Jeg hører tit førtidspensionister beklage sig over, at de har svært ved at få deres penge til at slå til.

Specielt sidst på måneden er det hårdt, og de må spare og låne sig frem. De begynder at ryge hjemmerullede cigaretter og spiser måske hjemme hos mor. De forstår ikke, at livet skal være så hårdt og uretfærdigt, og kan finde på at skyde skylden på f.eks. regeringen, sagsbehandleren eller samfundets indretning i det hele taget.

Med lidt simpel hovedregning burde det ikke være så slemt: En enlig førtidspensionist på højeste ydelse efter gammel ordning har lidt under 14.000 kr. efter skat, og efter ny ordning et par tusind mindre. Hvis man bor i lejet lejlighed får man temmelig meget i boligsikring, og hvis man får medicin, bliver det meste af udgiften betalt af kommunen. Derudover får man tilskud til tandlægebesøg udover sygesikringen og rabat på tog- og busrejser og forskellige kulturtilbud osv. Hvis man er rigtig heldig, kan man også få bevilget gratis psykologhjælp og økonomisk hjælp til hjælpemidler, hvis man er fysisk handikappet. Alligevel er det svært for mange. Det er synd, og man kan spørge sig selv hvorfor det er sådan?

En del af forklaringen ligger i størrelsen af de faste udgifter som f.eks. husleje, og en del ligger i størrelsen af det daglige forbrug af f.eks. mad og cigaretter. De fleste synes ikke, at det er sjovt at spare, men det kan det faktisk være. Man kan ikke gøre alverden ved de faste udgifter udover at vælge en billig bolig, have billigt telefon-abonnement, undlade at have bil osv. Så kan de faste udgifter nemt stryge ned på 4-5.000 kr. om måneden. Så har man 8-10.000 kr. tilovers til personligt forbrug pr. måned. Dvs. at man har ca. 300,- kr. at bruge af hver dag. Det er selvfølgelig et problem, hvis man har gæld, da de faste udgifter så vil vokse pga. renter og afdrag.

Det lyder måske absurd at sige, at det kan være sjovt at spare, men der kan faktisk gå sport i det, og hvor man ikke kan spare det store på de faste udgifter, kan det godt lade sig gøre at spare på det daglige forbrug. Man behøver jo ikke at spare og spinke og være direkte nærig for at kunne lægge lidt til side på basis af det daglige forbrug. Hvis man ryger, går der nemt 30-60 kr. om dagen eller endnu mere, men så har man alligevel et par hundrede kroner tilbage om dagen. Så er der fødevarerne. Her er min erfaring at man snildt kan overleve for 50-100 kr. pr. dag. Har man et forbrug af alkohol, går der også nogle penge der, men her kan man prioritere varerne og f.eks. købe halvlitersøl til 6 kr. pr. dåse inkl. pant, eller kirsebærvin til ca. 20 kr. flasken; virkningen er jo den samme, som hvis man drikker af de dyrere tilbud. Apropos drikkevarer kan man skabe sig en lille ekstraindtægt ved at samle tomme flasker og dåser rundtomkring. Det er specielt godt lørdag og søndag morgen.

Det er dyrt at gå i byen, i biografen, på cafe, til koncert og ud at spise, men det behøver man heller hver anden dag.

Alt i alt ved jeg, at man godt kan lægge ca. 100 kr. til side om dagen (eller det dobbelte) på baggrund af en højeste førtidspension efter gammel ordning, og det løber jo op, sådan på årsbasis. Det er ikke alle der er så heldigt stillet. Kontanthjælpsmodtagere, specielt dem under 25 år har, ikke ret meget at gøre godt med. Dem under 25 år må virkelig vende hver femøre. Hermed ikke sagt at overførselsindkomsterne er for høje, bare fordi man kan leve godt med dem. En som er i alm. arbejde kan nemt have det dobbelte af, hvad selv en førtidspensionist har at leve for, selvom det bestemt ikke er alle beskæftigede, der har ret meget mere end dem på de højeste ydelser.

De fleste førtidspensionister har bare ikke skyggen af chance for at komme i alm. arbejde, og det ville da være en rigtig dårlig ide at tvinge dem ud i arbejdsprojekter a’la at putte møtrikker i plasticposer så de kan lære at stå op om morgenen og smøre leverpostejmadder. Det jeg bare prøver at skrive om er, at det egentlig ikke er økonomien, der er et problem, men derimod ting som dovenskab (åndelig såvel som fysisk), nærighed, smålighed, fråseri, falskhed, misundelse, grådighed og til dels også dumhed, og man skal huske, at forudsætningen for at kunne være gavmild er at man har noget at give væk af, og det forudsætter så også, at man har lidt økonomisk sans og for øvrigt tænker sig lidt om, både af hensyn til sig selv og andre.