Lisbeth Zornig Andersen er meget i vælten for tiden. Hun er kendt for at være en mønsterbryder, altså komme fra en familie med vold, druk og seksuelle overgreb. På trods af den meget hårde barndom, har hun taget en uddannelse fra universitet, har gode jobs, både som foredragsholder samt i radio 24/7. Hun er meget brugt i medierne, da hun både er veltalende, har et sympatisk ydre, samt selvfølgelig fordi hun er et eksemplarisk eksempel på en mønsterbryder. I foredragene kommer hun ind på sin kaotiske barndom, med andre ord: spænding og dramatik samt noget, der relaterer sig til under bæltestedet.

I et tv-interview opfordrede hun folk til at melde naboer samt andre, hvis man havde mistanke om, at der blev begået seksuelle overgreb mod de små børn. Journalisten spurgte da, hvad nu hvis det viser sig, at anklagerne/formodningerne er forkerte?

Til det svarede hun: ”Jamen så er det da bare herligt.”

Men det er det netop ikke kun. Det er da også forfærdeligt, at blive anklaget for seksuelle overgreb på sine egne børn! Selv om det viser sig at være forkert. Den anklagede person vil være stemplet, selv om han er frifundet. Måske endda få tæsk, grundet anklagen… Tør man for øvrigt anklage sin nabo, sin bror, sin arbejdskollega eller sin chef for ovenstående kriminelle handling? det er jo kun en formodning man har, altså måske skyldig...

Har hun selv det mod, der skal til? Det er jo nemt at sige, at det skal man bare gøre...

Jeg tvivler, og her er beviset. Hun medvirkede i et tv-program, hvor hele ”set-uppet” gik ud på, at hun skulle besøge sin stedfar, som altså havde forgrebet sig på dem, da de var små. For rullende tv-kamera skulle hun konfrontere den nu gamle mand med det presserende spørgsmål, hvorfor han gjorde det i sin tid?

Vi så de kørte hen til hans hus, hun kom ind, de talte sammen, det hele blev optaget, ikke med hemmeligt kamera; det var tydeligt for ham, der skulle laves et tv-program ud af det besøg. Det afgørende var, at hun IKKE spurgte ham om det gode, men også svære spørgsmål. Efterfølgende svarede hun selv på, hvorfor hun ikke gjorde det, med den begrundelse, at han var stærk (mentalt), han havde meget overskud. Med andre ord, hun havde ikke lyst, hun turde ikke, da det kom til stykket. Hun mangler ellers ikke mental ”power”. Nu havde hun endelig muligheden for at konfrontere ham med det gode spørgsmål, endda for åbent kamera!!!

På den baggrund kan det godt virke ”hult” at hun opfordrer hele nationen til noget, men når hun selv skal gøre noget, der minder om det, noget der kræver mod i langt mindre målestok, så gør hun det ikke en gang selv!!!

Men hun er netop en klog dame, der opfordrer til det, der er opportunt, og som medierne vil have. Så ingen tvivl om, at hende vil vi se mere til fremover.