Inden for vores gode forening har vi mange arbejdsgrupper. En af dem er livsglædegruppen, der for nylig var på besøg i Århus, også kaldet smilets by.

Først besøgte vi Mediehus Århus, hvor LAP´s radioudsendelser bliver lavet. Lederen af radioen, Søren Johanson, fortalte om stedet samt viste os rundt. Det ligger dejligt tæt på stationen, så der er gode muligheder for at LAP-medlemmerne kan komme dertil og lave LAPradioudsendelser. Nu til dags er det ikke en båndoptager, man optager på, men en lille digital optager. Nede i studiet spiller man det hele over på en computer, derefter kommer der en masse grafer på skærmen, og det er dem, man "klipper" i ved hjælp af musen på computeren.

Efter rundvisningen fik vi kaffe samt mulighed for at fortælle lidt om LAP. Søren mente, at LAP er en alt for usynlig forening, som man slet ikke ser i gadebilledet, i modsætning til Gallo, som er beskrevet andet sted i bladet. Den er totalt usynlig, den gode LAP-forening. Det er kun, fordi der laves radioudsendelser dernede, at han kender den. Det sagde han som en slags evaluering/opfordring, til at de lokale LAP´er skulle være mere synlige eller aktive.

Derefter gik turen til Den Gamle By, som altid er et sikkert hit. Der er rigtig meget at se på. Nu er selv 70’erne, blevet "gamle", så der er nu butikker, som man kender fra ens barndom. Da vi skulle gå derfra, gik vi igennem Botanisk Have, en flot have der er ved at få opført et nyt væksthus. Både haven og væksthuset må vi se næste gang, vi besøger smilets by.