LMS, som står for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, havde arrangeret en konference om BED, der blev afholdt i Nationalmuseets Festsal d. 31. maj 2016. BED står for Binge Eating Disorder. Det var en god, lærerig og meget velbesøgt konference, som gav et godt indblik i BED, og at det ikke kun handler om mennesker, som er mere sultne end andre eller har lyst til at se ”anderledes” ud.
Konferencen viste, at der faktisk findes behandling mod tvangsoverspisning. Bl.a. Stolpegården, som er et psykoterapeutisk center under Region Hovedstaden. Der findes også flere private behandlingstilbud. Det anslås, at cirka 40.000 mennesker i Danmark lider af tvangsoverspisning. Tvangsoverspisning betyder, at en person er ude af stand til at kontrollere, hvor meget hun eller han spiser.
Lidelsen medfører ofte, at disse personer veksler mellem perioder med overspisning og perioder med slankekure, og deres vægt vil derfor ofte kunne svinge op til 30-50 kg.
Mennesker, som lider af denne lidelse, har ligesom mennesker med anoreksi og bulimi et lavt selvværd, og overspisningen er en måde at beskytte sig selv mod svære følelser.
Lidelsen er ofte forbundet med stor skyld, skam og væmmelse over sig selv.
Overspisning er endnu ikke anerkendt som en selvstændig diagnose, og er derfor nu klassificeret under ”Andre spiseforstyrrelser”, men det forventes, at BED vil indgå som selvstændig diagnose i diagnosesystemet ICD-11, som pt. er under udarbejdelse. 31. maj var desuden sidste dag med gratis indgang i Nationalmuseet, så dagen bød også på Solvognen, Guldhornene og mange andre spændende ting.