Sundhedsministeren har ikke formået at give det nedsatte psykiatriudvalg et slagkraftigt mandat

Desværre må vi som brugernes repræsentanter konstatere, at det af regeringen nedsatte psykiatriudvalg ikke har fået et mandat eller nogle arbejdsbetingelser, der genspejler de tanker og ideer, som vores regering faktisk på andre fronter har givet udtryk for, at have omkring indsatsen på psykiatriområdet, og det genspejler slet ikke den holdning eller velvilje som mange i befolkningen giver udtryk for at have. Det svarer slet ikke til den holdning civilsamfundet burde have. Psykiatrien er økonomisk blevet udsultet i en årrække, og faktisk kan man sige, at de penge, som mange af de nye tiltag i psykiatrien er finansieret for, er de midler som de udsatte selv har givet til staten, nemlig satspuljemidlerne. Satspuljen finansieres af midler, som burde have været udbetalt som overførselsindkomster til de udsatte i det danske samfund. Det er midler, som en bred politisk front har valgt at indefryse og til gengæld udbetale via aktiviteter til de socialt udsatte. Idet man som samfund mente, man ville være bedre til at administrere dem, frem for at de udsatte selv fik dem i lommerne og valgte. Sundhedsudgifterne finansieres af de fælles skatteindbetalinger for alle samfundsgrupper, medens en del af psykiatriudgifterne finansieres over satspuljen.

Faktisk er sundhedsudgifterne steget mere end udgifterne til psykiatrien i procent. Disse ting i samspil gør, at de udsatte selv betaler for deres behandling uden om det offentlige skattesystem. Satspuljen var afsat til aktiviteter for de udsatte, fordi vores målgruppe ikke i politikkernes øjne er dygtige nok til at administrere vores private midler. Kommissoriet for regeringens nedsatte psykiatriudvalg har været, at det ikke måtte koste noget ekstra, og faktisk har der kun været én psykiatribruger i udvalget. Og udvalget har ”fået mundkurv på”, hvilket i praksis har betydet, at udvalgsmedlem Karl Bach Jensen, der var udpeget af landsledelsen, har haft svært ved at inddrage landsledelsen eller menige medlemmer i arbejdet. Kun i meget begrænset omfang har man valgt i nogle sidearbejdsgrupper, at gøre brug af andres viden på området. På vegne af psykiatribrugerne i Danmark må vi konkludere, at udvalgets arbejdsbetingelser har været for ringe. Det er derfor ikke alene udvalgets skyld, hvis resultatet bliver for ringe. Vi frygter, at udvalgets rapport som vanligt vil blive for lang og have fokus på detaljer, som nok kan effektivisere psykiatrien yderligere, men ikke kommer til at se tingene i et bredere lys. Hvad sundhedsministeren ikke har formået - kan vi nu håbe på, at socialministeren vil formå med bearbejdelsen af serviceloven.

Der burde ske en opstramning i forhold til kommunerne og den psykosociale indsats, som rigtigt mange steder har mindre resurser og forkert fokus. Det er ikke gået op for politikerne i kommunerne, at den psykosociale indsats er afgørende for at få folk tilbage på arbejdsmarkedet, ud af ensomheden og væk fra pensioner, kontanthjælp, sygedagpenge og anden overførselsindkomst. Det er i den psykosociale indsats, folk blandt andet burde stifte bekendtskab med bedre motionsvaner, ændring af kostvaner og rum for at snakke om seksuelle frustrationer eller manglende opfyldelse af ens seksuelle behov. Ved stadig at fokusere på behandlingspsykiatrien som den afgørende indsats tager man meget af ansvaret fra borgeren selv. Borgerens egen omsorg og ikke mindst recoveryindsats kan der gøres meget for at forstærke. Selv den socialisering, som er et væsentligt indsatsområde i den kommunale psykosociale indsats, formår man ikke fra kommunernes side at løfte på en konstruktiv måde. Det ender i for mange regler og administrative arbejdsgange, som gør det nærmest komplet umuligt at udføre indsatsen på en resultatorienteret måde.

Kommunerne burde ovenfra pålægges at gøre mere - og det fremgår ikke af psykiatriudvalgets lange og ikke læsevenlige rapportudkast. Måske kunne en pixiudgave forbedre resultatet, for det kan vel ikke forventes af folketingspolitikerne, at de skal læse alle de mange sider med detaljerede udredninger. Og gør folketingspolitikerne det - vil debatten ende i en debat om detaljernes betydning, frem for det egentlige, nemlig at psykiatribrugernes træning og genlæring af sunde kostvaner, gode motionsvaner, et livligt sexliv og sociale kompetencer glimrer ved deres fravær i psykiatrien set i et samfundsmæssigt bredt sigte - nemlig både den regionsbaserede behandlingspsykiatri og den kommunale psykosociale indsats. En del af vore læsere ved nok ikke, at den kommunale psykosociale indsats er det, man mange steder stadig kalder socialpsykiatri. En del steder er den kommunale psykosociale indsats endda slået sammen med andre handicapområder på bekostning af denne. Vi opfordrer vores medlemmer til at gå til politikerne og spørge om kommunalpolitikerne er klar til at opbløde de aktivitetshæmmende administrative regler og tilføre øgede midler til området. Det er vigtigt, at der i øget omfang kommer fokus på, at indsatsen er individuel.

