Sommeren er endnu en gang forbi

Jeg var til en glimrende jazzkoncert med en af de ypperste danske jazzsangerinder. Det eneste men var, at koncerten blev lanceret som ’afsked med sommeren’. Jeg protesterede spagfærdigt, men bestemt og argumenterede med, at det var et skår i musikglæden, og at man umuligt kunne tage afsked med sommeren, når jeg knap nok havde begyndt at leve i den. Man skal altid huske at sige fra, når man bliver gået for nær og verden bliver for speget. Selvom jeg godt er klar over at livets pølse ér speget. Modebranchen har fattet mit budskab. Jeg så forleden i et stormagasin en moderigtig bluse med ordene: Can we restart summer?

Jeg må erkende at solen skinner mindre. Den har godt nok – vist nok – skinnet mere, end den plejer, i den nys forgangne ferieperiode. Det skyldes måske ikke så meget, at Gud mildner luften for de klippede får, men nærmere det nok så omtalte CO2-udslip og klimaforandringerne. I en gammel dansk klassiker fra Giro 413´s storhedstid, synges der, at ’hver gang du smiler lidt til mig, så bli’r der solskin på min vej’. Jeg kan ikke garantere nye varmerekorder, men er det ikke værd at forsøge?

På mit visitkort husker jeg mig selv på ordene fra Victor Borge: Smilet er den korteste vej mellem mennesker. Det er vist også god ansigtsgymnastik, så hvis man ikke orker fitnesscentret hver dag, kan man i det mindste forsøge sig med et eller flere smil. I denne her forbindelse er det endda positivt, at det smitter. En af grundene til, at jeg måske ikke har nydt og oplevet sommeren i fulde drag, er at min far døde midt i den. Han var gammel og træt, men derfor er det alligevel en grænseoverskridende og følelsesmæssigt smertelig tung afslutning. Til hans bisættelse mindedes jeg ham og de mange smil, vi havde haft sammen. Far var bestemt ikke nogen stor grinebider, men dog til tider en glad mand og far, som smilede af sin søns skriverier og historier. Vi havde også Storm P. sammen. Jeg fik hans bøger med underfundige historier, mens jeg gik i en af de første klasser, før jeg rigtigt kunne læse. Jeg husker en episode, hvor Storm står sammen med en ven på Frederiksberg Allé og ser et begravelsesoptog defilere forbi. Vennen spørger om, hvem der mon er død? – Storm P. svarer eftertænksomt: Jeg tror at det er ham i den forreste vogn. Min fars bisættelse blev afsluttet med Palle Mikkelborgs smukke og rørende udgave af Chaplins ’Smile’. Trompetens indfølende og vemodige tone blandede sig med den uudtalte tekst om at ’smil selvom hjertet brister. Solen varmer mindre, og det trækker op til mere end efterår – ligefrem Kong Vinter. Jeg har endda mod al sund fornuft allerede set julepynt, og i min lokale musikforretning blev der i min nærværelse efterspurgt julemusik af en yngre kunde. Ungdommen er stadig ikke, hvad den har været. Samtidig med at man kan ane sommerens afslutning, begynder for alvor også den politiske sæson.

Agurketiden er forbi – altså den tid, hvor man før følte, alle holdt ferie, og der derfor ikke var store nyheder, og man i stedet måtte ty til at skrive om agurkernes størrelse og høst. På en måde er agurketiden et overstået begreb fra en anden tid – for på den ene side varer den nu hele året, fordi medierne bestandigt fyldes med ligegyldige og latterlige nyheder. På den anden side er agurketiden så lille – måske højst et par dage – hvor der ikke tales politik eller sendes politiske følere og balloner op. Samtidigt har krige og katastrofer desværre ikke en fast og inddæmmende ferieperiode.

I en mindre overgangsperiode fra små til større nyheder har der været diskussion om kongehuset. Prins Joakim vil ikke længere være bonde og søger andre græsgange med udsigt over Øresund. Især hans ekshustru Alexandra har været i medierne med særligt blik på hendes apanage. Hun får nu en lønforhøjelse på størrelse med en SOSU-assistent, med noget over 16.000 mere om måneden. Resten af Kongefamilien får nogle flere millioner. Som trøst for andre på mere beskedne og begrænsede overførselsindkomster, hvis stigning der nu endda også er sat en ekstra begrænsning på, beroliger finansminister Bjarne Corydon: Det er kun sket på grund af en fejl. Finansministeren bliver af venner og uvenner kaldt Don Corydon, efter en siciliansk mafiafamilie, på grund af sin politik og måde at udføre den på. Fra regeringsgemakkerne kom en anden nyhed: Den magtfulde økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager – af nogen kaldet dronning Margrethe den tredje - ville ikke kun have magt i Danmark. Nu gik hun efter resten af Europa. Man har motivtolket om der skulle være andre grunde til at blive kommissær i Europa. Men som Deadlineværten Niels Krause-Kjær skriver på sin Facebook-profil: Man skal ikke undervurdere glæden ved at forlade dansk politik.

