Udsagnet er ikke mit, men fra en gammel revy - og der er igen uro i Kairo. Osvald Helmuth er også i denne monolog den lille dansker – som filosoferede over tilværelsen.En anden verdensborger spørger i Storm P´s: ”Hvad mener du om verdenssituationen? – Ingenting, jeg har fået noget i øjet…” Det kan altså være, at denne mand - efter at han har fået fjernet fremmedlegemet i øjet - får overskud og kræfter til at mene noget om verdenssituationen. Måske også at ville gøre noget ved den. Alt er relativt, kan man endnu engang filosofisk konkludere. - Har man ondt i fødderne kan det overskygge alle andre problemer – i al fald for en stund…. Det er nok meget lidt sandsynligt at Osvald Helmuths lille mand indenfor kortere tid vil engagere sig i verdens problemer og melde sig ind i Folkekirkens Nødhjælp, Ibis eller Mellemfolkeligt Samvirke. Han har sikkert heller ikke lyst til at vide eller læse mere om sagerne. Tværtimod går han videre i sin tankerække og meddeler, at han ’gider ikke høre om folk der sulter’. Så vil han langt hellere have et godt belagt stykke smørrebrød. Jeg har det selv noget anderledes – og det er bestemt ikke for at gøre mig selv helligere eller bedre. Jeg har et behov for at vide så meget som muligt - og dernæst gøre noget… Noget selvransagende er det måske, fordi jeg føler det lettere at ændre verden end mig selv. Jeg synes i al fald, at der er større perspektiv i det. Jeg har det ikke helt, som der stod som hovedsætning over det for længst afdøde litteraturtidsskrift Standard: ’Jeg bryder mig ikke særlig meget om livet, men jeg kan godt lide at læse om det.’

Det vigtigste, efter min mening, er at gøre noget - at få sine tanker ned på papir eller pc. At komme af med tanker og følelser, som kan være svære at få hold på - eller måske blot slippe dem løs. Heldigvis er der efterhånden en hel del fora - også på nettet, som samler og giver plads til udfoldelser fra personlig til kunstnerisk værdi. De kan Googles… Man kan også være aktiv på mange andre måder end at nedfælde sine tanker. Man kan være aktiv i LAP eller andre af landets mange foreninger. Ligesom Finland gennem mange år har heddet de tusind søers land, er Danmark mindst de tusinde foreningers land. Som bekendt er der ofte en forskel på, hvad vi siger, vi gør, og hvad vi i virkeligheden gør. Et eksempel er at vi i et supermarked vælger kvalitet frem for pris. Det siger vi i al fald. Salgstallene siger noget helt andet. Her vælger vi det billigste – og klager derefter over kvaliteten!Forsøg i et supermarked viste at en række personer havde ændrede forbrugsvaner, når de kom tidligt i forretningen, end når de kom senere. Når man frisk og udhvilet, køber man langt mere sundt, end når man kommer træt efter en lang dag. Man har overskud til at være god og den, man måske helst vil være. Nu drager jeg et måske forhastet tankespring, men om ikke andet kan jeg krampagtigt holde mig til frasen om at overdrivelse fremmer forståelsen. Den vestlige verden – og store dele af resten, har siden 2008 været i en økonomisk krise. Om den skyldes boliglån i USA, grådige banker eller dårlige regeringer, er der delte meninger om. Resultatet på bundlinjen er i mere end én forstand arbejdsløshed, nedskæringer og større ulighed. I vores hjemlige del af verden er efterhånden alle – eller i al fald langt de fleste – beslutningstagende danske politikere kommet frem til, at psykiatrien har for dårlige vilkår og halter langt efter den somatiske og fysiske sundhedsverden. Den fysiske behandling har i ’de gode år’ fået tilført millioner-milliarder, mens psykiatrien på mere end én måde har været Sorteper. Det mener oppositionen, som var i regering, og det mente oppositionen, som nu er regering. Men pengene og de nye beslutninger er stadig ikke dukket op, som de var lovet. Psykiatripengene fra Satspuljemidlerne er heller ikke kommet på Finansloven, sådan så de var uafhængige af at være af så forskellig størrelse fra år til år. I år er puljen eksempelvis relativt lille. Der bliver løbende i medierne berettet om overgreb, tvangsbehandlingerne bliver flere i stedet for som lovet færre, mangel på akut og anden behandling, mangel på personale og så videre. Alligevel sker der ikke de store mediestorme eller folkeoprør. Når der sker forringelser for dem, som i forvejen har det svært, sker der heller ikke de store vredesudbrud fra det tavse flertal eller dem, som har deres på det tørre. Måske som jeg mindes en gammel verselinje: Hvad rager det dem som er sikker på sit, at resten af verden er ude af trit.

