Genmæle til Tom

Efter at have læst Tom Jul Pedersens indlæg i sommerbladet nr. 2 med overskriften ”Hyrede Stripteasedanser...” føler jeg, at jeg må gå i brechen for Dalgasskolen i Århus. Jeg er helt enig i, at striptease hører ikke til på nogle som helst arbejdspladser. Først og fremmest har folk på en arbejdsplads valgt at komme, fordi de har sagt ja til et job og så har en forventning om, at det er det, som det handler om. Nogle mennesker kan føle sig krænket af at skulle overvære striptease, men det kan være svært at forlade området, når man er på arbejde. Striptease hører for mig at se til intimsfæren og det private. Man kan så vælge at gå på en club eller andre steder, hvor folk med den interesse kommer. Når det så er sagt, må jeg simpelthen gå i rette med Tom angående Dalgasskolen. Det er flere år siden, at Tom har været elev der, og meget har ændret sig siden. Jeg var selv elev der fra 2005 til 2009, og i den tid foregik der ikke den slags ting, som Tom beskriver. Jeg ved, at Tom var elev før 2005.

I 2004 blev Mette leder af Dalgasskolen, og jeg ved, at hun er et alt for seriøst et menneske og har for stor respekt for andre mennesker, også for eleverne på Dalgasskolen, til at hun vil lade den slags ting foregå. Jeg oplevede kun, at det altid var tilladt at sige fra, og at lærerne var gode til at sørge for, at folk som ikke kunne sige fra, ikke blev sat i sådan nogle situationer. Selvfølgelig kunne der opstå situationer specielt i undervisningen, hvor man måske har følt sig misforstået eller andet, men så var der altid tid og rum til at tage en snak med læreren. Også hvis det gjaldt lidt mere festlige arrangementer end undervisning. I det hele taget oplevede jeg på Dalgasskolen at blive set, og at jeg altid kunne komme uanset, hvordan jeg havde det. Jeg kunne også altid bede lederen eller en af lærerne om en snak, hvis jeg havde brug for det.

Jeg ved, at en del af eleverne har gået på Dalgasskolen i mange år, og har været rigtig glade for det. Der er kvalitet i undervisningen, og lærerne er meget engagerede. Det er IKKE bare et værested, men et sted hvor folk kan lære og blive klogere alt efter interesser. Yoga, musik, dans, sang, dansk, matematik, ord-på-livet, syning, historie, engelsk, spansk, it, kor, maleri og tegning, madlavning og sikkert nogle andre spændende ting, som jeg ikke længere har styr på. Gå selv ind på Dalgasskolens hjemmeside. Derudover er der hvert år jule- og sommerfest og kulturcafé hver anden torsdag. Her har jeg været til alt fra banko til oplæsning af eleverne fra holdet ord-på-livet og udstilling af kunst fra elev, som fortalte om tilblivelsen. Der har været undervisning i salsa af instruktører udefra og andre spændende ting. Hvert år bliver der arrangeret en ferietur på 5-6 dage, hvor to af lærerne deltager. De har bl.a. været i Kerteminde og Skagen.

Med hensyn til rejser kan jeg anbefale Rejsecaféen i Århus, som arrangerer rejser og en-dagsture, hvor der er uddannet personale med. Jeg har hørt, at det er med begejstrede deltagere til følge. Så alt er ikke bare sort og hvidt. For dem, som bor i Århus og omegn, så kast jer ud i det. Der ligger gode oplevelser og venter derude. Jeg håber, at i alle sammen har haft en god sommer, og får et godt efterår og en god vinter. Dalgasskolen og Rejsecaféen kan hjælpe med de gode oplevelser, men stå der fluks på første tilmeldingsdag, da der er rift om pladserne på flere hold.