Lidt om en uforglemmelig sommer
Vi lever i sandhed i omskiftelige tider
Hvad er der ikke blot sket siden sidst?
I Norge gik en højreekstremist amok og bombede og myrdede løs – og begrundede det bagefter i et 1500 sider langt skrift, som en heltegerning fra en korsridder for at frelse Norge. Bedst som vi troede og blev forsikret om, at nu begyndte det endelig at gå godt med økonomien og vi alle var godt på vej ud af krisen - kom der en ny krise. Vejret har heller ikke været for godt. Det regnede i mere end spandevis og forårsagede oversvømmelser overalt i Danmark, i huse, i kældre, på små og store veje og alt, der stod under vandhøjde… En stor komiker blev endelig mindet på film – og en anden stor komiker blev mindet for sin ikke uventede, men dog alt for tidlige død. Og endelig kom den længe ventede udskrivelse af folketingsvalg til torsdag den 15. september 2011. Jeg har sikkert glemt flere begivenheder, men som det engang hed: nok er nok! Det har været en uforglemmelig, men måske mindre minderig sommer.
Vort broderland Norge oplevede en landesorg som også spredte sig til Danmark
Jeg tror, de fleste af os blev berørte af den. Den ekstraordinære og tragiske begivenhed i Norge var så stor, at den danske statsminister Lars Løkke brugte et gammelt og sjældent brugt ord. Et ord som engang var et stolt ord, men man var fristet til, at tro at det var på vej ud af Nudansk Ordbog. Ordet: solidaritet. Ellers manglede vi i Danmark måske den ro og næsten ophøjethed, som de naturligvis mere berørte nordmænd havde. Vi brugte det til endnu en anledning til at skændes og mundhugges i stedet for måske at tænke dybere og bruge afstanden til at tænke efter, om vi selv gør, hvad vi kan for at få et menneskeligt klima, som minimerer sådanne trusler. Efter de to tårne blev ramt i New York den 11. september 2001, har vi selv i Danmark oprustet temmelig meget med overvågning, aflytning, registrering, hårdere og længere straffe og fængselsdomme og andre såkaldte tiltag, som måske ikke har med 11/9 at gøre, som nedsættelse af den kriminelle lavalder og tvangstilbageholdelse for tvangsmedicinering af psykisk syge. Der er også andre tegn på overdreven tvang i psykiatrien, trods løfter om det modsatte. Den norske statsminister valgte at samle Norge og ikke bruge den ulykkelige lejlighed til nye indskrænkninger, et hårdere klima og mere usikker sikkerhed. Tværtimod var hans svar i stedet mere og bedre demokrati. I en af hans mange taler siger han også: ”Når et menneske kan rumme så meget had. Hvor meget kærlighed kan man så ikke rumme?” Mange nordmænd oplevede, at den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.
Flere nærmere vores midte er også gået bort
Som nævnt i sidste krog er der en overdødelighed i den verden, LAP og LAP-bladet koncentrerer sig om – mennesker med psykisk sygdom og sårbarhed. Siden sidst er en af stifterne af LAP også død alt for tidligt. Mårten Breum var en god ven og i øvrigt min næsten absolutte modsætning. Han var grundlæggende en ægte socialist med ølmave og røde seler. – Og jeg kom fra Gentofte, og dermed var det sagt. Mårten var første redaktør af dette blad og i flere år medlem af Landsledelsen af LAP. Han var også en tid rejsekonsulent og i det hele taget en mand med store armbevægelser og mange store tanker. Han fik mig tilbage i arbejdet for LAP efter en selvvalgt periode ude. Han ville revitalisere LAP og gøre det mere udadvendt og slagkraftigt, samtidig med at arbejdsklimaet og arbejdsglæden skulle styrkes for at fastholde og få fat i flere hårdtarbejdende ildsjæle. Den var jeg helt med på. Vi var som nævnt måske hinandens modsætninger på flere områder, men vi arbejdede godt sammen på grund af en stor gensidig, faglig og personlig respekt. Der er mange uenigheder, meningsforskelle og andre forskelle i dagens Danmark – og i LAP. Men man kan komme langt med respekt for hinanden.
