hvad hun kunne for at følge op på den alvorlige problemstilling.
14.45 gik det gamle 60’er band ”Burnin Red Ivanhoe” på scenen og gav den hele armen i en times tid med alle de kendte numre. Deres indledningsnummer kan godt lyde som et tog, synes jeg, der starter op til afgang fra perronen, meget appropos vores demo overskrift: ”Ja til liv og menneskeret”. Vi vil nemlig frem og høres ligesom musikken og toget, der kommer brusende derudaf! Skønt at se det liv, der er i de modne og dygtige musikere!
Magt og afmagt i psykiatrien.
Formanden for foreningen ”Død i psykiatrien”, Dorrit Cato Christensen fortalte kort om sin 32 årige datter Louises pludselige og uventede død i psykiatrien i 2005 og sluttede af med at nævne navnene på en række yngre mennesker, der ligsom Louise har mistet livet pludseligt og uventet p.gr.a. psykofarmaka. Dorrit har i øvrigt skrevet en bog, ”Kære Louise” om magt og afmagt i psykiatrien, hvor hun beskriver datterens behandlingsforløb over en årrække.
Gadepræsten Mia Rahr Jacobsen fra Trinitatis kirke forestod en kort mindhøjtidelighed, hvor hun tog udgangspunkt i biblens ord om kærlighed. Kærlighed til livet og imellem mennesker. Når vi møder den, så erfarer vi, at den kan bære og lette sorgen over at miste én, som man har kær. Derefter fortalte Mia om den svenske forfatter Astrid Lindgrens børnebog ”Mio min Mio” om drengen Busse, der befrier en ånd, som tager ham med til ”Landet i det fjerne”. Der får han at vide, at han er kongesøn, og Mio bliver bedste venner med drengen ”Jum-Jum”.
Han får en hest, ”Miramis” af sin far og er meget lykkelig. Men snart lærer Mio, at ikke alt i denne verden er vidunderligt. I nabolandet bor den onde Ridder Kato, som er en konstant trussel imod mennesker i området. Sammen med Jum-Jum og Miramis tager Mio afsted for at bekæmpe det onde. En farefuld færd hvor de to drenge og hesten udsættes for lidt af hvert.
Imens jeg hørte Mia fortælle, kunne jeg ikke lade være med at drage en parallel imellem den onde Ridder Kato og medicinalindustrien - og det diagnosetyrani, som behandlingspsykiatrien er så stærkt præget af.
”Mademoiselle Karen”, som synger mest på det franske sprog, fulgte efter mindehøjtideligheden og indledte med at udtrykke sit dybe savn af sin afdøde storesøster Julie. Hvis Julie ikke havde mistet livet p.gr.a. psykofarmaka, ville hun have været en elsket moster til Karens 1-årige datter. Karen sang og spillede sammen med Martin på akkordion og Hans på basguitar et nummer på dansk ”En dråbe”, derefter ”La vie et la mort” og til slut et tango nummer, ”Danse avec moi”. Dråberne faldt ind imellem fra himlen og mødtes med blæst og solstrejf.
Bandet ”Fri Galaxe” overtog scenen bl.a. med nummeret ”Soldans” i håb om, at solen for alvor ville skinne, hvad den da også kom til på et tidspunkt. Bandet spiller dejligt overbevisende og livsglad musik, også til lejligheden meget relevante og indholdsrige sangtekster.
Der kom for alvor gang i nogle af demonstranternes dansefødder på pladsen, og det hjalp til at holde varmen, at vi fik rystet kroppen godt igennem til den rytmiske musik. Musikernes gode humør og livsglæde rakte langt ud over scenekanten.
Recovery til hele mennesker
Ved 17 tiden var Jonas Sivesgaard fra foreningen Bedre Psykiatri Ungdom på scenen som taler. Han holdt en tale som rørte, idet han tog udgangspunkt i en fortælling om sin gode ven, som var endt med at begå selvmord 14 dage forinden. Vennen havde lidt af en svær depression og havde fået antidepressiv medicin. Jonas selv arbejder på ”Slotsvænget” i Lyngby, hvor man arbejder udfra RECOVERY teorien og dermed i høj grad beskæftiger sig med alt andet end medicinsk behandling. På Slotsvænget bestræber man sig på at møde og se det hele sociale menneske og ikke udelukkende det biologiske og diagnostiserede menneske, som oftest er tilfældet i behandlingspsykiatrien. Jonas understøtter psykiatribrugere i at komme videre i deres liv på en meningsfuld måde. Den tale lover godt for et nærmere samarbejde imellem LAP og Bedre Psykiatri Ungdom fremover!
Da musikgruppen ”Gøjserne” kom på scenen, havde vi atter stort behov for at røre os, og jeg skal love for, at der kom gang i den igen med fantastiske sangtekster om piller og lægen, der piller ved os m.m. Skøn musik at hoppe rundt til i regn og blæst. Sluttelig blev der antændt en kæmpe konfettikanon, som sendte masser af bittesmå glitrende papirstumper højt til vejrs over Rådhuspladsen. Festligt punktum for Gøjsernes optræden med krav fra publikum om ekstra nummer.
Vi drømmer…Vi drømmer om et sted…
Klokken 18.00, hvor vi skulle have sat punktum for demoen, manglede vi stadigvæk at høre Arne Würgler spille og synge, og heldigvis var lydmanden Kim så tålmodig med os, at vi fik forlænget vores scenetid. Arne Würgler lagde ud med Jesper Jensens dejlige tekst til sangen ”Drøm om et sted”, hvor omkvædet er: ”Vi drømmer, vi drømmer om et sted. Som er stort og smukt. Som bli´r blankt, når det bli´r brugt. Hvor enhver er fri fordi. Vi er sammen indeni.” Kan man ønske sig en mere meningsfuld tekst at afslutte et vellykket arrangement med? Arne Würglers dejlige stemme og skønne guitarspil rundede smukt af med et par af hans go’e og slagkraftige sange, før Karl til allersidst kom på scenen for at minde os om, hvorfor vi var mødt frem for at demonstrere, og hvor vigtigt det er, at vi fortsætter kampen for liv og menneskeret og kampen imod dødsfald i psykiatrien. Karl takkede alle de fremmødte på pladsen, talerne ved demoen og musikerne samt de aktive LAP arrangører og praktiske medhjælpere for en stor og frivillig indsats.
Personligt ønsker jeg at takke mine kammerater i landkampagnegruppen. Paul for et godt initiativ og et højt aktivitetsniveau, der sker altid noget hvor Paul er med! Karl for et godt fælles teamarbejde og hans fine pressemeddelelse. Uden Jans knokleri med at lave korsskilte sammen med Patricia og Ole; Patricias indkøb af div. udstyr + kaffebrygning og servering på Rådhuspladsen, Olgas, Henriks og Nils’ optimistiske hjælp og opmuntring i slutfasen samt ikke mindst Jans biltransportservice - ja da ville det ikke kunne have ladet sig gøre at få enderne til at mødes!