Unge og hjemløshed var temaet for et foredrag i LAP’s telt på Folkemødet. Oplægsholdere var rebellen fra Langeland, Ole Sørensen og to medlemmer fra Projekt Husvild i Odense.
Hjemløsheden stiger og stiger i Odense, fortæller Bo Skytte, Projekt Husvild. På kort tid er der blevet 57% flere hjemløse unge. Stigningen kan have mange årsager: At der skæres i SU’en eller det nye kontanthjælpsloft. Endelig: Er man enlig mor med hjemmeboende børn, og børnene bliver 18, så bliver moderen registreret som samboende med børnene. Men man kan jo ikke være kæreste med sine børn! Måske er moderens konklusion så: ”Jeg kan ikke rumme at have dig, heller ikke økonomisk.” Så er der kun gaden, der kalder den unge.
80% af de hjemløse på gaden er psykisk syge. Hvis man ikke allerede er det, er der stor risiko for, at man bliver det. I dag siger alle politikerne, man skal i arbejde eller uddannelse. Men er du psykisk sårbar, er det ikke sikkert, du er klar. Passer man ikke ind i en kasse i dag, er man tabt. Vi spørger ind til: ”Hvem er du? Hvad kan vi hjælpe til med?” Det er en skam, at den opgave ikke løftes af kommunale eller statslige organisationer. At det er os som frivillige, der skal løfte den opgave. Og hvor skal vi sende de unge hen? Et forsorgshjem er ikke det rigtige sted for et ungt menneske.
I Odense har vi forsorgshjemmet St. Dannesbo. Her var der en specialafdeling for sårbare unge, men den valgte man at lukke ved årsskiftet pga. besparelser. I stedet bor de sammen med voksne misbrugere. Hvis de unge ikke er i et misbrug, så kommer de det meget hurtigt. Nogle af de unge kommer videre til kollegielejligheder, hvor man kun kan bo, hvis man er i gang med en uddannelse. Mange af de unge har jo vist, de ikke er psykisk stærke nok til at tage en. Efter de unge er droppet ud af uddannelsen, kan de bo på kollegiet et halvt år. Så starter hjemløsheden forfra. Projekt Husvild er en frivillig organisation, drevet af folk med egne erfaringer.
Vi kender jo smerten og ved, hvor ondt det gør, fortæller Isabella Mittelstein. Jeg tror, vi kan gøre noget helt specielt. Bo Skytte er enig: De kan få et ærligt svar. Den relation, der kommer ud af det, kan du ikke skabe i det offentlige. For du tænker: “De har aldrig prøvet det, så de ved ikke, hvad det vil sige.” Når du har prøvet det selv, skaber det automatisk en relation til de unge. De føler sig mere trygge.
Ole Sørensen, rebellen fra Langeland, mener, området burde få større politisk bevågenhed. – Bliver man ved tallene, er der 500.000 udsatte med liv præget af hjemløshed eller psykisk sygdom. Har de hver 2 pårørende, er vi oppe på 2 mill. vælgere. Tænk hvis politikerne så sådan på det. Det burde give lidt indflydelse. Ole Sørensen har et bud på, hvad der kunne hjælpe unge hjemløse: Man burde lave flere skærmede enheder. Eller flere kollektiver, så folk kunne komme videre. På Langeland er vi heller ikke specielt succesfulde i forhold til de unge. Vi har rigtigt mange unge, som vi ikke når. Jo flere voksne udsatte, der kommer til øen, desto mindre tid har vi jo til de unge. I Rudkøbing blev ungdomsboligerne nedlagt. Det blev de, fordi de ikke blev brugt nok og slet ikke ordentligt. Der var ikke afsat midler til en social vicevært. En gang om måneden kunne kommunen så sætte håndværkere ind for at reparere det, der var ødelagt. De unge blev smidt ud af lejlighederne, for de kunne ikke finde ud af at bo der. Bli’r man placeret i sin egen bolig, skal der også bevilges bostøtte. Har du levet 5-10 år på gaden, har du glemt, hvorfor det lige er, du skal vaske op eller sætte tøjet over til vask, inden du går i gang med opvasken. Du har brug for nogen til at hjælpe. Mange af de unge kommer fra plejefamilier. Når de er færdige med at være i pleje, får de en taxabon ud på et forsorgshjem. Så skal de ud og leve livet der. Hvis vi som samfund fjerner børn fra hjemmet, skal vi også give dem den hjælp, de skal have. I Projekt Husvild er der ikke en masse kommunale kroner. Det er både en fordel og ulempe:
En gang ville jeg ønske, vi havde flere penge. Det er utroligt tungt at få de unge i behandling, fortæller Isabella Mittelstein. Bare vi kunne give dem den misbrugsbehandling, de har behov for.
På Center for Misbrugsbehandling skal de unge mange gange komme og puste nul for at komme i behandling. Men er man der, så er man abstinensfri. Engang tog en ung med en promille på 4,65 på psykiatrisk afdeling. Han blev sendt bort med beskeden om at komme én gang i timen for at få sine abstinens-piller. Hvad er så fordelen ved ikke at få kommunal støtte?
-Vi behøver ikke overholde en masse regler, bare du holder dig inden for lovens rammer. Men med kommunal støtte kunne vi hjælpe noget mere. SAND, de hjemløses organisation, var også på Folkemødet.
Henrik Kromann Hansen, SAND og LAP Nordjylland: Jeg forklarede beskæftigelsesministeren, at man ikke bliver rask af ikke at vide, om man skal betale huslejen eller få noget at spise. Straks begyndte han at tale om incitament og motivation og kontanthjælpsloftet, der er lavet, fordi… Jeg tror ikke, han forstod. LO’s formand Lizette Risgaard var mere lydhør. Hun gav en bajer på, at det er bedre at give folk mulighed for at blive raske, så de kan tage et arbejde i stedet for at beklage sig over, at folk ikke gider.
STEEN ROSENQUIST, FORMAND FOR SAND:
Sand bruger Folkemødet til at fortælle politikerne, at folk ikke får den hjælp, de skal have. Som hjemløs har man behov for en mulighed for at udvikle sig. Men det er svært, når værkstederne er lukket på værestederne. Og på misbrugscentrene venter man bare på sin medicin. Kommunens tilbud for at dyrke egne interesser og skabe livsmuligheder er væk.
Men i Sand kan vi selv lave tilbud i retshjælp og om at komme videre i eget hjem. Støtte folk i at bo i almindelig bolig eller finde et opgangsfællesskab. Om politikerne lytter, er så en anden sag, siger Steen Rosenquist afsluttende. Når vi er der, lytter politikerne, men når vi er væk, vil de skide os et stykke.