Kender du det? – At man står midt i noget – og så sker der noget helt uventet. Storm P. satte det på en fysisk formel: ’Når et legeme nedsænkes i vand – ringer telefonen. ’ Han sagde også: ’Det gik ikke som jeg havde ventet, men det havde jeg nu heller ikke ventet. ’
Beatlen John Lennon skrev det lidt anderledes: ‘Life is what happens while you´re busy making other plans. ’ Jeg tænkte på begrebet ’midt i noget’ forleden, da jeg så et postkort som reklamerede for en dokumentarfilm med titlen: ’Jeg hader ADHD’ med undertitlen: ’Børn i en diagnosetid.’ Hvad er vi midt i? Medierne skriver efterhånden meget om psykiske og psykiatriske spørgsmål. Det kan være om psykiatere, som skriver flere regninger ud til det offentlige, end de har adkomst til, eller om en bestemt psykiater, som gennem mange år har haft adskillige klager, dårlige patientforløb og især anklages for at være lidt for hurtig på aftrækkeren til at udstede selv temmeligt svære diagnoser. Han har fyldt meget. Der har tillige løbende været sager om forholdene på lukkede afdelinger og udstrakt brug af tvangsbehandlinger og fikseringer, som trods gyldne hensigter om det modsatte alligevel sker i stort omfang. Hele spektret og mediebilledet bliver fyldt med alt fra skrækhistorier til milde og livsbekræftende historier under julelampens skær. Der er jo det ved mediebilledet, at det skal udfyldes hver dag. Uanset om der er store, små, gode eller dårlige historier. Jeg ville ønske at vi i brugerbevægelsen kunne samle og støtte hinanden i være med til at skabe og skrive disse historier. Dermed kunne vi ændre og endda forbedre dækningen af hele psykiatriområdet.
Medierne har konstant brug for stof, historier, ’cases’, og som de legitime konsekvenseksperter burde brugerne være de første til at beskrive forholdene. Det kræver mod og handlekraft, men det burde bevægelsen snart være moden til. På filmområdet er der i øjeblikket en ny dansk film af instruktøren Søren Kragh- Jacobsen. - Ham med Mona, Mona, Mona - hvornår kommer den dag, hvor du vil ta´ min hånd - og vi kan stikke a’ – sammen. Søren K. J. er for mig indbegrebet af den følsomme mand, men ’Lossens time’ er en temmelig barsk historie. Lossens time er den 25. time i døgnet. Det er der, alt kan ske – og den smukkeste time af dem alle, for de der er følsomme nok til at opleve den. Søren Kragh-Jacobsen bliver også kaldt dansk films store humanist og betegner selv sin film som en alvorlig drillepind. Han har altid holdt af kinesiske æsker og spørger, hvorfor man ikke kan skrive manuskripter ligesådan. Han siger også, at han ikke vil sige ´sådan er psykiatrien´, men fortsætter alligevel ’selvom jeg egentlig tror det’. Men han vil ikke prædike.
Filmens kvindelige hovedroller spilles af Sofie Gråbøl som præsten Helen og Signe Engholm som psykologen Lisbeth. Drengen, eller den unge mand i filmen har oplevet lossens time og er indespærret på den lukkede psykiatriske anstalt Katrinebæk. Han har nemlig også slået et ældre ægtepar ihjel. Psykologen har givet ham en kat som en del af et adfærdseksperiment, men projektet er løbet af sporet. Drengen har forsøgt at tage sit eget liv, og da Gud og religiøsitet dominerer hans tanker bliver præsten bedt om hjælp. Det bliver nu et trekantsdrama, som handler om bevæggrundene for vores handlinger, store som små, og om en dreng for følsom til denne verden, der mødes med svigt og behandles med lukkede døre. Filmen har fået gode anmeldelser og mange stjerner. Det er en forbavsende udansk film fra en af de danskeste af alle danske instruktører. Selv har jeg nu altid haft et vådt øje og et blødt hjerte for Søren, Mona, Gummi Tarzan og drengene fra Skt. Petri, som viste mig og andre at: Du er ikke alene. Bøger har ofte beskæftiget sig med at være midt i noget. En af de klassiske var Benjamin Jakobsens: ’Midt i en klunketid’. Det skal understreges at der ikke umiddelbart er noget præpubertært mandehørmeri i titlen. Det handler om familien Jakobsens alt andet end kedelige borgerlige liv i 1890’ernes København i stilperioden historicismen. Mere populært kaldt for klunketiden, som dækker de sidste to tiår 1880 – 1900, hvor der hang klunker på alle møbler. En klunke er en kugle med en kvast. År senere udvidede senere undervisningsminister Bertel Haarder begrebet, da han skrev bogen ’Midt i en klynketid.’