Jeg vil helst ikke gå så vidt og tro på fødselaren Søren Kirkegaard, når han siger at ’danskerens største glæde er skadesfryd’, men må alligevel erkende, at det måske er lettere at have det svært, når bare andre har det værre.. Her må jeg dog endnu engang ty til den gamle statsministers ord: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre? ”Jeg har selv i min egen kommune Gentofte, slået til lyd for Pippi-doktrinen i sociale spørgsmål: ’Er man stærk, må man også være god. Som det ikke kan være ubekendt, mener jeg med Mahatma Ghandis ord at: ’Du må være den forskel, du ønsker at se i verden. Jeg tror, at vi som mennesker i bund og grund gerne vil være gode. Men at det kræver overskud at være god. Et af vores gamle danske fyndord hedder også, at ’når krybben er tom, bides hestene.’ I krisetider kan man i krisens navn skære ned og omfordele. Ligesom Prins Henriks to børn kan mennesker i bunden af samfundet føle sig særligt elskede eftersom ’den man elsker, tugter man’. Kontanthjælpsmodtagere, mennesker på fleksjobordning, skånejobbere, efterlønsmodtagere, dagpengemodtagere, unge under 40 år som ellers ville have fået førtidspension og andre på overførselsindkomster og som får en mindre regulering i fremtiden, må i høj grad føle sig elskede. Her går jeg ikke ind på den dybere politiske mening, men på den helt konkrete virkning. Og så skifter jeg emne – og alligevel ikke. Foruden at skrive, tegne, fotografere dine oplevelser og din mening ud, er der allerede den 19. november plads til ny aktivitet – som endda kun kommer hvert fjerde år!

Det er naturligvis kommune- og regionsvalget den 19. november 2013, jeg tænker på. Det er desværre en kendt og bevist sag, at såkaldt socialt marginaliserede og udsatte borgere ikke bruger deres stemme, når der er valg. Eksempelvis stemte kun 32 % af kontanthjælpsmodtagerne ved sidste kommunalvalg. Samfundet er generelt for dårligt til at høre socialt udsatte. Alligevel tages der hele tiden mange store politiske beslutninger, som i den grad berører, for ikke at sige rammer, udsatte. I kommunerne er det for eksempel hele det socialpsykiatriske område og i regionerne de i forvejen mange milliarder, som forøges med flere milliarder til de nye hospitaler. Alle disse vigtige områder for psykiatribrugere, skal psykiatribrugerne da selv være medbestemmende over! Her må gælde den gamle parole: Intet om os uden os! Der er en nyt initiativ som kæmper for, at socialt udsatte stemmer. Det hedder: ’Stemmer på Kanten’ og er startet af blandt andre Lisbeth Zornig Andersen, som er forfatter og har været forkvinde for Børnerådet. Hun siger: Jeg vil have mobiliseret så mange stemmer fra de udsatte. som ikke stemmer i dag, så de kommer til at udgøre en reel magtfaktor. For med magt følger også muligheden for at påvirke blandt andet de beslutninger, der bliver besluttet på de udsattes vegne, men også på andre forhold i samfundet. Vi er ved at få skabt et samfund med større og større forskel mellem rig og fattig, og jeg frygter, at vi får amerikanske tilstande med trailerparks, teltbyer og lignende. Her lever de udsatte isoleret i et parallelsamfund. Det ønsker jeg ikke skal ske i Danmark. Hvis vi vil bevare den sammenhængskraft, vi er kendt for i Danmark, så er det nu, vi skal arbejde for inklusion og ikke eksklusion af socialt udsatte, slutter Lisbeth Zornig Andersen.

Det er ikke en partipolitisk kampagne. Heller ikke for mig er det et spørgsmål om, hvem socialt udsatte skal stemme på, men AT stemmen bliver brugt! Her på falderebet skal falde en bemærkning om at Jyllands-Posten den 21. august lækkede et udkast fra det af Regeringen nedsatte ’Psykiatri-Udvalg’ på 53 forslag til en bedre psykiatri i Danmark. Det skete i påfaldende ubemærkethed, måske fordi der samme dag var nyheden om at SKAT havde indkrævet for megen skat på grund af for høje ejendomsvurderinger og nyheden om, at statsministeren ville bekæmpe social dumping. Måske var de fleste bare ligeglade. Sundhedsministeren havde lagt op til en psykiatri i verdensklasse, men der er vist langt endnu. Det mest iøjnefaldende er, at der ikke kommer konkrete forslag til, hvordan man får nedbragt medicineringen og anvendelsen af tvang indenfor psykiatrien. Karl Bach, LAP´s mand i udvalget, vil ikke kommentere de enkelte forslag før rapporten er offentlig. Men i den positive afdeling vil han gerne rose, at udvalget kan være med til at afklare begreberne indenfor psykiatrien og på den måde være medvirkende til en mere kompetent indsats. ”Men vi er langtfra i mål med vore ønsker, for jeg er bange for, at tendensen med større og større ensretning af behandlingen indenfor psykiatrien i form af retningslinjer og pakkeløsninger bestemt ikke bliver mindre,” siger han, der også sætter en kritisk finger på, at udvalget ikke gør op med tvang. – ”Det sker jo ikke, før man begynder at betragte den enkelte psykiatribruger som et menneske i problemer i stedet for en patient med en diagnose. Tendensen er desværre, at man deler folk mere og mere op efter diagnoser,” slutter Karl Bach Jensen til Jyllands-Posten. Måske man kan håbe på større reaktioner fra mediernes, befolkningens og brugernes side når rapporten bliver officielt offentliggjort. Men måske regner det den dag.

alligevel slutte med at udbryde oven over alting stråler Moder Sol! Måske med den sørgmuntre eftertanke at når kulturens sol står lavt, kaster selv dværge lange skygger. Selvom det regner - så kys solen frem og gå hen og stem den 19. november – for din, min og vore alles skyld!
Stem!