Debatten raser i disse dage over det ganske land om tvang og ikke tvang - det er ufatteligt, at vi skal helt frem til år 2013, for at politikerne begynder at indse, at man ikke kan basere en psykiatri på tvang. Det handler om samspil og samarbejde på en langt bredere front, end det sker i dag, og først og fremmest på brugernes præmisser.

Recovery-resultaterne ville være langt bedre, hvis der i endnu højere grad blev lyttet til brugerne, og disse blev inddraget i deres egen behandling i langt større grad. I Nordsjælland har man således erfaret, at når den enkelte bruger inddrages i personalets behandlingskonference, bliver den enkelte behandler mere præcis, struktureret, klar og fremadrettet. Der bliver ikke samme plads til svævende teorier, usikre meldinger, og man fokuserer mindre på, hvad der gennem tiden er gået galt. Sundhedsministeren ønsker, at der indføres diagnosegaranti indenfor en måned i psykiatrien.

Det virker totalt uigennemtænkt og urealistisk set i forhold til de tidligere tiders flerårige observationsperioder for at stille en eller flere diagnoser, der endda tit blev erstattet af andre, når patienten blev tildelt en ny psykiater eller blot indlagt for en kortere periode. I det nuværende system er diagnosen allerede blevet et øjebliksbillede, hvor man mangler årsagssammenhængen mellem det levede liv og symptomerne, der ikke længere inddrages i diagnosticeringen og, hvad der er endnu værre, slet ikke i behandlingen. Man kigger i dag kun på symptomer. Det er langt mere komplekst at stille en psykiatrisk diagnose end en somatisk. Vores bud vil være, at en diagnosegaranti blot medfører, at patienterne er sikret en diagnose for resten af livet, men diagnosen er slet ikke kvalificeret til at give en tilstrækkelig behandling af patienten. Det er selvfølgelig også en diagnosegaranti.

Den 10. oktober kommer rapporten om stigmatisering i Danmark. Den præsenteres af ”En af os”-kampagnen i forbindelse med den internationale ”Mental Health Day”. Rapporten er ret omfattende og den første større danske undersøgelse, der afdækker problematikkerne omkring stigmatisering og selvstigmatisering blandt psykisk syge og deres pårørende. Rapporten forventes at ligge på niveau med udenlandske undersøgelser, der påpeger, at selvstigmatiseringen er den største hæmsko for psykiatribrugerne. Om rapporten afdækker de egentlige årsagsforklaringer bag denne selvstigmatisering, kan vi kun gisne om. Vi tør dog godt påpege, at mange års nedgørelse og ikke mindst bivirkningerne ved medicinen, der populært sagt kan få folk til at virke mindre begavede og mere følelseskolde, end de er, samt tilføjer medicinbrugerne fysiske skader eller ligefrem fysiske sygdomme, er en hovedårsag, til at psykiatribrugerne ikke selv tror, de kan så meget.

LAP-året indtil nu ... den nye landsledelse i arbejdstøjet?

Tag og læs bladet, se på hjemmesiden - læs referaterne af de mange møder i talrige arbejdsgrupper og vurder selv, hvem du synes er trukket i arbejdstøjet. Vi har effektiviseret vores forretningsudvalg, der nu kun består af to personer. Det håber vi, kan give en kortere beslutningsvej og hurtigere arbejde - om det så på det lange sigt er fornuftigt må tiden vise. Vi takker Lars Kristensen for hans indsats igennem de første måneder af året og ikke mindst sidste år. Lars har nu valgt at koncentrere sine energier om et skarpt hjørne i hans egen tilværelse og ikke mindst organisationsudvalget, som planlægger en række møder rundt i landet.

Brugernes Bazar er afholdt med rekorddeltagelse. Man regner med, at der har været mellem 1300 og 1500 deltagere i modsætning til sidste års ca.1000. Det vidner om en øget aktiv interesse i at medvirke i beslutningsprocesserne rundt i landet på alle niveauer. ”Stemmer på kanten” var således repræsenteret og delte flittigt materiale ud. Og vi kan nu bare håbe på, at brugerne vil bruge deres muligheder for indflydelse både ved mere aktivt at indgå i valgdebatterne rundt i landet, lokalaviser og ikke mindst ved i højere grad at bruge deres stemmer. På LAP´s stand var der debat om livsglæde og resonans.