Umiddelbart kan spørgsmålet se mærkeligt ud. Alle ved da, hvad psykiatri er for noget. Ja gør de nu også det? Er det ikke nærmere sådan, at de tror de ved, hvad de tror det er for noget. For nogle er det en sygdom i sindet, (at vi så ikke rigtigt ved hvad sindet er, ser ikke ud til at forstyrre) en art fejlfunktion, som ingen rigtigt kan forklare.

For andre er det noget der er betinget af genetiske disponeringer, som giver abnormer. (Abnormer er noget der afviger fra normalen. Normalen er en fleksibel måleenhed, der i høj grad baser sig på en evidens registrant. Derom senere.) For andre igen er det en ubalance i det psykiske, som kan rebalancere sig via div. terapeutiske tiltag, f.eks. rehabiliteringsspil eller recovery.

Alene de tre nævnte indsynsvinkler giver en ide om, hvor svært det egentlig er at tale om en psykiatri i den almene brug af ordet. Det, man skal være opmærksom på, er den eftersatte stavelse ”iatri”, som betyder helbrede eller lægekunst. (-iatri, (lat. -iatria, gr. iatreia helbredelse), lægekunst). Det er der begrebet skiller sig fra Psykologien som betyder læren om psyken. Når man så samtidigt ser på ordet/begrebet psyke = sind = sjæl. Alt efter hvilken vinkel man bruger, så er vi faktisk ret så meget på ”herrens mark”, som man siger.

Derudover forvirres billedet af begrebets modsætnings placering til begrebet psykologi (logi = læren om), for på en måde er de to nok mere i slægt end i modsætning til hinanden. Alene det, at de har fælles diagnose-registrant, siger en del om slægtskabet.

En diagnose-registrant, der baserer sig på hyppigheden af tilsyneladende ensartede iagttagelser. Når jeg skriver tilsyneladende ensartede, så kommer det sig af, at der faktisk ikke forekommer en 100 % ensartethed, men der forekommer hændelser, der er næsten 100 % ens.

(Der findes i flere kulturkredse et ordsprog, der lyder: ”du kan ikke stikke foden i den samme flod to gange”.) Om dette så er nok til altid at give dem lighedsvaleur er lidt en anden diskussion. Derfor finder jeg det grundlæggende problematisk, at man ophøjer en evidens-registrant til bevis, idet en statistik aldrig kan gøre det ud for et bevis, videnskabsetisk set.

At komme rundt om selve tolkningen af begrebet psyke/sind/ sjæl vil sikkert blive for langt for en refleksion som denne. Min reol rummer for tiden kun omkring ca. 4000 sider om det tema.

Men netop de mange tolkninger eller tolkningsforsøg omkring begrebet psyke/sind/sjæl, der findes i såvel religionerne som filosofien, gør det problematisk, at vi ligesom, når det drejer sig om begrebet psykiatri, går ud fra en norm. Faren ved denne metode ser vi tydeligt i følgende udsagn omkring den eksplosive udvikling i mængden af diagnoser. ”De mange diagnose betegnelser er et udtryk for en dybere nuancering af problematikkerne i sindet”.

På den ene side, kan dette ses positivt, men på den anden side er det dybt problematisk, at det menneskelige følelsesliv stille og roligt i en glidende strøm gøres sygeligt. Det er som om vores verden (den efter vestlige normer styrede) ikke har plads til mangfoldighed og variation. Dens fiksering på produktions stabilitet sidestiller mennesket med andre mekaniske apparaturer, og dermed fjerner den selv det, den råber på. Innovation og fantasi.

For kort tid siden hørte jeg en forelæsning omkring børn og skizofreni. Hovedkonklusionen var nærmest, at man ikke tidligt nok kunne få scannet børnene for tegn på dette. Og nogle af de kriterier, man brugte som udgangspunkt for dette scanningsbehov, var det som for år tilbage ville være set som udslag af den der, for forældrene, så irriterende fantasi. Får her lyst til at citere nu afdøde rektor ved Kbh.’s universitet Mogens Fogs åbningstale ved børnepædagogernes årsmøde omkring 1971.

”Kære Tilhørere! Ved denne lejlighed har jeg valgt at tale om begrebet fantasi, dette flygtige livsvigtige element i livet. I vuggestue-alderen spejder vi efter tegn på denne fantasi, I børnehaven understøtter vi fantasien på alle måder for at få den til at gro og blomstre.

I folkeskolen tåler vi den som et, noget beklageligt, forstyrrende element. I gymnasiet forsøger vi at bortradere den, helst totalt. Men når den stakkels menneskespire så har nået den rød-hvide hue, så undrer vi os over, hvor fantasien blev af.” Se det var den gang, gad godt vide hvordan den tale havde lydt i dag. I forrige nummer af LAP bladet findes det prosadigt, jeg læste op på Psykiatrifondens åbning af skizofrenikampagnen. Det udtrykker lignende tanker som denne artikel, nemlig: Hvor er respekten for den menneskelige variabel blevet af? Jeg synes, det er problematisk at tale om sygdom i en nærmest somatisk forståelsesramme, når vi taler om sindet/ psyken. Og det gør jeg af flere årsager. Begrebet syg kræver sin modsætning rask for at have en forståelsesramme. Det kan man opnå i somatiken, men ikke i psykiatrien.

Det var så noget af et postulat, hører jeg i mine øresnegle. Ja det er det, men så længe vi ikke har andet og mere end usikre evidens registranter som forklaringsmodel for det ”syge sind”, så længe forekommer det hasarderet at turde skelne mellem, hvad der er hvad. Også fordi registranterne jo i høj grad baserer sig på såkaldte normforventnings forskelle.

Hvad der mangler er en kombineret forskning i årsagskæderne bagved, at nogle mennesker udviser større følsomhed (overfølsomhed?) end andre.

Og med kombineret mener jeg en tværfaglig brug af div. systemer og retninger. Scanninger er et godt redskab men ikke en løsning.

Genforskningen er et redskab, som skal bruges med stor omtanke, for et er at finde en eller en anden kromosom variabel, og finde den fordi man søgte efter den, og i denne søgen allerede havde sat det mulige fund ind i sin forståelsesramme, men ikke ser efter om der er andre forståelses muligheder. Citat fra bogen om Einstein-Rosen broen af Johannes von Buttlar: ”Enhver forsker vil altid finde den ”sandhed” han søger, fordi han i sin udvælgelse af forskningsgivne svar vil fravælge dem, der ikke pr. intuition passer ind i hans målsætning for den indledte forskning.”

Skal man en dag nå ind til noget, der kunne tolkes som en forståelse af det menneskelige sind, den menneskelige psykes egne love for sig selv, så må krigen mellem fagretningerne ophøre. Kun gennem udveksling og ligeværdig opfattelse af hinandens faglighed og forsknings-retninger kan vi nå ind til en art overblik, lignende viden.

Fra neurofysiologien til psykologien, fra genforskningen til antropologien, fra biokemien til filosofien, de er jo alle formuleret som forklaringsmuligheder på det sære, der hedder livet. Alle videnskabelige retninger er opstået i den menneskelige hjerne. Derfor må alle videnskabelige retninger pænt sætte sig i en rundkreds og bidrage til forståelsen af deres opfinder, den kære menneskelige hjerne eller måske nærmere alle tre hjerner. (Reptil hjernen, følelses hjernen - det limbiske system - og den rationelle hjerne.) Og fordi de har samme ophav, har de samme rang i verden.