Kære Mårten.
Tak for det, som du skabte, og som du efterlod. Mårten blev 52 år. Han var en idealist og en overlever, som troede på sig selv og kæmpede for sine ideer. Som ung blev han udlært typograf og deltog i BZ-bevægelsen. Han var på Tvind og rejste med dem til Afrika og mødte et Mozambique i krig. Hjemme igen måtte han tvangsindlægges - længe. Blandt et utal af psykiatere, som ikke kunne hjælpe ham, var der heldigvis én, som kunne.
Efter udskrivelsen levede han stærkt og produktivt i mange år: Han var jovial og udadvendt og fandt en kæreste Karin, og med hende fik han datteren Clara, som han nu har efterladt. Mårten udfoldede sig kreativt på mange måder: Han spillede guitar og sang. På lange rejser til Cuba, Irland, Azorerne og middelhavslandene samlede han motiver til sine farverige malerier og ideer til den demokratiske psykiatri, som han drømte om at bringe til Danmark. Han skrev adskillige novellesamlinger og digte, som han udgav på sit eget forlag.
Først og sidst kæmpede han. De fleste af de ideer, han kæmpede for, var gode, og han drev på, som var der ingen grænser for hans kræfter. Han organiserede og var med ved skabelsen af adskillige af psykiatri- brugerbevægelsens led: Brugercafeen i Risskov, FAP-Århus og selve LAP. Han underviste på uddannelser landet rundt med foredrag om retspsykiatrien.
Mårten og jeg mødtes og blev venner i den gruppe, som i 2004 startede LAP’s lange række af sommerlejre. Fra den første lejr på Endelave mindes jeg især magiske aftener ved lejrbål, hvor vi sang og spillede guitar, og Sabine trommede på en plastikurtepotte. Mårten gjorde også en indsats i den gamle fredsbevægelse Aldrig Mere Krig.
Mårtens karriere som politisk aktivist kulminerede med hans valg til kommunalbestyrelsen i Syddjurs Kommune i 2009. Som byrådsmedlem deltog han i et miljøprojekt her på Friland, hvor jeg bor.
Men kampene gav i længden for mange hug. Han havde trukket sig tilbage fra LAP, og nu trak han sig tilbage fra AMK og byrådsarbejdet.
Hans sidste drøm var at efterlade alle kampene og rejse til Portugal på vingerne af en ældgammel forelskelse. Mårten troede stadig på sig selv; men nu rev han sig fri af familie, venner og gamle kampfæller, efterhånden som de advarede ham eller gav ham modstand. Da de andre kampe var borte, var der kun Mårtens kamp med sig selv tilbage.
Jeg tror, at et selvmord kun sjældent er et værdigt og afklaret valg, og Mårten døde i kampen mod sig selv. Livet tabte ham; men Mårten fik fred.
Jeg ville gi’ dig en rubin
En tone fra en violin
En fingerring af smedet sølv
En tåre i et fingerbøl
Men alle verdens fine ting
Er bare tant og ingenting
I forhold til et kys fra dig
Til en forelsket én som mig
Mårten Breum
Udgivet i LAP’s medlemsblad nr. 3. 2000