Demokrati er trods alt også, som beskrevet i et Gruk af Kumbel, at kæmpe for sin modstanders ret til at kæmpe for den modsatte mening. Der er et andet gammelt ord, som siger, at der aldrig bliver revolution i Danmark – på grund af vejret. Det bygger på en hel del national selvironi. Men hvis det dårlige vejr skulle være udslagsgivende for dansk politik, er der da endnu en god grund til, at vi skal være glade for demokratiet. Hvad kunne ikke den voldsomme mængde regn, vi har modtaget det sidste år munde ud i? Nogle ville, som jeg, måske hælde til den opfattelse, at det ikke blot er skybrud, men syndflod…
Der er en del, som er af den opfattelse at politikere generelt lider af det såkaldte IKEA-syndrom.IKEAsyndromet skal helst udtales mundtligt og med lukkede øjne: Låger og skuffer… Jeg véd dog ikke, om politikerne også har det som forfatteren Suzanne Brøgger: De vil gerne tages på alt – undtagen på ordet… Hvis vi nu alligevel tager dem på ordet, skulle der trods tidernes ugunst være i alt fald økonomiske forbedringer på vej på psykiatriens område. Jeg er dog også godt klar over, at mange gange kan penge ødelægge en hel del - og i øvrigt mangelen på penge resten. Men ikke desto mindre står det til troende at blå blok – og især de konservative og Dansk Folkeparti lover at opfylde et gammelt ønske om, så at sige sætte psykiatrien på finansloven. Indtil nu har især nye initiativer været stedmoderligt henvist til satspuljen. Satspuljen svinger fra år til år og består af de penge, mennesker med overførselsindkomster skulle have haft, hvis de havde fulgt de øvrige lønindkomster. I år var der godt 300 millioner og næste år bliver det til godt 1 milliard kroner. Rød blok med Socialdemokraterne og SF lover til gengæld at øge pengene på psykiatriområdet med 2 milliarder kroner. 1 milliard for det efterslæb de fleste er enige om psykiatrien har haft i forhold til de øvrige hospitals- og behandlingsudgifter. Og 1 milliard oveni for at give kvaliteten i psykiatrien et reelt løft. Apropos penge, så er det ingen stor nyhed, at valgkampen i år vil blive den dyreste nogensinde. Det er ligesom julehandlen – det kan kun gå én vej. Man kan vist ellers kun forudsige én ting med sikkerhed om valgkampen, med en omskrivning af Storm P´s ord om livet: Valgkampen bliver som en barneskjorte – kort og beskidt…
Valgkampen bliver i år nok også den mest mediedækkede og aktive nogensinde. Alle medier sætter alle sejl til og journalister på opgaven. DR-Update og TV2- News sender live det meste af dagen og natten med. Man skal nok passe på forstoppelse. Men den omfattende dækning kan også bruges konstruktivt. Derfor vil jeg gerne opfordre alle LAP´s medlemmer, læsere og støtter i øvrigt til at stille spørgsmål til de fremtidige politikere om dagens og morgendagens psykiatri! De mange valgmøder og spørgerunder er en enestående lejlighed til at sætte forbedringer af psykiatrien på dagsordenen, hvor den hører hjemme. Medier og politikere går meget efter, hvad der er synligt og hvad der tales om. Derfor er det vigtigt, at psykiatrien ikke bliver glemt, men at politikerne fastholdes i hensigter, drømme og løfter. Det er der ingen bedre til at forsøge end dig! Endnu en gang må du være den forskel, du ønsker at se i verden…