En anden bog, som er min yndlingsmidtibog, Knud Sønderby´s: ’Midt i en jazztid.’ er en pragfuld skildring af tyvernes og tredivernes København. Om en ung jurastuderende fra arbejderklassen, som kommer ind i et overfladisk overklassemiljø. Han undrer sig og iagttager, men drages trods sin skepsis ind i societylivet med masser af fester, spiritus, skiferier - og jazz. Smuk bog som blev en mindst ligeså smuk sort/hvid-film, som jeg i øvrigt selv var med til optagelserne af i min grønne barndom. Man spåede, at de mange unge skuespillere i filmen ville blive den næste generation af store skuespillere, som ville stå fremmest, men det var som om, der hvilede en grum skæbne over holdet. Den eneste, som nåede frem til hovedrollerne, var Jesper Langberg. Hvis jeg skal være aktualitetsrelevant ville jeg kalde det en dansk ’Den store Gatsby’. Blot mere underfundig og underspillet. Ord man bestemt ikke kan sætte i forbindelse med den nye genfilmatisering med Leonardo DiCaprio. Også fjernsynet forsøger at være fremsynet med emnet ’mennesker med psykiske sygdomme’ og sendte den 1. juni en temalørdag under den flammende overskrift: SINDSSYG. Som de selv skriver på plakaten, er det: ’Historien hvor syv modige danskere, åbent fortæller om kampen mod indre dæmoner, mystiske stemmer og psykoser som psykisk syg. Historien om skam, frygt og selvmordstanker. Men frem for alt historien om mennesker, for hvem det lykkedes at komme tilbage til livet efter svær sindssygdom. Det lyder dragende som dramaserie i 34 afsnit, som vil holde familien Danmark fanget i sofaen de lange vinteraftener. Men trods dramaturgien er det – foreløbig – kun en temalørdag. Jeg har før beskrevet, at al underholdning arbejder med begrebet fascination – herunder også nyheds- og dokumentarudsendelser. Baseret på to fascinationsmomenter: ’Bare det var mig!’ og ’Godt det ikke er mig!’ For en enkelt gangs skyld er vores målgruppe måske privilegeret! Måske ligger der en ekstra bonus i, at begge ingredienser bliver opfyldt samtidigt.
Tilbage til diagnosetiden:
ADHD er en af de tidstypiske diagnoser, og jeg hørte forleden, at forbruget af ADHD-medicin de senere år er steget med 14.000%. Det har naturligt nok skabt debat. Mere debat skaber nok den nye amerikanske diagnosemanual Diagnostic and Statistical Manual (DSM), som udkom i slutningen af maj. Den er amerikansk udarbejdet, men danner grundlag for den psykiatriske del af WHO´s klassifikation, som også bruges i Danmark. Udgivelsen giver ny næring til krigen mellem psykologer og psykiatere om det videnskabelige grundlag for at diagnosticere psykiske sygdomme. Krigens navn kan sammenfattes til et ord: Overdiagnosticering! Især fordi et stigende antal diagnoser vil medvirke til at gøre endnu flere mennesker syge og medicinkrævende. Asperger vil dog forsvinde og indgå i en bredere benævnelse. Til gengæld ventes nye som ’generthed hos børn’, ’sorg over dødsfald, der fører til depression’, ’internetafhængighed’ og spiseforstyrrelsen ’grovæderi’ (Binge Eating Disorder).
Til sidst tilbage til ånds- og beværtningslivet:
Nærmere betegnet årets Cirkusrevy! Hvis du ikke har tænkt på at bevæge dig ud i den grønne skov og Dyrehavsbakken, er her til slut et par pointer, så sparer du også nogle hundrede kroner, selvom der sikkert er udsolgt! Makronbunden i enhver revy er satire og at være i opposition til de til enhver tid siddende magthavere. Således også i år, så spørgsmålet i en sketch lyder: Hvad er forskellen på finansminister Bjarne Corydons slips og en hestehale?
Hestehalen dækker hele røvhullet. Omkvædet i en satire om DSB lyder: Det er et skidt tog, men det er DIT tog! Og om den nye offentlighedslov: Vi vil ha´ offentlighed i det offentlige! Om det sidste er morsomt eller tragikomisk – er endnu et godt spørgsmål. Landsmødet i Svendborg bliver behandlet andetsteds i bladet, så der er lige plads til årets jubilæum! Filosoffen Søren Kierkegaard blev i maj 200 år. Hvilket i sig selv er en præstation, da han døde allerede som 42-årig. Han blev dog ikke fejret som sin samtidige H. C. Andersen. Men mindet bliver han dog, eksempelvis da den amerikanske fastfoodkæde McDonalds tidligere i år åbnede en Burgerrestaurant i hans fødehjem. Det ligger på Kongens Nytorv, hvor han også skrev et af sine hovedværker: Enten eller. Spisestedet har endda hele to mindevægge – dels for Søren og dels for H. C. Andersen, som sandelig også har boet på stedet. Apropos madkultur og H. C. Andersen ditto en sidste serviceoplysning: H. C. Andersens yndlingsspise var skidne æg. Således opmuntrede, kan jeg kun ønske alle en god, varm, afslappende, rehabiliterende og gevaldig glædelig sommer! Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi.
Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!
Kærligst Michael