Før hun blev så magtfuld, er det mindre kendt, at hun var Det Radikale Venstres psykiatriordfører. Jeg har selv i Huset i Magstræde oplevet at være ordstyrer og dæmpe en stridslysten debat mellem Margrethe Vestager og Karl Bach, nu udviklingskonsulent i LAP. Den ene syntes vist, at den anden ikke flyttede sig og gentog sig selv, mens den anden til gengæld ikke mente, at den første havde hørt efter. Den danske stats indtægter og udgifter står alle sammen i den sæsonaktuelle bog: Finansloven. Årets oplagte julegaveidé!

I sidste udgave af LAP-Medlemsbladet skrev jeg om Regeringens udspil om flere penge på psykiatriområdet, hvoraf flere dels er ’gamle’ penge og for længst afsat til bygningsforbedringer osv. Dels er det de socialt udsattes egne penge fra Satspuljen, som består af, hvad overførselsindkomsterne skulle været steget med i forhold til pris- og lønudviklingen. Jævnfør Storm P.’s billede af den velnærede mand, som sidder ved det veldækkede bord og fodrer sin sultne hund med sin egen hale. Pengene i psykiatriudspillet skulle angiveligt hale ind på det store forspring og den skævvridning, som det somatiske – det vil sige ’almindelige’ sundhedsvæsen, længe har haft. Nu skulle psykiatrien endelig ligestilles med de fysiske sygdomme. Forbedringer på psykiatrien skal dog forsat hovedsageligt betales af satspuljemidler, hvorimod alle andre områder fortsat skal finansieres gennem finansloven. Finanslovudkastet haler da heller ikke ind på det længe opbyggede forspring. Psykiatrien får samlet set 2.2 milliarder, mens det somatiske sundhedsvæsen får mere end det dobbelte godt 5 milliarder. På trods af at psykiatrien bliver stedmoderligt behandlet, bliver psykiatriområdet behandlet mere og mere i medierne.

Danmarks Radios P1 har lige haft en dokumentationsudsendelse om psykiatribrugeres manglende adgang eller rettere ret til forsikring. Det viser sig, at det stadigt kan være svært for en borger med en psykisk sygdom at få en forsikring. En undersøgelse viser, at hver femte psykiatribruger har haft svært ved eller slet ikke har kunnet forsikre sig og sin familie. Også selvom det var flere år siden, personen havde været syg, nu var raskmeldt og ikke længere tog medicin. Danmark har ikke som Norge en generel lovgivning mod diskriminering mod handicap eller handicappede. Lovgivningen er imod for eksempel forskelsbehandling på grund af køn, race og af psykisk syge på arbejdsmarkedet. Derimod har FN vedtaget en handicapkonvention, som forsikringsselskaberne har skrevet under på, som kræver ligestilling – også på forsikringsområdet. En repræsentant fra Forsikringsbranchen mente ikke, at der var noget større problem! Hun begrundede det blandt andet i, at de havde spurgt forsikringsselskaberne, om der var problemer. Det mente forsikringsselskaberne heldigvis ikke! På trods af at vore kollegaer i Sind og Bedre Psykiatri fastslog, at der var store problemer. Det er dog mundet ud i, at selveste Finanstilsynet er i færd med en større undersøgelse for at kortlægge, hvor stort problemet er.

Derfor skal der her på falderebet – lyde en opfordring til at kontakte Finanstilsynet, hvis du har haft problemer eller er blevet afvist, når du ønskede en eller anden form for forsikring. Lidt bittert må jeg erkende, at vi er inde i en periode – forhåbentlig tidslomme – hvor: Tal virker stærkere end ord. Penge vægter højere end retfærd.

Økonomiske bundlinjer højere end menneskelig livskvalitet. En hjemløs ligger bag en 7-Eleven forretning. Medarbejderne ringer efter hjælp fra politiet. Politiet vil ikke komme, fordi de tror, at det ’blot’ er en hjemløs, som skal sove branderten ud. Manden dør. Man finder ud af, at manden i virkeligheden ikke er hjemløs. Eller en mellemøstligt udseende mand ser mistænkelig ud i et S-tog. En kvinde ringer til politiet. Politiet afspærrer det meste af København og sætter S-togs- og anden trafik ud af kraft. TV2 News sender ’Breaking News’. Nørreport Station bliver afspærret og er snart fyldt med politi med maskinpistoler. Efterlysninger og overvågningsfotos sendes ud. Manden, som det drejer sig om, har skræmt gemt sig på et handicaptoilet for ikke at blive skudt. Det viser sig, at manden var på vej til eksamen. Han var nervøs, tabte sin printer på gulvet og læste i en bog om terror. Man kan naturligvis sige: bedre at politiet rykker ud en gang for meget end en gang for lidt. Men er vi ikke lidt for meget på vagt over for mennesker, som ser anderledes ud? Som opfører sig måske nervøst og anderledes. Som måske har sociale eller psykiske problemer. Som vi før var mere imødekommende overfor og som vi måske endda hjalp?

Vi taler også om, at børn, som er anderledes og som før skulle have særundervisning og specialklasse, nu skal ind i klasseværelserne for at integreres. Men man sætter ikke resurserne af til det eller venter på at lærerne bliver uddannede til det og er parate. Så i stedet for inkludering sker det modsatte.

Så sker det måske, som H. C. Andersen skrev:
Han er aparte. Han skal kanøfles.
Det kan vi ikke være bekendt.
Det er ikke noget at smile af.
Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi.
Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!