Valget bliver nu til noget. Seneste mulighed var ifølge grundloven den 13. november. Det var komikeren Jesper Kleins fødselsdag og den dag ville han være fyldt 67 år. Han havde engang Kleins Komiske Laboratorium på den tid, hvor Irma havde Steins Kemiske Laboratorium. Jesper Klein havde nogle mindre lykkelige år til sidst. Han var en skygge af sig selv, fordi han havde mistet sit livs Lykke. Mit livs Lykke var også titlen på en bog, som udkom om ham for et par år siden og navnet på hans afdøde hustru. Han var også ked af et begreb han hadede – tidsånden. Især tidsånden de seneste 10 år. Han var stolt over at være pladderhumanist. Han fortalte om en oplevelse, han fandt, var symptomatisk og sigende for tiden. Det var i den gamle TV-by i Gladsaxe, hvor der i forhallen stod et skilt. På det gamle skilt stod altid de navne, der havde fødselsdag den dag. Det skilt var en dag skiftet ud med et nyt skilt med teksten: Legitimationskort SKAL bæres synligt! Som en anden komiker ville have sagt: Det siger ret meget om situationen. Nu siger Jesper Klein ikke noget mere, men minderne er gode, og dem har vi da lov at have… En af hans samtidige i samme branche, som har været omtalt flere gange her på krogen, døde for godt 30 år siden, men har endelig fået sin film – og sikke en film! Filmen Dirch har lige haft premiere og fået det, der i fagsproget hedder blandede anmeldelser. Jeg er nu ikke så meget i tvivl. Filmen går tæt, men alligevel ikke for tæt på mennesket Dirch Passer. Jeg synes filmen er rædselsvækkende rystende god… Den viser et både sminket og usminket billede af et menneske, der hele tiden og hele livet kæmper med sig selv. Et dilemma dette blads læsere sikkert kender mere end andre… Smukkest og ærligst er billedet, når det store hvide lærred helt udfyldes af Nikolaj Lie Kaas´ ansigt, så tæt på at enhver skægstub og porre kan ses. Filmen er ikke alene sjov. Den er også morsom. Samtidig med at den er en tragedie…
Selvom filmen Dirch ikke ubetinget er en anmeldersucces, tegner det tværtimod til, at den bliver en publikumssucces. Den vigtige åbningsweekend var en af de største i dansk film. Jeg mindes en af DP´s arbejdsgivere, tidligere teaterdirektør Klaus Paghs bøffer: ”Forestillingen var en fiasko. Det var kun publikum, der kunne li´ den.” Jeg har som før fortalt i min grønne ungdom interviewet Dirch Passer og Jesper Klein i deres hjem og siden fulgt og kendt dem. De var samtidige og de største, men alligevel fjerne fra hinanden. Jeg kan huske, at jeg engang spurgte Jesper Klein ude i hans Pippi Langstrømpe-villa på Amager om, hvad han syntes om Dirch. Han svarede med det samme, at han ikke gav en skid for det afsindige lort de lavede inde på Tivoli-revyen… I forskellighed var Jesper Klein især meget på fjernsyn og radio og meget satirisk og politisk, hvad Dirch Passer slet ikke brød sig om. Han ville heller ikke parodiere, for ikke at såre. Jesper Klein havde ikke noget imod at såre, hvis det ramte satirisk og politisk. Til gengæld var de uden for rampelyset fælles om at være meget beskedne, ydmyge og næsten sky mennesker. De var også begge privat meget konfliktsky…
Denne septemberklummes overskrift er hentet fra arkitekten og forfatteren Poul Henningsens vise: I dit korte liv. Jeg vil slutte med flere ord derfra: Tilgiv jeg si´r et alvorligt ord. Det er klogt at I forstår det straks. Bare en hyldest til denne jord. For vi har jo kun den samme slags. Mennesket har nu hadet mer´ end nok. Vi kan kun besvare med at elske”. Tro på dig selv. Forsøg at tro på fremtiden. Tro på drømmen.
Gør dit bidrag – stort eller mindre – til en bedre verden
Stem den 15. september og stem på den, du tror og håber på! God valgkamp! – og med ordene fra en gammel tv-komiker fra det britiske imperium, Dave Allen. Han manglede en finger, men ikke humor: May your gods be with you! Må dine guder være med dig – sammen med din folketingskandidat!
Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi...
Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!
Kærligst Michael