Distriktspsykiatriens sygeplejerske er lige kommet. Jeg passer min lillesøsters hund, mens hun er ude på et ærinde, og den suser rundt i lejligheden.

”Hej” siger jeg, da sygeplejersken kommer ind i lejligheden. ”Sæt dig ned og tag en kop kaffe. Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om.” Sygeplejersken sætter sig. Jeg sidder overfor hende i den røde lænestol, jeg engang købte på Sct. Hans torv for en halvtredser.  ”Jeg brugte sytten år på et forhold, hvor jeg hverken var glad eller tilfreds. Min kæreste drak tæt og havde et kæmpe forbrug af beroligende midler. Jeg har aldrig brugt nogle af delene. Jeg drømte så tit om at komme væk. Ud af forholdet. Du ved det jo? Jeg prøvede at snakke om det mange gange.

Hvorfor var det så svært?”
Sygeplejersken peger på hunden.
”Den er sød. Hvis hund er det?”
”Lone! Fokusér! Kan vi ikke lige snakke om det her?”

Sygeplejersken ser på mig.
”Jeg er ikke uddannet til sådan noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.”

Lone var ærlig. Det var sådan set både godt og skidt, for jeg kunne ikke bede om en anden sygeplejerske fra distriktspsykiatrien. Man får den sygeplejerske, man får. Det samme gælder den psykiater, man bliver tildelt. Det har ikke den store betydning, hvordan man oplever sit forhold til psykiateren, eller det andet personale i øvrigt.

Der er en underlighed i det. Man behandler følelseslivet. Det mentale. Det psykiske. Oplevelser og indtryk.

Men patientens indtryk er ikke vigtigt. Det eneste vigtige, der kommer ud af patientens mund, er forholdet mellem ordene.

”Er logikken sammenhængende? Lyder det rimeligt, hvad patienten fortæller? Hvordan er patientens selvopfattelse?”

Det er svært at forstå, at det tog mig mange år, inden jeg nåede frem til en rimelig konklusion. Men psykiatrien behandler sygdomme og deres symptomer, og den gør det med medicin. Hvis man tror, at psykiatrien styrker ens svage sider, ligesom en fysioterapeut styrker det svage ben, så tager man fejl.

Jeg spurgte engang min psykiater, om hun havde et indtryk af mine stærke sider. ”Nej” var hendes smilende svar.

Jeg tror ikke, at jeg kunne have bedt om et bedre svar i forhold til at forstå psykiatrien. Hendes svar om min person, tog jeg ad notam. Det gjorde hverken fra eller til. Jeg skulle ud på en rejse og finde mig selv, efter næsten 25 år i et system, jeg havde troet på, alt for længe. Måske skulle min søgen i virkeligheden forsøge at afdække, hvorfor jeg troede på det.

Jeg havde prøvet så meget. Det eneste, jeg ikke havde prøvet, var at blive mødt på mine vilkår. Jeg havde ikke prøvet at blive taget imod og behandlet med et ægte indblik i det menneske, jeg er, eller var, alt efter temperament. I virkeligheden var det her, min misforståelse opstod. Jeg troede, at de ville prøve at ”se” mig, men de ville kun behandle mine symptomer.

Ikke på min banehalvdel, men på deres. Ikke med forståelse for min specielle personlighed, men i en forståelse for, hvordan de selv oplevede de besværligheder, jeg gik igennem.

Psykiatri kræver empati, indlevelse og respekt. Psykiatri er ikke at handle hen over hovedet på den ulykkelige og gøre, hvad psykiatrien mener, er det rigtige.

Men læger er læger, og ”vi alene vide” har altid været de stærkes ret……