Når man træder ind ad døren på et akuttilbud for os psykisk syge, kan man normalt mærke, hvordan stedet er. Nogle steder - alt for mange - føles stemningen så dårlig, at det bare er med at komme ud ad døren i en fart. Andre steder - alt for få - er stemninger så god, at man glæder sig til at være der. Akuttilbuddet i Lyngby-Tårbæk kommune, kaldet Slotsvænget, er et af de gode steder, hvor man bliver budt velkommen på en måde, der får én til at føle sig som et menneske og ikke som en sag. Akutstedet er oprettet under Satspuljeordningen - altså betalt af den ekstra skat, der er pålagt arbejdsløse og pensionister af enhver slags. Derfor er det ekstra rart, at pengene for en gangs skyld bliver brugt til nytte for psykisk syge. Ideen bag akuttilbuddet er, at når man henvender sig der, bliver der i samarbejde med en medarbejder udarbejdet en kriseplan, hvor man sammen undersøger, situationen og formulerer nogle mål for, hvordan man ønsker, det skal se ud om 5 dage!

Fem punkter er centrale for det videre forløb:

  1. Personens kapacitet til at passe sig selv og her handler det om: At havde en bolig, at få mad og drikke dagligt, at få søvn nok og så videre.
  2. Personens omgangskreds - er der andre, der kan hjælpe, og er man afhængig af hjælp fra andre.
  3. Hvordan giver man udtryk for sine følelser - er det gennem vrede, sorg, tristhed, at være ked af det, og hvad gør disse følelser ved én?
  4. Hvordan forstår man sig selv og sin situation? Hvorfor er man blevet psykisk syg, hvilken indflydelse har man selv, og hvordan er andres indvirkning på sygdommen?
  5. Oplever man selv, at man kan tage ansvar for sin situation og kan handle ud fra det.


Kravet til personen er så, at man selv skal vurdere, hvor man synes man står i forhold til de fem ovennævnte punkter. Man skal derefter selv fremkomme med nogle mål for, hvordan man ønsker, at ens situation skal se ud om fem dage.

Det kan dreje sig om mad, søvn - altså helt basale ting, der skal være i orden, før man kan komme videre med sit liv. Slotsvænget hjælper med kontakten til myndigheder om f.eks. en bolig. Netop det med boligen, er noget af det vigtigste for en psykisk syg, men det er desværre også der medarbejderne på akutstederne har de største problemer med at hjælpe.

Mange psykisk syge har opholdt sig i forskellige kommuner, og disse kommuner forsøger at tørre problemerne af på hinanden, uden tanke for personens liv og muligheder. Akuttilbuddet her har fungeret på den måde, at alle, uanset hvor de opholdt sig i landet, kunne henvende sig. Men efter at de har hjulpet folk uden for Lyngby-Tårbæk Kommune med at få bolig i deres rette hjemkommune, er det nu blevet indskærpet fra ministeriet, at det må de ikke længere. Ak ja!

Slotsvænget har også fået fin kontakt til forskellige uddannelsesinstanser for at fortælle om stedet, hvordan tilbuddet er, og at det ikke er skamfuldt at have en psykisk sygdom, men en skam, ikke at gøre noget ved det. Dog med en enkelt undtagelse; rektoren på DTU, som ikke mener, at der blandt de 7.500 studerende findes nogle, der har psykiske problemer, ligesom der heller ikke er det blandt de ansatte. Da omkring ca.10 % af befolkningen har en eller anden form for psykisk sygdom - alene 462.000 er på ”lykkepiller” - viser det, at det er en person, der er ude af trit med virkeligheden. Eller er rektoren en af de alt for mange, der ikke anerkender, at de har en psykisk sygdom og derfor benægter, at de findes? Hvem ved!

Man må ønske Slotsvænget god vind fremover og udtrykke håbet om, at de fortsætter deres gode arbejde - med de psykisk syge i højsædet.

Dog skal der lyde et hjertesuk:

Køb dog nogle bøtter maling og mal sammen med alle dem, der kommer på stedet - dyr, planter eller hvad der er stemning for. Lange ensartede malede gange, giver et for stort institutionspræg - og det er der mange af os, der just ikke nærer kærlige tanker om. Vær så venlig, Tak.

Akuttilbuddet i Lyngby-Tårbæk kommune
Slotvænget 23a
Tlf.: 30542557

Henvend jer der, hvis I har behov - også bare for at snakke med andre!