Brugernes Bazar løb igen af stablen i Odense, nærmere bestemt i Kongens Have, der ligger i centrum. Brugerne er i den forbindelse socialt udsatte i ordets bredeste forstand, dvs. hjemløse, narkomaner, alkoholikere, sindslidende osv. Det var især dem i den rigtig ”tunge” ende, der var mødt op. Bazaren består af en scene, hvor der både er musik og taler bl.a. af vor egen Steen Moestrup. Derudover er der et hav af boder og telte fra forskellige foreninger såsom Sind, vores egen LAP, ”En af Os kampagnen” (der skal hjælpe sindslidende), Kirkens Korshær osv. I et kæmpetelt kunne man få morgenmad samt middagsmad, alt sammen gratis; dertil kunne købes øl og sodavand. Meningen med det hele er at sætte spot på brugernes behov, deres ønsker. Den smukke tanke er da, at det udover ordene til sidst skal resultere i noget konkret godt for de udsatte. Socialministeren var der traditionen tro samt medlemmer af toneangivende råd og foreninger. Som man kan se på billederne havde vi vejret med os, dejlig sol samt en frisk brise. På billederne kan man se 2 ”tunge” personer inden for LAP, Karl Bach og Steen Moestrup, når jeg skriver tunge, er det ikke i kilo, men rent mentalt, altså de er toneangivende.

Mobiltelefoner blev jævnligt tjekket, her er det LAP-medlemmerne Brian Hammerum og Inger Ladegaard, der får de seneste beskeder. En flot hvid hund flankeret af Reidun og Bo, der også er fra LAP (altså minus hunden, jeg går ud fra at hunde ikke kan blive medlem, det vil kræve en vedtægtsændring).

De sidste billeder viser folk, der danser til rockmusik fra scenen, udover forskellige billeder fra pladsen. Hele dagen blev rundet af med kaffe og kage og en afslutningstale fra Jan Sjursen, der er formand for udsatterådet.