Aarhus Universitetsforlag
Psykiatriens grundlag, historie, filosofi og videnskab
Raben Rosenberg
Professor Raben Rosenberg har skrevet et digert værk om psykiatriens grundlag, "Psykiatriens Grundlag - historie, filosofi og videnskab. Det er et spændende værk som tema, og der er mange vinkler i det som ikke umiddelbart er med almen nutidig forståelsesramme, så langt så godt. Men hvor er det synd at forlaget har valgt en minimeret skriftstørrelse, som gør læsning trættende for øjnene (det er lige før man skal sidde med læseglas og briller for at læse ubesværet). Og hvorfor har man ikke 1. valgt større skrift? 2. delt manus op i to bind? Begge dele ville lette tilegnelsen af et vigtigt værk, specielt for lægmand som kunne få dybere forståelse af, hvad psykiatri er, og hvad den kunne blive.
Nu er der så udfordringen tilbage. Hvilken professor går ombord i projektet med at skrive psykologiens grundlag med start mindst lige så langt i det historisk kendte og huskende, at tidlig psykologi findes i de religiøse myter, og filosofier.
OM BOGEN
Nedsat livskvalitet, stigmatisering, langtidssygemelding og et liv på kanten af samfundet er et vilkår for mange psykisk syge. Og selvom psykiatrien siden 2. Verdenskrig er kommet langt med nye lægemidler og bedre behandlinger, er der stadig behov for radikale forbedringer.
I Psykiatriens grundlag - historie, filosofi og videnskab giver professor i psykiatri Raben Rosenberg en filosofisk og historisk analyse af faget for at forstå - og udfordre - den moderne psykiatri. Han trækker en linje fra oldtidens beskrivelser af vrangforestillinger, angst og hypokonderi over middelalderens indespærring i dårekister til psykiatriens fødsel som lægevidenskab i 1800-tallet og nutidens nybrud i hjerneforskningen. Undervejs analyserer han det psykiatriske sygdomsbegreb, psykopatologi og diagnostik, tager fat i mulige årsager til psykisk sygdom og diskuterer etiske og tværvidenskabelige problemer. Alt sammen i håbet om bedre behandlingsmetoder, mere lydhørhed og større åbenhed omkring psykiatrien og de psykisk syge.