- et digt om at være til i psykiatrien. Som patient, der tålmodigt lytter på råd fra læger og sygeplejersker.

Psykologen ser på mig
Spørg’ nysgerrigt ind til min idé
”ville du gerne rejse i Indien
med rygsæk
og leve
som man lever der?”
Jeg svarer
mens jeg ser væk
ubetinget ja!
Psykologens latter
falder som sølvmønter
foran fontænen
hvorfra mine drømme
henter sin glæde
og inspiration
men jeg samler mønterne op
og betaler fornuften
for at følge mig forsigtigt
hjem

Sygeplejersken ser på mig
mens jeg tøvende fortæller
om en vision jeg har
at jeg mediterer
og lever i ashram
og måske uddanner mig
til clairvoyant
Sygeplejersken smiler
og lægger en hånd
på sit bryst
”vi tror at sekretær
eller gartner
kan give dig det
du behøver
for at leve trygt”

Psykiateren
stiller mine soldater op
smiler og peger
sergenterne ud
”her er din angst
og her er din uro
og her
er de ting
som aldrig blev til noget”
Jeg hejser stille sjælen
ud af min krop
lægger mit hovede
nænsomt
i skødet
på den talende fornuft
jeg ber’ om endnu en tablet

En pille
som kan
dæmpe stemmen
i mit sind
den råber
med hylende stemme
som en cyklon
af vildskab og ufornuft
en kæmpe
som pisker havet
med rasende fråde og dødsforagt

Jeg ved
at der skal mere til
end fem milligram
til at dæmpe dens brøl
men lægen er nådig
og giver rigeligt
så stormen bliver
en lun og stille vind
den smyger sig med venligtsindet
latter
og dens varme er både bitter og sød
men jeg kan ikke længere se
nogen forskel
på hvornår jeg lever
og hvornår
jeg er død