I sommers var der for 4. gang folkemøde på Bornholm. Folkemøde er så meget sagt, der var utroligt mange journalister, politikere og kendisser. Bl.a. på færgen derover så jeg Anders Lund Madsen med sin noget yngre kone, deres nye lille baby samt en stor hund. Anders er så kendt, at han sad i børneafdelingen med sin hund, det på trods af at der var et skilt med hunde forbudt i dette børneområde. Når man er af hans kaliber, kan man tillade sig at være fræk.

Statsminister Helle Thorning Schmidt er en travl kvinde, hun startede med at tale på den store scene, på hovedpladsen. Inden hun skulle videre til interview med TV 2, var der lige tid til, at hun kunne blive foreviget med sangeren Tim Kristensen fra det nu hedengange Dizzy Mizz Lizzy. I en kæmpe trækugle af et hus, skulle hun svare på spørgsmål fra TV 2, et stk. publikum fik også lov at stille spørgsmål. Derefter gik turen over pladsen, over til den gamle brandstation, hvor Socialdemokraterne holdt til, nu var hun på hjemmebane. Dog ikke med hensyn til spørgsmål, da det var to journalister fra Radio 24/7 (sender 24 timer 7 dage om ugen), der stod for dem. En kronraget bodyguard med solbriller passede på fru Schmidt, han lagde i øvrigt hånd på mig, da jeg kom lidt for tæt på statsministeren. Der var det lige før, jeg klaskede en flue på hans skaldede isse, som en ”tak for sidst”. Hvis jeg havde gjort det, var jeg vist blevet Danmarkskendt, hvis I forstår hvad jeg mener.

Folkemødet foregik i Allinge på nordspidsen af Bornholm; selv boede vi i Gudhjem i 3 lejede huse. På billederne kan man se, hvor pigerne boede (Inger-Liss, Signe og Andrea), de bød på en fælles middag foran deres swimmingpool. Det andet viser Lars og Paul, der nyder en kop kaffe, derefter er det Finn og Erik, der står på verandaen ved det 3. hus. Det sidste billede er fra færgeturen hjem, hvor undertegnede kikker på Finn.

Hvis man vil se flere billeder, kan man gå ind på LAP’s hjemmeside og så klikke under Livsglædegruppen. Vi siger tak for i år, samt på gensyn til næste år, samme tid og sted.